Ankomsten af Evil Influencer: The Jodi Hildebrandt Story på Netflix i dag markerer en dyster milepæl i udviklingen af true crime-dokumentaren. Det er ikke blot en genfortælling af en sensationel sag; det er en klaustrofobisk, retsmedicinsk undersøgelse af en tragedie, der blev transmitteret i realtid til et globalt publikum på millioner. Instrueret af Skye Borgman, en filmskaber der har etableret sig som den førende kronikør af amerikansk “domestic gothic” gennem værker som Abducted in Plain Sight og Girl in the Picture, fjerner denne nye film influencer-økonomiens mættede filtre for at afsløre den rådne infrastruktur nedenunder.
Idet streamingen begynder, kræver dokumentaren en konfrontation ikke bare med Jodi Hildebrandt og Ruby Frankes specifikke fordærv, men med det digitale økosystem, der incitamenterede deres opstigning. Filmen ankommer i et kulturelt øjeblik mættet af diskussioner om “sharenting”, men den skærer igennem de teoretiske debatter for at præsentere det viscerale, gruopvækkende slutspil ved at behandle børn som indhold. Der er ingen festlig premiere for denne film, ingen rød løber, der kan sløre den barske virkelighed i de optagelser, Borgman har samlet. Det er et dokument over svigt – forældresvigt, systemisk svigt og svigtet fra en offentlighed, der så en families langsomme opløsning og klikkede “abonner”.
Dokumentaren opererer på flere frekvenser. På ét niveau er det en procedural thriller, der detaljeret beskriver redningen af to udmagrede børn fra en fæstning i Ivins, Utah. På et andet er det en psykologisk gyserhistorie om våbengørelsen af terapi og religiøst sprog. Men dens mest foruroligende frekvens er dens banalitet. Rædslen i Evil Influencer finder ikke sted i et fangehul skjult for omverdenen; den udspiller sig i en specialbygget ørkenvilla, finansieret af YouTube-annonceindtægter, organiseret via Google Calendar-invitationer og retfærdiggjort af et forvrænget selvhjælpspensum solgt online for hundreder af dollars.
Arkitekten: Skye Borgmans retsmedicinske linse
Skye Borgmans instruktion er præget af en klinisk distance, der tjener til at forstærke rædslen ved hendes subjekter. I Evil Influencer fravælger hun de dramatiske rekonstruktioner og stemningsfulde lydbilleder, der er almindelige i genren, og vælger i stedet en kold, steril æstetik, der spejler det følelsesmæssige vakuum i hjertet af Jodi Hildebrandts “ConneXions”-imperium. Kameraet glider gennem de tomme rum i residensen i Ivins – det “safe house”, der blev til et fængsel – med en spøgelsesagtig vedholdenhed, der tvinger seeren til at bebo misbrugets geografi.
Borgmans oeuvre har konsekvent udforsket den mørke underverden i tilsyneladende respektable samfund, ofte med fokus på, hvordan karismatiske manipulatorer udnytter sociale normer til at skjule deres forbrydelser. I Abducted in Plain Sight undersøgte hun, hvordan en nabo infiltrerede en familie gennem tillid og religiøs affinitet. Her anvender hun samme linse på forholdet mellem Franke og Hildebrandt og dissekerer, hvordan et professionelt forhold metastaserede til en fælles vrangforestilling. Instruktørens valg om at benytte omfattende arkivoptagelser fra YouTube-kanalen 8 Passengers er særdeles effektivt. Ved at sammenstille vloggenes lyse, kaotiske energi med den sterile, stille terror fra politiets bodycam-optagelser skaber Borgman en dissonans, der efterlader seeren desorienteret.
Dokumentaren er ikke afhængig af en fortæller til at guide publikum. I stedet væver den interviews sammen med efterforskere, tidligere klienter hos Hildebrandt og naboer, der var vidner til Frankes søns sidste, desperate flugt. Denne polyfone tilgang lader historien opstå ud fra selve bevismaterialet snarere end gennem redaktionel vinkling. Resultatet er en film, der føles mindre som underholdning og mere som en juridisk afhøring – en omfattende registrering af, hvordan en mor blev omprogrammeret til at torturere sine egne børn under dække af “Sandheden”.
