“Jeg er lige fyldt fem år. Dette er den sidste dag i min barndom.”
Med denne sætning fra sin selvbiografiske roman markerer forfatteren Tamara Trottner det præcise øjeblik, hvor hendes liv gik i stykker. Dette minde, lige så intimt som det er knusende, er udgangspunktet for Ingen så os gå, den nye Netflix-serie, der dramatiserer kidnapningen, som Trottner og hendes bror blev udsat for af deres egen far.
Historien udspiller sig i en verden, der er lige så velhavende, som den er lukket: eliten i det jødiske samfund i Mexico i 1960’erne, et miljø styret af magt, facader og strenge sociale koder.
Den tavse krig: Handling og kontekst i en ødelagt familie
Hævnaktionen
Flere artikler
Seriens centrale konflikt udløses af en hævnaktion. Leo Saltzman, spillet af Emiliano Zurita, kidnapper sine egne børn som hævn mod sin kone, Valeria Goldberg (Tessa Ía). Motivet er Valerias “forbudte romance”, en overtrædelse, der antænder en lunte med uforudsigelige konsekvenser i et miljø, hvor omdømme er alt.
Fra dette punkt bliver fortællingen historien om Valerias “desperate og risikable søgen” for at få sine børn tilbage. Seriens grundlæggende præmis kredser om spørgsmålet: “Hvor langt kan en mors kærlighed gå?”. Hendes kamp kender ingen grænser og fører hende på tværs af kontinenter i en odyssé præget af håb og beslutsomhed.
Hvad der kunne ligne en ægteskabelig strid, afslører sig hurtigt som en “krig mellem to magtfulde familier” i Mexicos jødiske samfund. Disse familier, som bogens synopsis beskriver, “udøver deres autoritet og rigdom til det yderste”. Konflikten eskalerer til et internationalt niveau og involverer organisationer som FBI og Interpol, hvilket forvandler et intimt drama til en thriller af høj kaliber.
Baggrunden: Mexico i 60’erne
Den historiske kontekst i 1960’erne er mere end blot en kulisse. Serien portrætterer et mikrokosmos, hvor “luksus og magt” fungerer som en facade for at skjule dybe spændinger mellem generationer og køn. Valget af det mexicanske jødiske samfund fra den tid er ikke tilfældigt. Dette miljø, med sine egne regler og et stærkt pres for at opretholde facaden, fungerer som en katalysator, der forstærker dramaet.
Instruktør Lucía Puenzo påpeger, at historien tvinger os til at reflektere over “patriarkatets lænker”. I et så traditionelt og lukket samfund får Valerias overtrædelse og Leos voldelige reaktion en dimension, der afslører revnerne i et helt socialt system. Scenen fungerer derfor som en smeltedigel, hvor individuelle ønsker kolliderer eksplosivt med kollektive forventninger.
At sætte navn på smerten
Serien er bygget op omkring et moderne begreb for at beskrive et gammelt sår: “stedfortrædende vold”. Dette udtryk, der definerer handlingen at bruge børn til at kontrollere eller påføre moderen dyb lidelse, er produktionens tematiske kerne. Adaptionen præsenteres, med en analytikers ord, som et “monument” over denne specifikke form for kønsbaseret vold.
Beslutningen om at indramme historien med dette begreb er bevidst. Medinstruktør Lucía Puenzo kalder det “det mest moderne tema” i adaptionen og anerkender, at selvom begrebet er nyt, er praksissen ældgammel: “Dengang blev det ikke kaldt stedfortrædende vold, men det eksisterede bestemt”. Denne tilgang giver serien en ubestridelig relevans og aktualitet og forhindrer den i at blive opfattet som et rent periodedrama.
Ved at anlægge et moderne perspektiv på en begivenhed fra 1960’erne inviterer skaberne seerne til at deltage i en aktuel samtale om retfærdighed, traumer og juridisk anerkendelse. Denne forbindelse til nutiden forstærkes af Puenzos kommentar om, at stedfortrædende vold er noget, der “først nu bliver lovgivet om i Mexico”. Serien fortæller derfor ikke kun en historie fra fortiden, men griber også ind i en igangværende offentlig debat. Målet er, ifølge hovedpersonerne, at “åbne en samtale”, så børn ikke længere bruges som “forhandlingsbrikker” i konflikter mellem par.
