En ny Netflix-dokumentar skildrer det spektakulære kollaps af, hvad der var spået til at blive det næste store reality-tv-hit, og afslører en historie, hvor grænsen mellem true crime-underholdning og reel kriminalitet blev fuldstændig udvisket. Filmen, med titlen Trainwreck: P.I. Moms, er en del af streamingtjenestens Trainwreck-antologi, en serie dedikeret til at dissekere virale fænomener og mediedrevne fiaskoer. Denne udgivelse undersøger en planlagt serie fra 2010 til kanalen Lifetime om et privatdetektivbureau bemandet af forstadsmødre – en produktion, der imploderede, da det blev opdaget, at det var et dække for en omfattende kriminel virksomhed.
Dokumentaren afdækker, hvordan et koncept, der var designet til at være feel-good og styrkende tv, systematisk blev korrumperet indefra. Det oprindelige show skulle følge en gruppe selvlærte fodboldmødre og detektiver, der jonglerede med at hente børn fra skole og højspændte overvågningsopgaver. Men som dokumentaren beskriver, begyndte efterforskningerne på skærmen at falde fra hinanden, spor forsvandt, og en whistleblower hævdede til sidst, at hele bureauet var et dække for narkotikahandel, muligvis med hjælp fra en korrupt politibetjent. Denne film genbesøger de kaotiske begivenheder for at afdække en sandhed, der er langt mærkeligere end den fiktion, der var tiltænkt tv-skærmene.
Den ærkeamerikanske præmis, der aldrig blev til noget
Dokumentaren rekonstruerer omhyggeligt den polerede, medievenlige facade af det realityshow, der aldrig blev sendt, og som skulle have heddet Soccer Moms, Private Eyes. I 2010 bestilte kanalen Lifetime serien, overbevist af et koncept, der virkede som en smart og salgbar drejning på den voksende true crime-bølge. Præmissen var enkel, men stærk: et privatdetektivfirma i San Francisco Bay Area, udelukkende bemandet med forstadsmødre. I centrum for det hele stod Chris Butler, en karismatisk tidligere politibetjent, der præsenterede sig selv som en visionær iværksætter. Han hævdede at have forladt de officielle politistyrker, fordi hans overordnede ikke kunne forstå hans avancerede, resultatorienterede taktikker.
Butlers PR-strategi var bygget op omkring en fortælling om empowerment. I højtprofilerede medieoptrædener, som i programmet Dr. Phil, forklarede han sin “hemmelige formel” og argumenterede for, at mødre besad et medfødt sæt færdigheder til detektivarbejde. Han hævdede, at de var naturlige multitaskere, tålmodige lyttere og havde en skarp intuition for at opdage løgne, hvilket gjorde dem til unikt effektive efterforskere. Denne fortælling var et sofistikeret socialt skjold. Ved at dække sin operation under den sunde arketype “fodboldmor” skabte Butler et stærkt image, der afledte mistanke. Før et eneste afsnit blev filmet, kørte hans PR-maskine på højtryk og sikrede artikler i magasinet People og i Today show. Mødrene blev stylet, så de lignede en virkelig version af “Charlie’s Angels”, hvilket skabte en telegenisk mystik, som medierne slugte råt. Denne omhyggeligt konstruerede historie genererede overvældende positiv presseomtale og udgjorde det perfekte dække for de kriminelle aktiviteter, der fandt sted lige for øjnene af alle.
Da kameraerne rullede, krakelerede facaden
Som Trainwreck: P.I. Moms beskriver, begyndte hele foretagendet at smuldre, så snart tv-produktionen gik i gang. Showets kerneindhold – selve efterforskningerne – begyndte at mislykkes med en forbløffende konsistens. Dokumentaren viser et mønster af systematisk kollaps: lovende spor blev pludselig kolde, overvågningsmissioner endte i fiasko, og vigtige interviews blev uforklarligt aflyst. Produktionsholdet, der var hyret til at fange et medrivende krimidrama, stod tilbage med intet andet end blindgyder. På settet begyndte der at cirkulere rygter om sabotage blandt holdet, som ikke kunne forstå, hvorfor selve grundlaget for deres show blev så effektivt undermineret.