Tvangens filmiske grammatik
Borgman benytter et specifikt filmsprog til at underbygge filmens temaer. Den visuelle stil læner sig op ad en steril, højkontrast og nærmest “medicinsk” belysning under interviews, hvilket understreger den kolde, kliniske natur af Hildebrandts misbrug. Arkivmateriale anvendes med destabiliserende effekt; den direkte sammenstilling af “lykkelige” familievlogs med misbrugets makabre detaljer udfordrer seerens opfattelse af virkelighed kontra performance. Lyddesignet forstærker ubehaget yderligere gennem fraværet af et melodramatisk score; i stedet bruges tung, atmosfærisk stilhed til at skabe en klaustrofobisk stemning, der reflekterer ofrenes isolation. Strukturelt er filmen ikke-lineær og oscillerer mellem anholdelsen i 2023 og familiens opstigning fra 2015 til 2022, en teknik der illustrerer radikaliseringens langsomme, snigende progression.
Subjektet: Ruby Franke og kommercialiseringen af det hellige
For at forstå rædslen i huset i Ivins insisterer Evil Influencer på, at vi først må forstå succesen bag 8 Passengers. Dokumentaren vier sin første akt til en minutiøs rekonstruktion af familien Frankes digitale opstigning. Kanalen, der blev lanceret i 2015, voksede hurtigt til at have millioner af abonnenter, hvilket gjorde familien Franke til den typiske “mormonske influencer-familie”. Ruby Franke præsenteres i disse tidlige år ikke som et monster, men som en hyperkompetent matriark, en kvinde der monetariserede kaosset ved at opdrage seks børn med et smil og et Canon-kamera.
Filmen udforsker denne æras økonomi med et kritisk blik. Den postulerer, at “momfluencer”-industrien bygger på en fundamental modsigelse: opførelsen af autentisk intimitet for et massepublikum. Frankes succes var baseret på hendes evne til at pakke familiens liv ind som et forbrugsprodukt. Hver milepæl, hvert raserianfald og hvert disciplinært øjeblik var indhold. Dokumentaren argumenterer for, at denne kommercialisering af barndommen skabte en dissociation hos Franke selv – en adskillelse mellem hendes børn som mennesker og hendes børn som aktiver.
Afgaørende er det, at filmen fremhæver de advarselstegn, der blev sendt ud til verden længe før anholdelserne. Den berygtede “sækkestols-hændelse”, hvor Franke afslørede, at hendes teenagesøn havde sovet på en sækkestol i månedsvis som straf, bliver genundersøgt. Dengang var det kontroversielt; set i bakspejlet indrammer Borgman det som en klar eskalering af tvangspræget kontrol. Tilsvarende præsenteres optagelserne af Franke, der nægter at bringe sin seksårige datter en madpakke, fordi barnet “skulle lære ansvarlighed”, som en forløber for de udsultningstaktikker, der senere blev anvendt.
Dokumentaren antyder, at internettets feedback-loop spillede en rolle i Frankes radikalisering. I takt med at kanalen voksede, voksede også granskningen. Kritikere og “haters”, der satte spørgsmålstegn ved hendes opdragelse, blev affejet som agenter for kaos, hvilket forstærkede Frankes belejringsmentalitet. Denne defensive holdning gjorde hende til det perfekte mål for en person som Jodi Hildebrandt – en figur, der lovede absolut vished i en verden af tvetydighed.
Katalysatoren: Jodi Hildebrandt og “Sandhedens” patologi
Hvis Ruby Franke var beholderen, var Jodi Hildebrandt giften. Evil Influencer introducerer Hildebrandt som en skyggefigur, der gradvist bevæger sig fra periferien af familien Frankes liv til dets absolutte centrum. Som autoriseret klinisk mental sundhedsrådgiver i Utah havde Hildebrandt opbygget et ry og en forretning, “ConneXions”, baseret på en rigid, autoritær tilgang til relationer og selvforbedring.
