Guy Ritchie, instruktoren der lavede sit eget kollaps om til en premierekalender

Han opfandt en londonsk gangsterdialekt, ingen anden talte, og sa den naesten gore det af med ham. Femogtyve ar senere, med en film der far premiere i dag og to mere i ko, er Ritchie det taetteste, branchen kommer pa en kontraktinstruktor fra det gamle studiesystem. Sporgsmalet, hans nuvaerende tempo stiller, er om hastighed er disciplin eller fortynding.

Den nye Guy Ritchie-film har premiere i denne weekend i de amerikanske biografer, og bag den tegner sig en mere til efteraret, en serie med bekraeftet anden saeson og et projekt med Jason Statham, der har siddet i klipperum i ti ar og endelig findes. Det er ikke rytmen hos en filmskaber, der en gang matte raeddes fra sin egen karriere. Det er rytmen hos en instruktor, der besluttede, at kollapset var et klippeproblem og behandlede det sadan. Den Ritchie, der i dag traeder ind pa et set med Henry Cavill, har brugt et kvart arhundrede pa at gore sig vanskeligere at fjerne fra en premiereplan end nogen anden britisk filmskaber af sin generation.

Han voksede op i Hatfield, ordblind, blev bortvist fra skolen som femtenarig og byggede sine filmiske instinkter, som de instruktorer, han ligner mest, byggede deres — ved at se for mange gange pa de forkerte film i det forkerte selskab. Fodt i september 1968 som son af en tidligere officer og en model, kom han til filmen udefra: ingen skole, ingen laeretid ved et brand, kun en kortfilm ved navn The Hard Case og et lant ore for, hvordan britiske kriminelle rent faktisk talte med hinanden. Lock, Stock and Two Smoking Barrels kom i 1998 og virkede mindre som en debut end som en forseglet dialekt — overlappende stemmer, slojfet tid, en komisk vold i et korttriks rytme. Snatch konsoliderede ordforradet to ar senere. Tilsammen satte de et London pa laerredet, ingen anden havde faet lov til at filme.

Sa kom faldet. Han giftede sig med Madonna, instruerede hende i Swept Away og sa filmen og det meste af sit biografomdomme do samme weekend. Revolver, tre ar senere, var vaerre i den eneste forstand, der talte — han blev hadet af det publikum, der havde elsket ham. Da RocknRolla kom i 2008, var det fast i fagpressen, at Ritchie var en instruktor med et trick, og at tricket var ophort med at virke. Hvad der skete derefter, er den del af hans karriere, de fleste tilbageblik undervurderer: han trak sig ikke tilbage. Han tog en tentpole-opgave hos Warner Bros.

Sherlock Holmes i 2009 genopfandt ham som en instruktor, der kunne organisere et budget pa tohundrede millioner dollars omkring to hovedroller uden at miste de kamerabevaegelser, der gjorde ham genkendelig. Sherlock Holmes: A Game of Shadows bekraeftede det to ar senere. The Man from U.N.C.L.E. er det undervurderede midterled i den periode — et stilet ensemble, der floppede kommercielt og laeses bedre for hvert ar. Da King Arthur: Legend of the Sword sprang i luften i 2017, havde han samlet nok Hollywood-kredit til, at katastrofen ikke gjorde det af med ham. Aladdin to ar senere indtjente en milliard dollars og gjorde uheldet til en fodnote.

Den harde saetning om Ritchie er, at han ikke er en praecisionskunstner. Han er en instruktor med et ordforrad, der bevaeger sig darligt i visse registre og rasende godt i andre. King Arthur og Revolver er beviset pa, at det ordforrad har graenser — sa snart han straekker kameraet mod myten eller metafysikken, gar billedet ud. De film, der virker, er dem, hvor kameraet far lov at gore det, det kan: folge gangstere gennem et rum, ramme et naerbillede af Statham, klippe et roveri i takt med en sang. De omstridte film er dem, hvor studiet bad ham vaere en anden slags instruktor, og han, maske for villig, sagde ja. The Gentlemen i 2019 var den film, hvor han holdt op med at sige ja. Den forte ham tilbage pa hjemmegrund og genopbyggede publikummet.

Alt sidenhen er en slags byggesag. Wrath of Man, Operation Fortune og The Covenant — en Statham-trilogi i and om ikke i titel — argumenterede for, at han kunne skrive og instruere genre i industrielt tempo uden at falde under en kompetent bund. The Ministry of Ungentlemanly Warfare foldede de instinkter ind i en historie fra Anden Verdenskrig hentet i reelt afklassificerede akter. Fountain of Youth sidste ar pa Apple TV+ gav ham Natalie Portman og et register, han ikke havde provet. Og MobLand, Paramount+-serien med Tom Hardy, Helen Mirren og Pierce Brosnan, blev i marts 2025 platformens storste globale lancering og holdt sin position hele forste saeson. Saeson to er faerdigfilmet og lander for arets udgang.

Filmen, der far premiere denne weekend, In the Grey, genforener ham med Cavill og henter Jake Gyllenhaal, Eiza Gonzalez og Rosamund Pike ind. Bag den ligger Wife & Dog, en morkere komedie med Pike, Benedict Cumberbatch og Anthony Hopkins, planlagt til oktober. Bag den Viva la Madness, en Statham-film, der begyndte for over et arti siden, og som endelig findes i et klipperum. Intet af det ligner planen hos en instruktor, der lukker.

Det ligner snarere den slags kalender, det gamle studiesystem kraevede af sine husinstruktorer — to film om aret, en serie ved siden af, et uventet kast en gang imellem. Ritchie har brugt sit seneste arti pa at haevde, pa den eneste made en filmskaber kan haevde en ide, at han er det taetteste, dagens industri kommer den produktionslogik. Debatten er aben. Han er den eneste, der forer den i det omfang.

Tags: British cinema, directors, Guy Ritchie, henry cavill, In the Grey, Jake Gyllenhaal, The Gentlemen, Wrath of Man