Sarah Silverman, en komiker der længe har været anerkendt for sine dristige og ofte provokerende sociale kommentarer, er klar til at præsentere sit seneste stand-up show, “Sarah Silverman: Postmortem”. Dette er hendes andet originale udspil for streaminggiganten efter den kritikerroste “A Speck of Dust” fra 2017. “Postmortem” bevæger sig dog ind på dybt personligt territorium, da dets centrale og uomgængelige tema er Silvermans komiske navigation gennem en enorm personlig tragedie: hendes forældres nylige død. Hendes far, Donald, og hendes stedmor, Janice, gik bort med kun ni dages mellemrum i maj 2023.
Umiddelbarheden af denne sorg, behandlet så offentligt og komisk inden for en relativt kort tidsramme – showet blev filmet under hendes turné i 2024 – gennemsyrer projektet med en mærkbar risiko og et potentiale for dyb gennemslagskraft.
“Postmortem”: At finde humor i det utænkelige
Showet sigter mod at finde humor i den universelle, men unikt personlige, sorgproces og udforsker sorgens absurditet, døden og den bizarre affære det er at sige farvel. Seerne kan forvente, at Silverman vil tackle specifikke, ofte akavede, øjeblikke med sit karakteristiske vid og uforfærdede ærlighed. Smagsprøver på anekdoter inkluderer den surrealistiske oplevelse af at navigere i bedemændenes tilbud, hvor hun efter sigende faldt over “sit livs tilbud”, at værne om sin mors sidste ord, særhederne ved seriemaratoner på dødslejet og endda en ubelejlig prut.
Det officielle slogan, “Sorg har aldrig været sjovere”, understreger dristigt showets “mørkt humoristiske” tone og lover en time, der søger at omdanne tab til latter uden at ofre den følelsesmæssige dybde. Materialet beskrives konsekvent som “dybt personligt”, “råt” og “sårbart”, og inviterer publikum ind i et betydningsfuldt og dannende kapitel af Silvermans liv. En kilde bemærker: “Ud af denne sorg opstår ‘Postmortem’, en rå, sjov og dybt menneskelig udforskning af kærlighed, død og erindring.”
Silvermans komiske linse fokuserer ofte på de praktiske, akavede og til tider bizarre småting, der ledsager tab – såsom begravelsesplanlægning eller uventede kropsfunktioner – frem for store filosofiske meditationer over dødeligheden. Denne tilgang forankrer den universelle sorgoplevelse i genkendelige og ofte ubehagelige detaljer. Det er fra disse hverdagslige møder med dødens maskineri, at meget af den “mørkt humoristiske” humor sandsynligvis stammer, hvilket gør det dybe emne mere tilgængeligt ved at fremhæve dets iboende, ofte uanerkendte absurditeter. Desuden, ved at joke med at finde et “tilbud” på begravelsesarrangementer eller andre respektløse observationer, udfordrer Silverman den traditionelt dystre ærbødighed, der omgiver dødsritualer. Dette er ikke blot at finde humor i sorgen, men snarere at bruge humor til at gennembore de ritualer og sociale forventninger, der ofte ledsager den, og tilbyder en kommentar til vores kollektive ubehag ved døden og giver afløb for ukonventionelle tanker.
Silvermans udvikling
Sarah Silverman skar sig en niche i komikkens verden med en stil karakteriseret ved grænseoverskridende komik, sort humor, politisk satire og en vilje til at tackle sociale tabuer direkte. Hun påtog sig ofte personaen som en “selvcentreret, uvidende eller endda ondskabsfuld hvid kvinde” for at satirisere over emner som racisme og sexisme, med hendes berygtede joke, “Jeg blev voldtaget af en læge, hvilket er så bittersødt for en jødisk pige,” som et eksempel på hendes skarpe, koncise og slagkraftige evne til at lave jokes.
Dog har en mærkbar ændring mod et mere konverserende, selvbevidst og autentisk materiale været tydelig siden hendes HBO-special fra 2013, “We Are Miracles”, og blev særligt udtalt i hendes Netflix-special fra 2017, “A Speck of Dust”. I “A Speck of Dust” bemærkede kritikere en “mere konverserende atmosfære”, en stigning i selvkommentarer og følelsen af, at Silverman “simpelthen var sig selv” på scenen.
“Postmortem” fremstår som et betydningsfuldt, hvis ikke kulminerende, punkt i denne udvikling. Her er det personlige ikke blot et tema, men selve kernen og drivkraften i komikken.
