The Long Now: Saatchi Gallery markerer fire årtier med blikket rettet mod nutiden

Til sit fyrreårsjubilæum afstår Saatchi Gallery fra den klassiske retrospektive og præsenterer The Long Now, en gruppeudstilling, der forstår institutionens historie som en levende platform for nye værker og fornyede møder med nøglestykker. Med støtte fra De Beers London og kurateret af Philippa Adams, tidligere Senior Director i galleriet, breder udstillingen sig over to etager og ni sale og samler bestillingsværker, installation, maleri, skulptur og levende billeder. Formålet er klart: at bekræfte galleriets rolle som et sted, hvor kunstnere afprøver materialer, idéer og publikummer—uden at gøre jubilæet til en selvfejring.

I centrum for The Long Now står processen—hvordan spor sættes, hvordan materialer yder modstand eller åbner sig for gesten, og hvordan billeder bliver til. Værker af Alice Anderson, Rannva Kunoy og Carolina Mazzolari sætter tonen. Hver gør selve fakturen til motiv: Andersons omhyggelige indsvøbninger og flet, Kunoys atmosfæriske overflader, der fastholder og frigiver lys, samt Mazzolaris tekstile kompositioner, der udvisker grænserne mellem tegning, maleri og skulptur. Fokus er mindre på stil end på det synlige arbejde i tilblivelsen—hånden forbliver nærværende, og resultatet bliver et spor af vedvarende opmærksomhed.

Et andet spor følger praksisser, der flytter grænserne for medie og budskab. Tim Noble, André Butzer, Dan Colen, Jake Chapman og Polly Morgan optræder som knudepunkter i en længere samtale om eksperimentet. I stedet for at opstille et “best of” placerer udstillingen disse værker som testfelter for, hvordan mening konstrueres—via sammenstilling, skala og konceptuelle greb, der inddrager publikums forventninger. Dermed fremhæves en Saatchi-konstant: at udstille risikoen og lade debatten udfolde sig i salene.

Maleriet, en historisk rygrad i galleriets program, er præsenteret med stor bredde og markante tekniske kontraster. Jenny Savilles Passage (2004) giver et kondenseret studie af den moderne krop—uidealiseret, kompleks, insisterende nærværende—og minder om, hvorfor hendes arbejde har præget diskussioner om figurativt maleri de seneste årtier. I dialog ses Alex Katz’ plane præcision, Michael Raedeckers syede og malede overflader, Ansel Kruts forskudte figuration, Martine Poppes æteriske slør og Jo Dennis’ hybride tilgange—et spektrum, der tydeliggør, at maleri ikke er én diskurs, men et sæt overlappende sprog i løbende revision.

To installationer formulerer særligt tydeligt temaerne deltagelse og transformation. Allan Kaprows YARD—et felt af bildæk, der historisk aktiveres af de besøgendes bevægelser—redefinerer skulpturen som miljø: et rum, man bevæger sig gennem, snarere end et objekt på afstand. Over hovederne svæver Conrad Shawcross’ Golden Lotus (Inverted), en vintage Lotus omdannet til kinetisk skulptur, tidligere vist i Sweet Harmony: Rave Today, som foreslår en omvendt kontemplation: at afklæde et industrielt design dets funktion og tildele det en langsom, betragtende eksistens. Sammen tilbyder værkerne komplementære modeller for agens: Kaprow inviterer til intervention; Shawcross gør maskinen til et åbent spørgsmål.

Udstillingen adresserer også nutidens mest omstridte felter—overvågning, automatisering og AI’s etiske friktionspunkter. Værker af Chino Moya og Mat Collishaw undersøger, hvordan maskiner producerer, sorterer og cirkulerer billeder, og stiller et grundlæggende spørgsmål: hvad vil det sige at delegere synet til systemer? I stedet for didaktiske svar bringes apparatet i forgrunden—optagelse, mønstergenkendelse, distribution—og den måde, disse processer forskyder forståelsen af verden og af hinanden.