Dokumentaren foretager et dybdedyk i “ConneXions”-pensummet og afslører det som en masterclass i psykologisk manipulation. Hildebrandts filosofi var binær: verden var opdelt i “Sandhed” (Truth) og “Forvrængning” (Distortion). Ifølge interne dokumenter og træningsvideoer vist i filmen blev “Sandheden” defineret udelukkende af Hildebrandt. Enhver, der var uenig i hendes metoder, satte spørgsmålstegn ved hendes autoritet eller ikke levede op til hendes umulige standarder, levede i “Forvrængning”.
Denne terminologi er nøglen til at forstå misbruget. Filmen illustrerer, hvordan Hildebrandt gjorde disse abstrakte begreber til våben for at retfærdiggøre fysisk tortur. Smerte var ikke misbrug; det var en mekanisme til at drive “Forvrængningen” ud. Udsultning var ikke omsorgssvigt; det var et redskab til at hjælpe kroppen med at “ydmyge” sig selv for “Sandheden”. Ved at omformulere misbrug som en terapeutisk og åndelig intervention demonterede Hildebrandt sine følgeres moralske kompas.
Borgman interviewer tidligere klienter, der beskriver Hildebrandts metodik som en systematisk fratagelse af en persons handleevne. Hun krævede total gennemsigtighed og fik adgang til klienters e-mails, bankkonti og private kommunikation, alt sammen under dække af “ansvarlighed”. Dokumentaren postulerer, at Hildebrandt drev en “high-demand group” på to personer – en kult i mikrokosmos – hvor Franke blev rekrutteret først som klient, derefter som partner og til sidst som håndhæver.
Kontrollens ordforråd i “ConneXions”
Dokumentaren nedbryder det specifikke ordforråd, Hildebrandt brugte til at udøve kontrol, og illustrerer, hvordan det stemmer overens med etablerede modeller for psykologisk misbrug. Begrebet “Sandhed” blev defineret som absolut overholdelse af Hildebrandts regler, hvilket fremmede en form for tankekontrol præget af sort-hvid tænkning, hvor kun lederen besad sandheden. Modsat blev “Forvrængning” defineret som enhver modstand, tvivl eller autonomt ønske, en taktik for informationskontrol, der stemplede kritisk tænkning eller udefrakommende perspektiver som farlige. Følgere fik at vide, at de skulle være “Ydmyge” (Humble) – hvilket betød underdanige, knækkede og villige til at acceptere smerte – hvilket fungerede som en metode til følelsesmæssig kontrol ved at fremkalde skyld og uværdighed. Endelig var “Intervention” eufemismen brugt om fysisk afstraffelse eller isolation, der fungerede som en mekanisme for adfærdskontrol ved strengt at regulere ofrenes fysiske virkelighed, herunder deres kost og bevægelse.
Nedstigningen: Anatomien af tvangspræget kontrol
Overgangen fra 8 Passengers til “Moms of Truth” – den fælles Instagram-konto lanceret af Franke og Hildebrandt – markerer den endelige nedstigning i mørket. Evil Influencer bruger optagelserne fra denne periode til at vise hærdningen af Frankes fremtoning. Smilene bliver mere anstrengte; retorikken bliver apokalyptisk. De raser mod børns “rettighedskultur” og det moderne samfunds “offermetalitet” og prædiker et evangelium om ekstremt personligt ansvar, der grænser til solipsisme.
Dokumentaren afslører, at Franke i denne periode blev separeret fra sin mand, Kevin, efter instruks fra Hildebrandt. Kevin Frankes rolle portrætteres som passiv meddelagtighed; han flyttede ud for at “redde sit ægteskab” i henhold til ConneXions-programmet og efterlod sine børn sårbare over for de to kvinders eskalerende regime. Isolationen var total. De to yngste børn blev taget ud af skolen og flyttet ind i Hildebrandts hjem i Ivins, hvor de effektivt forsvandt fra offentlighedens søgelys.
