Lucia Wilcox (1899-1974), en kunstner hvis ekstraordinære liv og værk spændte fra Beirut til Paris og New Yorks pulserende kunstmiljøer, står over for en markant genopdagelse. Kendt professionelt som “Lucia”, var hun en central skikkelse, der byggede bro mellem europæiske emigrantkunstnere og de amerikanske abstrakte ekspressionister. Hendes unikke bidrag til surrealismen, præget af en livsglad og feministisk tilgang, vil snart blive fejret i en ny soloudstilling.
Berry Campbell Gallery i New York præsenterer “LUCIA WILCOX: LUCIA”, galleriets første udstilling af kunstnerens værker efter at have overtaget repræsentationen af hendes bo. Udstillingen vil kaste lys over hendes levende og fantasifulde surrealistiske malerier skabt mellem 1943 og 1948. I disse værker udforskede Lucia temaer som frihed og sanselig nydelse, ofte med den kvindelige nøgenmodel som omdrejningspunkt. Hun trak inspiration fra fauvisme, primitivisme og symbolisme, men skabte et helt personligt billedsprog.
Lucias kompositioner adskilte sig fra mange mandlige surrealisters ofte mørkere og mere voldsomme visioner. I stedet for at fremstille kvinden som muse eller objekt for erotisk fantasi, vendte hun traditionelle troper på hovedet og brugte dem til at hylde kvinders autonomi og glæde. Hendes “fantasylandskaber” udgjorde en subtil feministisk udfordring i en kunstbevægelse, hvor kvindelige kunstnere som Gertrude Abercrombie, Dorothea Tanning og Leonora Carrington også fandt deres stemme og erstattede dominerende ideologier med magisk fantasi og narrative strømme.
Kunstneren selv beskrev maleriet som en personlig refleksion, en form for håndskrift og hendes eneste måde at skrive poesi på. Denne filosofi skinner igennem i værker, hvor grænser mellem mennesker, natur og miljø opløses, og symbolske hierarkier udfordres. Hendes motivverden var ofte befolket af drømmeagtige figurer og scener, der udtrykte en umiddelbar livsglæde, i modsætning til eksempelvis Marc Chagalls hyppige dvælen ved erindring og åndelig længsel. Frihed var et gennemgående tema, udtrykt gennem dynamik, forandring og en sammensmeltning af det figurative og det dekorative, hvor hun blandede østlige og vestlige traditioner inspireret af sin ungdom i Mellemøsten og sin baggrund inden for tekstildesign.
Født i Beirut, flyttede Lucia til Paris i 1921, hvor hun blev en del af byens blomstrende kunstscene og mødte skikkelser som Picasso og Fernand Léger. Hun studerede kunst og arbejdede som succesfuld stof- og kostumedesigner, inden hun i 1938 emigrerede til USA, sponsoreret af de amerikanske kunstmæcener Gerald og Sara Murphy. I USA, og især fra sit hjem i East Hampton fra 1940’erne og frem, blev hun et vigtigt bindeled mellem europæiske kunstnere som Léger, Max Ernst og Yves Tanguy, og de fremvoksende abstrakte ekspressionister, herunder Lee Krasner, Jackson Pollock samt Elaine og Willem de Kooning.
Hendes hjem i Amagansett, som hun købte i 1946, blev et samlingssted for kunstnere, tiltrukket af den salonlignende atmosfære og hendes anerkendte madlavning, der fusionerede libanesiske og parisiske køkkener. I 1950’erne vendte Lucia sig mod abstraktionen og skabte gestiske malerier i den abstrakte ekspressionismes ånd. Selv efter pludseligt at have mistet næsten hele sit syn i 1972, tilpassede hun sin praksis og arbejdede med blæk i stedet for olie, hvilket vidner om hendes ukuelige modstandskraft.
Berry Campbell Gallery, der er kendt for at fremhæve kunstnere, der historisk er blevet marginaliseret på grund af køn, race, alder eller geografi, fortsætter med denne udstilling sin mission om at udfylde kritiske huller i kunsthistorien.
Udstillingen “LUCIA WILCOX: LUCIA” åbner den 22. maj 2025 og løber frem til den 28. juni 2025. Der vil være en reception torsdag den 29. maj 2025, fra kl. 18 til 20. Galleriets åbningstider er tirsdag til lørdag fra kl. 10 til 18, eller efter aftale. Udstillingen ledsages af et fuldt illustreret katalog med et essay af den uafhængige forsker Lisa N. Peters, PhD. Denne begivenhed markerer en vigtig mulighed for at genopleve og værdsætte en kunstner, hvis liv, som New York Times beskrev det i 1973, var “flettet ind i det tyvende århundredes kunsthistorie.”
