Kylie Minogue har i niogtredive år bestemt, hvilken version af sig selv offentligheden får at se. Det første den nye Netflix-serie gør er at tage den beslutning fra hende — og den version, der overlever byttehandlen, er ikke den, pressemeddelelserne lovede.

Friktionen dokumentaren iscenesætter ligger åbenlyst fremme. På den ene side: hjemmevideoerne, Carol Minogue optog i blindgyden i Surrey Hills, hvor Kylie og Dannii voksede op, kassettebåndene, de to søstre indtalte gennem mikrofonen på en clockradio, polaroidbillederne fra månederne før Neighbours. På den anden: pressemaskinen, der startede i 1987 og aldrig stoppede — Stock Aitken Waterman-singlerne, Locomotion-coverne, airbrushen, lysplanen. De tre afsnit stiller de to optagelser af den samme person side om side og nægter at mægle.

Den nægtelse er det strukturelle argument. Michael Harte er den samme filmskaber, der lavede Beckham i 2023, og hans metode er ikke ændret: lange møder med hovedpersonen, endnu længere møder med arkivet og en redaktionel forkærlighed for det, hjemmevideoen husker, frem for det, pressemeddelelsen påstod. På Beckham blotlagde metoden et ægteskab. På Kylie blotlægger den en arbejdsmetode — det konkrete arbejde, dag efter dag i fire årtier, med at lade en fabrikeret popperson absorbere alt det, der foregår under overfladen.

Bidragyderne bekræfter arkitekturen. Dannii Minogue er her, fordi halvdelen af hjemmevideoerne også er hendes. Jason Donovan er her, fordi han er den eneste i verden, der har været på Neighbours-studieoptagelse og inde i SAW-maskinen, der hyrede dets hovedroller, samtidig. Pete Waterman er her, fordi den del af Kylies karriere, der oftest springes over i hyldester — perioden hvor hun, i branchens samstemmende mening, var Europas letteste singleact — er den del, han stod for. Nick Cave er her, fordi han i 1995 skrev Where the Wild Roses Grow og dermed gjorde det muligt for den britiske musikpresse at tage hende alvorligt, hvilket ikke er det samme som at blive taget alvorligt, og serien er ærlig om det.

Hvad hjemmevideorullerne viser, er ikke det sår, formatet kræver. Der er ingen krænkende Svengali, intet forræderi, ingen sammenbrud. Der er noget mere præcist: en kvinde der har arbejdet i offentligheden siden hun var atten, i en industri der prissatte hendes arbejde som pigegøremål og siden brokkede sig, da hun holdt op med at være pige. Kapitlet om brystkræftdiagnosen i 2005 er det, ekstern kritik vil understrege, men den egentlige redaktionelle bedrift er at lade det læse som en fortsættelse af resten: den samme maskine, der havde brug for den syge krop til at tilstå, havde brug for den raske krop til at optræde, og af samme grunde.

Hartes signatur bærer det argument, vidnerne ikke kan bære. Han klipper på arkivet, ikke på citatet. En sætning fra et interview i 2026 lander på et backstage-billede fra 1989, og det er billedet, ikke sætningen, der afslutter tanken. Serien ved, at Kylie Minogue er blevet interviewet om Kylie Minogue mere end næsten enhver anden popoptræder fra hendes generation. Den ved også, at hjemmevideoerne aldrig er blevet interviewet. At behandle de ubehandlede ruller som primær kilde og de nye interviews som glose er den beslutning, der adskiller Kylie fra ethvert tidligere forsøg på at lave en film om hende, herunder William Bakers turnédokumentar fra 2007 og BBC’s retrospektiver.

Argumentet har generationsspecifik tæthed. Popoptrædende, der blev solgt som piger i slutfirserne, fik som regel ikke en karriere i 2026. Madonna blev hængende ved at genopfinde apparatet omkring sig. Janet Jackson blev hængende ved at overleve en industri, der valgte at offentliggøre hendes krop uden samtykke. Sangerinder på Kylies alder på hendes marked, der prøvede det samme, holdt ikke det næste årti. Dokumentaren nævner dem ikke ved navn. Hjemmekameraet klipper til et omklædningsrum fra 1988, og fraværet i rummet er argumentet.

Passagen med Nick Cave er den, der lægger seriens tese klarest på bordet. I 1995 producerede og co-sang Cave Where the Wild Roses Grow med Kylie til albummet Murder Ballads, og den kulturelle konsekvens var, at den britiske ugentlige musikpresse — NME, Melody Maker — flyttede hende fra teen-pop-mappen til mappen tages-alvorligt. Serien interesserer sig ikke for redningsfortællingen. Den interesserer sig for den strukturelle kendsgerning, at Kylie Minogues alvor som performer krævede ekstern validering fra en mandlig indiekunstner, før den kunne tildeles, og at den samme validering har skullet udstedes igen med mellemrum.

Der er Padam Padam-kapitlet, som serien gemmer til tredje afsnit. Singlen fra 2023, der gav Kylie hendes første nye generationspublikum siden 2002, indrammes ikke som comeback, fordi dokumentaren har brugt to afsnit på at argumentere for, at hun aldrig har været væk. Hvad kapitlet i stedet gør, er at iagttage, hvad der sker med det samme arbejde — øvesalstimer, vokalopvarmninger, koreografien gennemgået endnu en gang — når publikum pludselig er treogtyve igen. Hjemmevideokonventionen strækker sig: en telefonoptaget øverep fra 2023 lægges ved siden af en Stock Aitken Waterman-demo fra 1987, og de to billeder har samme tekstur.

Der er én ting, formatet ikke kan give seeren, og som serien ikke foregiver at give. En fyrre år lang aktiv popkarriere er ikke et problem, kameraet kan løse ved slutningen af afsnit tre. Slutbilledet anerkender det uden at sige det: en nylig optagelse fra et øvelokale, hvor Minogue, alene, gennemgår Padam Padam-koreografien for, hvad der tydeligvis er hundrede gang den uge. Hjemmevideoen har indhentet nutiden og kører videre.

Kylie har premiere på Netflix den 20. maj 2026 i tre afsnit af omkring halvtreds minutter hver. Michael Harte instruerer. John Battseks Ventureland producerer. Blandt de medvirkende er Kylie Minogue, Dannii Minogue, Jason Donovan, Pete Waterman og Nick Cave.

Kylie på Netflix lader hjemmevideoen overtrumfe fyrre års pressefotos

Flere som denne

Netflix’s SEC Football: Any Given Saturday – En filmisk dissektion af en sportslig subkultur

Ny Netflix-dokumentar genbesøger den berygtede ‘Balloon Boy’-saga

Historien om en gorilla på Netflix viser, hvorfor naturbeskyttelse næsten aldrig virker

Noah Kahan: Out of Body på Netflix stiller spørgsmålet, om musikken der helbreder publikum, nogensinde helbreder manden bag den

Untold: The Liver King på Netflix serverer et festmåltid af berømmelse, bedrag og den moderne influencer

“Untold: The Fall of Favre” Undersøger NFL-legendens Brett Favres Plettede Eftermæle

Debat