Claire Oliver Gallery præsenterer We AmeRícans, en gruppeudstilling kurateret af fotografen og kuratoren Ruben Natal-San Miguel, der samler flere generationer af puertoricanske kunstnere og kunstnere med puertoricansk baggrund. Projektet spænder over maleri, fotografi, skulptur, grafik, tekstiler og blandede medier. Med titel lånt fra Tato Lavieras digt “AmeRícan” placerer udstillingen kulturel hybriditet og fællesskab som gennemgående spor og bruger kunsten til at belyse fortællinger om identitet, resiliens og hverdagshistorier i den puertoricanske diaspora i New York og videre derfra.
Den kuratoriske tilgang forstår præsentationen som både dokumentation og bevarelse. I stedet for at fremlægge én samlet tese organiserer Natal-San Miguel værkerne som et sammensat arkiv: personlige forløb, der tilsammen tegner fælles erfaringer med migration, arbejde og kulturel stolthed. Grundideen er, at visuelle praksisser gør mere end blot at spejle livet i puertoricanske og Nuyorican-miljøer; de medvirker til at opretholde et intergenerationelt arkiv, der forbinder kunstnere med kvarterer, familiernes hukommelse og borgerlige institutioner.
Galleriet forankrer projektet i sit vedvarende engagement i kunstnere, hvis praksisser udvider den offentlige forståelse af historie og identitet. Ved at dedikere rummet i Harlem til en polyfon præsentation med udgangspunkt i puertoricanske erfaringer understreger programmet et langt urbant kontinuum, hvor kunstnerisk produktion, community-organisering og institutionsopbygning er gensidigt afhængige. New York er ikke en tilfældig ramme; byen er en integreret del af fortællingen og knytter atelierpraksis til den puertoricanske kulturhistorie, der længe har præget byens liv.
Kunstnerlisten omfatter Carlos Betancourt, Elsa María Meléndez, Erica Morales, Ruben Natal-San Miguel, Dave Ortiz, Felix Plaza, Wanda Raimundi-Ortiz, Nitza Tufiño, Beatriz Williams, James Cuebas og Danielle de Jesus. Deres praksisser er materiale- og metodeforskellige, men mødes tematisk i skildringer af hverdagsscener, bånd på tværs af generationer og arbejdslivets tekstur. Betancourts performative installationspraksis udgør et udadvendt modspil til mere intime værker, mens andre bidrag forankrer præsentationen i grafiske, tekstile og fortællende maleriske traditioner.
De institutionelle genealogier er tydeligt til stede. Nitza Tufiño—medstifter af El Museo del Barrio og Taller Boricua Printmaking Studio—knytter udstillingen til en årtier lang infrastruktur for puertoricansk kunst i New York og tydeliggør, at kulturarbejde ofte også rummer etablering af steder, uddannelse af yngre kunstnere og opretholdelse af fælles værksteder. James Cuebas viderefører denne tråd gennem sit arbejde i Rafael Tufiño Printmaking Workshop i East Harlem og ved Lower East Side Printshop, hvor han undersøger gummibikromat, litografi, silketryk (serigrafi) og monotypi. Inklusionen af disse netværk understreger, at proces og sted er uadskillelige i udstillingens fortælling.
Præsentationen fremhæver også nyere former for institutionel synlighed. Danielle de Jesus—med videregående uddannelse fra Yale, deltagelse i Whitney Biennial og nylige værker vist på MoMA PS1—introducerer en yngre stemme, der bevæger sig ubesværet mellem akademiske, museale og lokalt forankrede sammenhænge. Hendes tilstedeværelse styrker udstillingens intergenerationelle struktur: etablerede navne, værkstedsbaserede praksisser og nye stemmer deler plads uden faste hierarkier.
Wanda Raimundi-Ortiz arbejder med et hybridt formsprog—europæisk portrættradition, tegneserie, performance og folkloristiske referencer—til at adressere spørgsmål om race, traume og heling. Forløb på førende institutioner, herunder Smithsonian National Portrait Gallery og Museo de Arte de Puerto Rico, samt deltagelse på internationale biennaler, placerer We AmeRícans i en transregional sammenhæng. Disse forbindelser er ikke blot meritter; de viser, hvordan puertoricanske stemmer cirkulerer på tværs af platforme og samtidig forbliver forankret i fællesskabets fortællinger.