Miljømæssigt pres og materialers efterliv går igen som motiv. Gavin Turks Bardo, præsenteret på fragmenterede glasplader, læses som en meditation over overgang og impermanens—tilstrækkelig stabil til at bære et billede, tilstrækkelig ustabil til at antyde brud. Lysbaserede værker af Olafur Eliasson, Chris Levine og Frankie Boyle sænker perceptionen til grænsen af det knap registrerbare og skærper netop derved blikket. Dertil kommer bidrag af Edward Burtynsky, Steven Parrino, Peter Buggenhout, Ibrahim Mahama, Ximena Garrido-Lecca og Christopher Le Brun, der fra vidt forskellige materialer og vinkler kredser om ekstraktion, rest og fornyelse. Den kuratoriske linje er nøgtern: klima og industri er ikke “temaer” at illustrere, men betingelser for kunstens produktion og reception i dag.

Richard Wilsons 20:50 fungerer både som historisk anker og oplevelsesmæssigt højdepunkt. Rummet er fyldt til hoftehøjde med genbrugsolie; den spejlblanke overflade reflekterer arkitekturen med foruroligende præcision. En smal gangbro fører ind i et kammer, hvor orienteringen tipper og kanter opløses—sigteakser synes at fortsætte ind i et andet, inverteret rum. Efter installationer på galleriets tre tidligere adresser optræder værket her i en ny kontekst på en øvre etage—mødet ændres, men kernevirkningen består. I denne ramme får materialet—olie—en ekstra resonans, men værket unddrager sig simple paroler. Det er en lektie i at se: at træde varsomt ind, registrere ustabiliteten og iagttage, hvordan perceptionen omskriver det tilsyneladende faste.

Hvor jubilæumsudstillinger ofte glider over i et institutionelt selvportræt, holder The Long Now institutionen i baggrunden og værket i forgrunden. Adams’ kuratoriske stillads er læsbart, men let; installationerne bærer argumentationen. Galleriets nuværende status som velgørende organisation omtales i praktiske termer—billetindtægter geninvesteres i program og tilgængelighed—mens støtten fra De Beers London præsenteres som et sponsorat på linje med kreativitet og innovation, ikke som en indholdsstyrende faktor.

Kunstnerlisten betoner det generationsoverskridende spænd. Foruden de allerede nævnte rummer udstillingen værker af Olivia Bax, John Currin, Zhivago Duncan, Rafael Gómezbarros, Damien Hirst, Tom Hunter, Henry Hudson, Maria Kreyn, Jeff McMillan, Misha Milovanovich, Ryan Mosley, Alejandro Ospina, Sterling Ruby, Soheila Sokhanvari, John Squire, Dima Srouji og Alexi Williams Wynn m.fl. Ambitionen er ikke at fastfryse en kanon, men at vise et tværsnit af praksisser, der undersøger, hvordan billeder akkumulerer betydning og værdi i det offentlige rum.

Formidling og adgang er integreret i formatet. Saatchi Gallery Lates forlænger åbningstiderne og giver nye indgange for publikum, der ellers kunne gå glip af udstillingen. Billetter starter ved £10, og indtægterne kanaliseres tilbage til institutionens kerneaktiviteter. I stueplan vises samtidig en præsentation i samarbejde med Bagri Foundation—Myths, Dreams and New Realities—med 13 fremspirende asiatiske kunstnere, kurateret af Chelsea Pettitt i samarbejde med Saatchi-holdet. Langt fra at være en satellit løber projektet parallelt med hovedudstillingens spørgsmål: identitet som dynamisk konstruktion, materialer som hukommelsesbærere og fortælling som redskab til at gentænke nutiden.

Samlet set bruger The Long Now et jubilæum ikke til at kanonisere fortiden, men til at skærpe den nutidige kunstpraksis: proces i forgrunden, deltagelse inviteret, systemer undersøgt, materialer presset til kanten. Titlen fungerer både som beskrivelse og instruks. Varighed betyder noget—ikke for at udskyde det presserende, men for at holde opmærksomheden længe nok til, at komplekse værker kan fæstne sig. Hvis en galeris værdi ligger i kvaliteten af de møder, det muliggør, er opgaven ved fyrre den samme som ved fire: at samle værker, der kræver tid, arrangere dem så de taler på tværs af metoder og generationer, og have tillid til, at publikum fuldender kredsløbet.

Datoer: The Long Now kan ses 5. november 2025–1. marts 2026. Saatchi Gallery Lates er planlagt til 7. november, 21. november, 5. december og 23. januar. Myths, Dreams and New Realities (Bagri Foundation) vises 24. oktober–30. november. Billetter fra £10.