For Tamara Trottner repræsenterer det at se sin historie på skærmen en form for “katarsis” og en “kraftfuld mekanisme til at forlige sig med barndomsminderne”. Forfatteren har udtrykt sin taknemmelighed for muligheden for, at hendes fortælling om “smerte, tilgivelse og kærlighed” kan nå et globalt publikum og give hendes oplevelse ny mening og formål.
Komplekse karakterer
Valeria Goldberg: Den kæmpende mor
Tessa Ía spiller rollen som Valeria, moderen, hvis utrættelige søgen efter sine børn er drivkraften i handlingen. For at opbygge sin karakter læste skuespillerinden ikke kun romanen, men talte også direkte med Tamara Trottner, en proces hun beskrev som berigende. Hendes fortolkning personificerer modstanden hos en kvinde, der gør oprør mod sit miljøs bånd for at kæmpe for det, hun elsker allermest.
Leo Saltzman: Mere end en skurk
Emiliano Zurita spiller Leo Saltzman, faren, der begår den handling, som udløser tragedien. Både skuespilleren og skaberne har dog gjort en bevidst indsats for at undgå en sort-hvid skildring. Zurita understreger, at det var afgørende at vise, at historien ikke handlede om “skurke og helte”, men om “ufejlbarlige mennesker”, der træffer ødelæggende beslutninger. Serien søger at udforske den “ensomhed og fortabelse”, der kan omgive faderskabet, og tilbyder et komplekst psykologisk portræt i stedet for en endimensionel antagonist.
Oprindelsen til tvetydigheden
Denne moralske tvetydighed stammer fra forfatterens egen erfaring. Trottner har fortalt, at hun mange år efter hændelsen genforenedes med sin far og hørte “hans sandhed, som var lige så værdifuld og sand som min mors”. Denne åbenbaring er nøglen til seriens kompleksitet. Ved at nægte at præsentere en klar skurk tvinger produktionen publikum til at konfrontere den ubehagelige virkelighed, at smerte og menneskelige motiver sjældent er enkle. Den virkelige antagonist synes ikke at være en person, men de destruktive kræfter af stolthed, jalousi og et patriarkalsk system, der giver mænd ødelæggende redskaber til at håndtere deres lidelse.
Et solidt birolle-cast
Hovedrollerne støttes af en stærk gruppe skuespillere, herunder Flavio Medina, Juan Manuel Bernal, Alexander Varela Pavlov som den unge Isaac, Marion Sirot som den unge Tamara, Natasha Dupeyron, Gustavo Bassani, Ari Brickman og Mariana Di Girolamo.
Optagelser på tværs af kontinenter
Projektets ambition afspejles i dets produktionsskala. Serien blev filmet over seks måneder i fire lande på tre forskellige kontinenter: Mexico (Mexico City), Frankrig (Paris), Italien og Sydafrika. Denne internationale rækkevidde, beskrevet som “ret enestående for en latinamerikansk produktion”, er ikke kun en logistisk detalje, men en viljeserklæring. De globale optagelser afspejler selve flugt- og forfølgelsesplottet og tilføjer en filmisk værdi og autenticitet, der løfter serien over et konventionelt drama.
Det kreative hold
I spidsen for projektet står den anerkendte argentinske forfatter og instruktør Lucía Puenzo, der fungerer som showrunner. Hendes prestigefyldte filmografi, som inkluderer titler som XXY og Den tyske læge (Wakolda), er en garanti for en følsom og omhyggelig instruktion. Hun får selskab i instruktørstolen af Nicolás Puenzo og Samuel Kishi Leopo, med et manuskript af María Camila Arias og produktion af Alebrije Producciones og Peninsula Films.
Format, struktur og premiere
Historien om familien Saltzman-Goldberg vil udfolde sig over fem afsnit, et miniserieformat, der lover en tæt og fokuseret fortælling.
Ingen så os gå tegner til at blive en af Netflix’ mest ambitiøse mexicanske produktioner til dato. Det er en adaption af en smertefuld sand historie, forvandlet til en sofistikeret psykologisk thriller og en relevant social kommentar. Gennem hukommelse, traumer på tværs af generationer og familiens kærligheds kompleksitet behandler serien en kamp for retfærdighed, der overskrider tid og rum. Den lover at være et intimt drama med vingefang som en global episk fortælling, der udforsker de smertefulde sandheder, der skjuler sig bag facader af magt og rigdom.
Serien Ingen så os gå har premiere på Netflix den 15. oktober.