Dette kaos på settet var et direkte symptom på den grundlæggende modsigelse i projektets hjerte. En reality-tv-produktion kræver succesfulde og filmbare resultater for at skabe drama for seerne. En kriminel virksomhed, der udgiver sig for at være et detektivbureau, kræver derimod, at dens “efterforskninger” – som var dække for andre planer – forbliver uløste for at beskytte den reelle operation. Den “sabotage”, som holdet var vidne til, var simpelthen den kriminelle virkelighed, der stødte sammen med de logistiske krav fra tv-verdenen. Vendepunktet kom, da en whistleblower, under pseudonymet “Rutherford”, kontaktede journalister. Denne insider afslørede hele operationen og fremsatte den centrale anklage: detektivbureauet var ikke et legitimt firma, men et dække for en ulovlig narkotikaoperation drevet af dets chef, Chris Butler.
Afsløringen af den virkelige operation: En kriminel krig på to fronter
Dokumentaren skifter derefter fokus for at analysere de komplekse kriminelle planer, der udgjorde bureauets reelle forretning. Den primære sammensværgelse involverede et partnerskab mellem Chris Butler og Norm Wielsch, som var leder af narkotikaenheden i Contra Costa County. Deres operation var dristig: de tog narkotika, der var blevet beslaglagt som bevis af politiet, og solgte det videre på gaden. Denne narkotikaring var den finansielle motor, der drev Butlers ambitioner, og dokumentaren forklarer, at overskuddet skulle finansiere det realityshow, der ville gøre ham til en stjerne.
Men narkotikaringen var kun én del af forretningen. Filmen afslører også en anden, mere beskidt kriminel aktivitet, der fokuserede på at lokke folk i fælder. Butler ansatte et hold af attraktive unge kvinder, kaldet “lokkeduer” eller “agenter”, hvis job var at facilitere undercover-operationer. Disse operationer var ofte rettet mod ægtemænd til kvinder, der havde hyret bureauet i forbindelse med skilsmissesager. En lokkedue blev sendt til en bar for at flirte med målet, opfordre ham til at drikke kraftigt og derefter foreslå, at de kørte til et andet sted. En politibetjent, der var blevet tippet af Butler, ventede i nærheden for at stoppe manden og anholde ham for spirituskørsel. Denne iscenesatte anholdelse blev derefter brugt som et stærkt pressionsmiddel mod ægtemanden i retten. Dokumentaren udforsker de tvivlsomme juridiske og moralske grænser, der blev overskredet i disse operationer, og beskriver, hvordan agenterne undertiden blev instrueret i at gøre, hvad der end skulle til for at fuldføre missionen. Disse to planer dannede et symbiotisk kriminelt økosystem. Fælderne leverede det “legitime” detektivarbejde, der fungerede som bureauets dækhistorie, mens pengene fra narkoen finansierede hele operationen.
En historie mere mærkelig end fiktion, femten år senere
Trainwreck: P.I. Moms står som den definitive beretning om denne bizarre saga og samler, hvad dens instruktør, Phil Bowman, kalder “det bedste realityshow, der aldrig kom på skærmen”. Filmen er en co-produktion mellem BBH Entertainment og RAW, sidstnævnte et produktionsselskab med en betydelig stamtavle inden for true crime-genren. RAW er det anerkendte selskab bag en række indflydelsesrige Netflix-dokumentarer, herunder Tindersvindleren, Don’t F**k With Cats: Hunting an Internet Killer og American Nightmare, samt den BAFTA-vindende film The Imposter. Deres involvering signalerer et højt niveau af narrativt håndværk og efterforskningsmæssig grundighed.
I sidste ende fortæller dokumentaren en unikt moderne historie, der befinder sig i det mærkelige skæringspunkt mellem reality-tv-ambitioner og alvorlig føderal kriminalitet. Den afslører, hvordan et koncept bygget på en præmis om kvindelig empowerment blev forvrænget til at blive et redskab for en farlig og kynisk sammensværgelse. Historien om Trainwreck: P.I. Moms fungerer som en metakommentar til den kulturelle besættelse af både reality-tv og true crime. En mand forsøgte at finansiere et realityshow om sit falske detektivbureau ved at begå virkelige forbrydelser, kun for at hele dette sammenbrud skulle blive emnet for en virkelig dokumentar. Denne selvhenvisende løkke, hvor grænserne mellem performance, kriminalitet og medier opløses fuldstændigt, er det, der gør historien så fængslende. Dokumentarens eksistens fuldender cirklen og forvandler endelig det oprindelige kaotiske fiasko til et poleret stykke underholdning – netop det, som dens bagmand hele tiden havde jagtet, om end i en form, han aldrig kunne have forestillet sig.
Hvor kan man se “Trainwreck: P.I. Moms”