Tekstile, grafiske og håndværksnære praksisser tillægges særlig vægt. Elsa María Meléndez—hædret med publikumsprisen ved American Portraiture Today hos Smithsonian—gør nål, tråd og stof til redskaber for fortælling og kritik. Hendes tilgang viser, hvordan huslige og “anvendte” kunstarter kan fungere som vektorer for politisk erindring, når de aktiveres med materialebevidsthed og formmæssig stringens. Kuratorisk placeres disse materialer side om side med maleri og fotografi uden hierarki, i tråd med en bredere samtidsdebat om medier, der historisk er blevet kodet som håndværk.
Erica Morales, modtager af Rema Hort Mann Emerging Artist Grant, fremhæver den dobbelte rolle som underviser og kunstner i New York. Hendes deltagelse tilføjer en pædagogisk dimension og anerkender klasselokale, værksted og atelier som steder, der gensidigt styrker overleveringen af kulturel viden. Fokus på mentorskab—formelt og uformelt—går igen på kunstnerlisten og understøtter udstillingens bevarende logik.
Nye og spirende perspektiver får bevidst plads. Maleren Beatriz Williams, udstillingens yngste deltager, undersøger nærhed og afstand mellem puertoricansk arv og familieliv i New York og tegner et billede af intimitet skabt af både erindring og geografi. Felix Plaza debuterer i galleriet med en stemme i udvikling mellem grafik og maleri. I begge tilfælde er den kuratoriske prioritering mindre nyhedsværdi end kontinuitet—hvordan næste generation overtager, ændrer og omformulerer fælles temaer.
Den historiske kontekst skitseres præcist. Udstillingen henviser til migrationsbølgen i midten af det 20. århundrede, som ændrede New York markant, da økonomisk pres på øen, voksende jobmuligheder i byen og mere tilgængelig flytransport trak mange puertoricanere til fastlandet. I midten af 1960’erne havde over en million bosat sig i USA, og New York blev det største kulturelle centrum uden for øen. Denne baggrund fungerer ikke som kulisse, men som forklaring på, hvordan sociale og økonomiske skift præger de emner, materialer og fællesskabsstrukturer, som kunstnerne dokumenterer og genfortolker.
Udstillingen anerkender også den centrale rolle, som puertoricanske kvinder har spillet i New Yorks beklædningsindustri—særligt på Lower East Side—hvor kvalificeret arbejde bidrog til både familiers stabilitet og byens modeøkonomi. Ved at navngive denne arbejdshistorie forbinder præsentationen atelierproduktionen med en bredere “gøren-økonomi”—værksteder, fabrikker og hjemlige rum, hvor håndelag, kreativitet og gensidighed har båret familier og kvarterer. Koblingen mellem tekstilpraksis og beklædningsfag understreger, hvordan materialebaserede udtryk i galleriet resonerer med langtidsholdbare former for håndværk og omsorg.
Gennem hele ophængningen forstås mediemangfoldighed som tegn på fortællemæssig bredde snarere end som en tjekliste. Maleri og fotografi optræder side om side med grafik, tekstil, skulptur og blandede medier og antyder, at en diaspora per definition er plural. Henvisningen til Lavieras “AmeRícan” underbygger dette ved at trække på en litterær tradition, der i årtier har begrebet identitet som en sammensætning af sprog, erindring, nabolag og migration. Udstillingens struktur—intergenerationel, på tværs af platforme og forankret i konkrete fællesskabsinstitutioner—giver denne idé håndgribelig form.
Natal-San Miguels egen praksis kaster lys over udstillingens tone og metode. Hans fotografier findes blandt andet i samlingerne på Museum of Fine Arts, Boston, The Studio Museum in Harlem og El Museo del Barrio—et udtryk for et langvarigt engagement i byen, gadelivet og menneskene, der bebor den. Her omsættes den sensibilitet til en kuratorisk strategi, der prioriterer levet erfaring og fælles registrering over det spektakulære og læser hvert værk som en del-fortælling i en større borgerlig historie.
Samlet fremstår We AmeRícans som en erklæring om tilstedeværelse og kontinuitet. Udstillingen samler etablerede skikkelser, værkstedsbaserede praksisser og nye stemmer for at vise, hvordan kulturel erindring består—via institutioner grundlagt og båret af kunstnere, gennem overlevering mellem generationer og gennem materialer valgt for deres resonans med dagligt arbejde. Resultatet er et struktureret, nøgternt blik på puertoricansk identitet, som den leves og fremstilles i New York og i den bredere diaspora.
Sted og datoer: Claire Oliver Gallery, Harlem, New York — Kan ses 5. november 2025–3. januar 2026; reception med kunstnerne fredag 7. november kl. 18.00–20.00; pressemeddelelse udsendt 3. oktober 2025.
