Mick Jagger, forsangeren der bliver ved med at indspille Rolling Stones-plader hurtigere, end bandet kan tage dem på turné

Der er nu en offentlig skævhed mellem Rolling Stones forsanger og det band, han var med til at bygge. Mick Jagger har brugt under en måned i Metropolis Studios i det vestlige London på at indspille gruppens femogtyvende studiealbum med produceren Andrew Watt, mens Keith Richards — seks måneder ældre end ham og med et betydeligt højere levet liv bag sig — meddelte, at han ikke længere fysisk kunne forpligte sig til den turné, der skulle følge pladen. Albummet, Foreign Tongues, udkommer alligevel. Turnéen gør ikke. Byttehandlen har Jagger forberedt siden slutningen af halvfjerdserne, og det offentligheden oftest overser, er, hvor metodisk koldt han har lagt forberedelsen.

Middelklassedetaljen, som plejer at blive begravet i alle portrætter af ham, er, at hans far var idrætslærer — han var med til at udbrede basketball i Storbritannien — og at hans mor, født i Sydney, stemte konservativt. Han voksede op i Dartford i Kent, stødte ind i Keith Richards som syvårig på Wentworth Primary School, mistede ham i secondary school og fandt ham igen som teenager på perronen i Dartford med en bunke importerede Chuck Berry- og Muddy Waters-plader under armen. Han havde da en plads på London School of Economics med statsstipendium. Han blev der længe nok til at det lød troværdigt og forlod stedet i 1962 for at synge i et band, Brian Jones var ved at samle ovenpå en pub i Soho. LSE’s eksamenskontor er den eneste instans på listen, der i teorien stadig venter på, at han bliver færdig.

Rolling Stones’ første årti talte gennem plader, der aldrig er gået af tryk: Sticky Fingers, Exile on Main St., Some Girls. Jaggers bidrag til de albums er ikke kun stemmen, men disciplinen, der afgjorde, hvilke af Keith Richards’ riffs der kom med, og hvilke der røg ud; bandets arkiv af uudgivne sange er den parallelle diskografi, der beviser det. Skuespillet trådte ind ved siden af musikken — Donald Cammells og Nicolas Roegs Performance, dernæst Tony Richardsons Ned Kelly, begge indspillet i 1970. Performance beholdt sin kultstatus; Ned Kelly overlevede ikke anmeldelserne. Skuespillervanen tav i to årtier, mens Stones leverede Tattoo You og den største stadionturné i starten af firserne.

Firserne var de år, hvor partnerskabet med Richards kom tættest på et brud. Jaggers solodebut She’s the Boss udkom i 1985, Primitive Cool i 1987. Richards kaldte ham offentligt «Brenda» igennem hele perioden, skrev det sort på hvidt i selvbiografien Life, og pressen læste det som svigt. Den korrigerede læsning, fyrre år senere, lyder: de soloplader lærte Jagger at lede en session uden Keith — teknisk viden, der i dag er bærebjælken i selve eksistensen af Foreign Tongues. Steel Wheels-forsoningen i 1989 ryddede vejen. Voodoo Lounge og Bridges to Babylon fulgte.

Gennem nullerne og tierne kørte Jagger en sidekarriere, som musikpressen registrerede som hobby. Jagged Films producerede Enigma i 2001, James Brown-biografien Get on Up i 2014 og Capotondis kunstverdens-thriller The Burnt Orange Heresy i 2019, hvor han også spillede antagonisten. HBO-serien Vinyl om halvfjerdsernes pladeindustri, som han skabte sammen med Martin Scorsese og Terence Winter, klarede ikke sin første seerrunde. At serien blev aflyst, fortælles som slutningen. At han fik den fra koncept til pilot på et år, mens han fyldte stadioner på A Bigger Bang-turnéen, fortælles som en fodnote.

Sprækken mellem Jagger og Richards, der løber under den aflyste 2026-turné, er den seneste opdukken af bandets ældste forkastning. Den høflige læsning — Keith har slidgigt, Mick er respektfuld — er den, pressen gentog. Undertekstene, som Jagger ikke har afvist, lyder, at sangeren stadig vil arbejde med en trediveårigs kalender, og at den rytmeguitarist ikke længere kan. Sådan har gruppens interne strid set ud siden 1985. Den «Tredje Verdenskrig», der omgav Steel Wheels-genforeningen, var samme strid under andre navne. Begge ved, hvad de ikke siger.

Nutidens form er, at Jagger producerer to musikbiopics — Bill Pohlads Miles & Juliette, med Damson Idris og Anamaria Vartolomei som Miles Davis og Juliette Gréco, samt en endnu titelløs biopic om Sister Rosetta Tharpe på Live Nation Productions, skrevet af Aunjanue Ellis-Taylor — og lige har afleveret et Rolling Stones-album, der blev indspillet på under en måned. Andrew Watt producerede; Paul McCartney kiggede forbi studiet; Steve Winwood og Robert Smith fra The Cure leverede gæstevokal; Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers slog trommer, hvor Steve Jordan ikke var. Førstesinglen «In the Stars» udkom den 5. maj 2026. Foreign Tongues udkommer den 10. juli. 2026-turnéen gør ikke. Samtalen om, hvorvidt bandet vender tilbage på vejen, er udskudt til 2027 på de betingelser, Keith Richards har forbeholdt sig.

Privatlivet har de seneste år stabiliseret sig på en måde, hans ungdom aldrig kendte. Jagger har otte børn med fem forskellige mødre, en Sir-titel overrakt på Buckingham Palace i 2003 for tjenester til populærmusikken og en forlovelse med tidligere American Ballet Theatre-solist Melanie Hamrick, der blev offentliggjort i 2025. Deres fælles søn Devereaux fylder ti i år. Om forlovelsen ender i ægteskab, er et spørgsmål, Hamrick har besvaret ærligt i interviews: måske; måske aldrig; den nuværende ordning passer dem begge.

Det sidste, der er at sige om Mick Jagger, to måneder før Foreign Tongues, er, at den næste plade allerede ligger underforstået. Han skriver den derpå inden årets udgang. Om Rolling Stones som scene-egnet enhed følger ham derhen, er det spørgsmål, bandet har valgt ikke at besvare før 2027.