DARA vinder Eurovision, og Bulgarien afgiver en stemme, der ikke stod på stemmesedlen

Bulgariens DARA har vundet Eurovision Song Contest i det, reporterne kalder en “chokoverraskelse”, foran Israel i en finale, som flere millioner mennesker insisterer på at se hver maj, som om det var et statsritual. Det ord, der faktisk udfører arbejdet i den sætning, er “chok”. Eurovision har aldrig kun handlet om sange. Det er en tv-transmitteret folkeafstemning om, hvad Europa er villigt til at klappe ad, afholdt mellem palietter og tonartsskift.

Nora Ephron bemærkede engang, at selv intelligente mennesker har en mærkelig svær ved at “skelne det kontroversielle fra det blot stødende”. Eurovision lavede den skelnen om til en offentlig eksamen — tre minutter lange pop-ballader som opgave og kontinentets televote som karakterskala. Salen havde i to år ladet, som om spørgsmålet drejede sig om iscenesættelse, kostumer og stemmeomfang. Resultatet sagde noget andet, høfligt, i form af point.

Poor Richard’s Almanack formulerede det mere tørt i 1735: “Tunge spørgsmål kræver gennemtænkte svar”. Benjamin Franklin havde sandsynligvis ikke en bulgarsk sangerinde foran en scenevind i tankerne, da han skrev den linje, men et kontinent, der besluttede hvilken sang der fortjente dets televote, afgav alligevel et gennemtænkt svar — og blandt alle mulige flag blev Bulgariens den konvolut, svaret kom i.

Det mærkelige er ikke, at DARA vandt. Det mærkelige er, at en konkurrence, der blev opfundet i 1956 for at holde efterkrigstidens Europa syngende i stedet for skydende, stadig fungerer — paliet for paliet, som et stædigt diplomatisk instrument udklædt som karaoke. Franklin ville have forstået svaret. Scenevinden havde formentlig efterladt ham rådvild til det sidste.

Tags: culture, Ephron, eurovision, Franklin, wisdom