Borgman behandler selve misbruget med en nødvendig tilbageholdenhed. Vi ser ikke handlingerne, men vi ser beviserne. Filmen detaljerer, hvordan børnene blev tvunget til at udføre manuelt arbejde i den brutale ørkenvarme i timevis uden vand. De blev bundet med gaffatape og håndjern. Deres sår blev behandlet med cayennepeber og honning – ikke for at hele, men for at forårsage smerte, et sadistisk twist på husråd. Dokumentaren understreger, at dette ikke var et kontroltab fra en overvældet forælder; det var et systematisk, kalkuleret torturprogram designet til at knække børnenes vilje.
Misbrugets psykologiske dimension er måske det mest foruroligende element, der udforskes. Børnene fik at vide, at de var “onde”, “besatte”, og at misbruget var en kærlighedshandling for at redde deres evige sjæle. Filmen konsulterer traumeeksperter, der forklarer den dybe dissonans, dette skaber i et barns sind – den person, der skal beskytte dig, er den, der gør dig ondt, og fortæller dig, at det er din skyld.
Interventionen: Skrækhuset i Ivins
Dokumentarens klimaks er begivenhederne den 30. august 2023. Evil Influencer rekonstruerer tidslinjen minut for minut. Den 12-årige søn, underernæret og desperat, formåede at flygte gennem et vindue, mens Hildebrandt var distraheret. Han løb hen til en nabos hus og bad ikke om sikkerhed, men om mad og vand. Naboens 911-opkald, der afspilles i filmen, indfanger den umiddelbare erkendelse af rædslen: barnet var udmagret, dækket af åbne sår og havde gaffatape om anklerne.
Politiets razzia i Hildebrandts hjem vises gennem bodycam-optagelser. Opdagelsen af den 10-årige datter, der gemte sig i et skab, rædselsslagen og i en lignende tilstand af sult, tjener som det ubestridelige bevis på den fordærvelse, der havde været skjult i fuldt dagslys. Sammenstillingen af det pletfrie, luksuriøse interiør i Hildebrandts hjem med børnenes fysiske tilstand er en stærk visuel metafor for hele sagen: en poleret, velhavende facade, der skjuler en rådden kerne.
Dokumentaren fremhæver skrøbeligheden i denne redning. Hvis drengen ikke havde fundet modet til at løbe – en bedrift filmen indrammer som et mirakel af modstandskraft givet hans fysiske tilstand – kunne misbruget være fortsat, indtil det blev til et drab. Systemet havde svigtet disse børn ved hvert tidligere sving. Indberetninger til børneværnet var blevet arkiveret og lukket. Naboer havde hvisket, men ikke grebet ind. Det krævede, at barnet reddede sig selv for at bryde cyklussen.
Opgøret: Retfærdighed i et ubestemt system
Det juridiske efterspil af anholdelserne optager den sidste akt af Evil Influencer. Dokumentaren følger retssagerne frem til domsafsigelsen i februar 2024. Tilståelsesaftalerne dissekeres: både Franke og Hildebrandt erklærede sig skyldige i fire tilfælde af grov børnemishandling. Filmen præsenterer Frankes erklæring i retten i sin helhed. Hun græder, undskylder over for sine “babyer” og hævder, at hun blev ledt på afveje af en “mørk vrangforestilling”. Dokumentaren præsenterer denne undskyldning uden kommentarer og lader seeren afgøre, om det er et øjeblik af ægte anger eller en sidste optræden fra en mestermanipulator.
Hildebrandt forbliver derimod en gåde. Hun kommer med korte udtalelser, men opretholder i vidt omfang “ekspertens” uigennemskuelige maske. Filmen bemærker, at hendes rådgivningslicens blev tilbagekaldt, og hendes virksomhed demonteret, men hun viser kun lidt af det følelsesmæssige sammenbrud, der er synligt hos Franke.