Skabelsen af “Postmortem”: Bag kulisserne
Sarah Silvermans dybe personlige forbindelse til “Postmortem” understreges af hendes dybe involvering i skabelsen. Hun er ikke kun stjernen, men også instruktør og executive producer, og arbejder sammen med sine mangeårige samarbejdspartnere Amy Zvi og John Skidmore under deres produktionsselskab Best Kept Secret Productions. Dette kontrolniveau sikrer, at showet forbliver en trofast gengivelse af hendes vision.
Showet blev filmet i det historiske Beacon Theatre i New York City, et sted hvis intime, men storslåede atmosfære godt kunne afspejle showets delikate balance mellem personlig refleksion og offentlig optræden. Materialets oprindelse er lige så rå og umiddelbar som den sorg, det udforsker. Silverman har åbent erklæret, at noget af indholdet blev “stjålet fra min mindetale ved min fars begravelse”. I sine forældres sidste dage boede hun i deres lejlighed og passede dem, en oplevelse der gav hende “plads på første række til de mærkelige, verdslige og endda sjove øjeblikke, der omgiver døden.” Denne hurtige omdannelse af rå sorg til struktureret komisk materiale antyder et presserende behov for at formulere og indramme disse oplevelser, karakteristisk for, hvordan mange kunstnere bearbejder traumer eller betydningsfulde livsbegivenheder. Showet bliver derfor mere end bare underholdning; det er en offentlig handling af personlig meningssøgning.
Hendes beslutning om selv at instruere et så dybt personligt show er betydningsfuld. Det sikrer, at hendes unikke vision og hendes sarte følelsesmæssige intention bevares, fri for eksterne fortolkninger, der kunne udvande eller fordreje hendes dybt personlige rejse. Dette antyder et ønske om at præsentere sin historie på sine egne præmisser, ufiltreret, hvilket er afgørende i betragtning af emnet, og lover en meget ren destillation af hendes oplevelse og komiske perspektiv.
Katarsis og udfordringen ved sort komedie
“Postmortem” er klar til at balancere på den hårfine grænse mellem “hjertesorg og morskab” og tilbyder, hvad der beskrives som en “katarsisk og dybt menneskelig oplevelse”. Rejsen mod denne katarsis er dog ikke uden udfordringer, som det fremgår af reaktionerne på Silvermans “Postmortem”-turné. Nogle publikummer fandt materialet “morbide og næsten triste” og “hjerteskærende”, selvom de anerkendte, at det var “alvorligt” og “sjovt”.
Denne divergens i publikums reaktion fremhæver, at humor, der er centreret om personlig og nylig sorg, er intenst subjektiv. Modtagelsen afhænger ofte af den enkeltes egne tabserfaringer, deres komfortniveauer med dødelighed og deres forudfattede meninger om, hvad et comedyshow bør tilbyde.
Silverman selv er meget bevidst om sit emnes provokerende karakter. Hun inkorporerer metajokes om situationen og joker med, at hendes forældre gav hende “omkring en times nyt materiale”, og at hun føler, at de “ville ønske, at hun tjente penge på det her”. Denne selvrefererende humor, et kendetegn for hendes senere komiske stil, tjener som en forebyggende anerkendelse af potentiel kritik. Ved direkte at adressere den potentielt ubehagelige eller kyniske fortolkning af hendes handlinger, afvæbner hun den med humor og inviterer samtidig publikum til at overveje det komplekse samspil mellem kunst, kommercielisme og personlig tragedie. Det er et træk, der på en måde gør publikum til medskyldige ved at få dem til at le med på den ubehagelige sandhed. På trods af mørket udtrykte Silverman også sin overbevisning om, at hendes “far og Janice ville have elsket det.”
Ud over dens indvirkning på Silvermans karriere tjener “Postmortem” som en kulturel artefakt, der afspejler komediens unikke evne til at tackle tabubelagte emner, omforme dem gennem fortællekunsten og tilbyde et fælles rum, hvor publikum kan le, reflektere og endda hele. Ved at bringe en så personlig og ofte privat oplevelse som sorg over forældre ind i et offentligt og komisk forum, bidrager Silverman til normaliseringen af samtaler om død og tab. Derved kan hun gøre det lettere for andre at anerkende og dele deres egne oplevelser og viser, at selv i dyb sorg er latter, forbindelse og en vej mod heling mulig.
Hvor kan man se “Sarah Silverman: Postmortem”