Selve strafudmålingen – fire på hinanden følgende domme på et til femten år – forklares i konteksten af Utahs unikke retssystem. På grund af et statsligt loft over på hinanden følgende domme vil de maksimalt afsone 30 år. Men da Utah benytter et system med ubestemte straffe, er deres faktiske løsladelsesdatoer op til benådningsnævnet (Board of Pardons and Parole). Juridiske eksperter i filmen advarer om, at de kan komme til at afsone betydeligt mindre tid, en mulighed der hænger over slutningen af dokumentaren som en stormsky.
Det juridiske udfald
Sagens juridiske konklusion resulterede i betydelig fængselsstraf til begge kvinder. Ruby Franke erklærede sig skyldig i fire anklagepunkter for grov børnemishandling. Hun blev idømt fire til tres års fængsel, med et statsbestemt maksimum på 30 års faktisk afsoning. I sin erklæring til retten indrømmede hun: “Jeg tog alt det fra jer, der var blødt og trygt.” Jodi Hildebrandt erklærede sig også skyldig i fire anklagepunkter for grov børnemishandling og modtog samme straf på fire til tres år (med et loft på 30 år). Efter hendes domfældelse blev hendes licens som mental sundhedsrådgiver permanent tilbagekaldt, og virksomheden ConneXions blev opløst.
Den samfundsmæssige anklage: Sharenting, overvågning og tavshed
Evil Influencer transcenderer i sidste ende detaljerne i Franke-sagen for at anklage den kultur, der producerede den. Filmen er en sønderlemmende kritik af “sharenting”-fænomenet – praksissen hvor forældre deler detaljeret indhold om deres børn online. Den argumenterer for, at Franke-børnene var ofre for et digitalt økosystem, der ikke har nogen etisk ramme for mindreåriges arbejde. I modsætning til børneskuespillere i Hollywood, der er beskyttet af strenge love og regler om arbejdstid, eksisterer “kidfluencere” i et juridisk Wild West.
Dokumentaren sætter spørgsmålstegn ved platformenes rolle. YouTube profiterede af 8 Passengers i årevis. Algoritmer skubbede deres indhold ud til millioner. Filmen antyder, at selve succeskriterierne på sociale medier – engagement, visninger, fastholdelse – incitamenterer den form for dramatisk, grænseoverskridende adfærd, som Franke udviste. “Kommercialiseringen af barndommen” er ikke en bivirkning; det er forretningsmodellen.
Desuden kaster filmen et hårdt lys på Utahs industri for “problemramte teenagere”. Den drager paralleller mellem Hildebrandts metoder og de “vildmarksterapi”-programmer (wilderness therapy), der længe har opereret i staten med minimalt tilsyn. Kulturen med hård disciplin, troen på at børn skal “knækkes” for at blive repareret, og underkastelsen over for autoritære “eksperter” skabede den grobund, hvor Hildebrandts toksicitet kunne blomstre.
Efterspillet: En tavshed, der skriger
Da rulleteksterne kører på Evil Influencer, efterlades seeren med en dyb følelse af ubehag. Børnene er i sikkerhed, ja, men de er mærkede. Gerningskvinderne er i fængsel, men hvor længe? Det digitale fodaftryk fra 8 Passengers er blevet renset, men internettet husker alt. Arkiver, reaktionsvideoer og dokumentaren selv sikrer, at Franke-børnene aldrig for alvor vil eje deres egen fortælling; den er blevet stjålet fra dem to gange – først af deres mor, og nu af tragedien ved deres redning.
Skye Borgman har leveret en film, der nægter at tilbyde katarsis i form af en lykkelig slutning. I stedet tilbyder den en advarsel. Den “onde influencer” er ikke en anomali; hun er det logiske slutpunkt for et samfund, der vægter synlighed over sårbarhed og “sandhed” over kærlighed. Dokumentaren er essentielt tv, ikke fordi den løser et mysterium, men fordi den afslører den forbrydelse, som vi alle, på en lille måde, var medskyldige i.
Evil Influencer: The Jodi Hildebrandt Story kan streames på Netflix nu.
