Hubble fangede den største kendte planetbarnstue — 40 gange bredere end Solsystemet

Skiven er 40 gange bredere end afstanden fra Solen til Kuiperbæltet, som markerer yderkanten af vores eget planetnaboskab. Dens filamenter og slør af materiale rækker langt over og under hovedplanet og findes kun på den ene side. Den ensidige asymmetri findes ikke i nogen af de aktuelle modeller for planetdannelse.

Systemet hedder IRAS 23077+6707 og bærer fra nu også tilnavnet Draculas Chivito efter den uruguayanske sandwich. Det ligger omkring tusind lysår borte, i retning af stjernebilledet Kepheus, og er set fra Jorden orienteret med kanten ind mod os. Hubble ser derfor hele sideprofilen og ikke det spiralarmsbillede, der er typisk for skiver fotograferet forfra. Netop den vinkel gjorde den usædvanlige struktur synlig overhovedet.

Skalaen er ikke en bagatel i planetdannelse. Standardmodellen tegner unge stjerner omgivet af relativt regelmæssige, akse-symmetriske skiver af gas og støv, hvor støvkorn over millioner af år klumper sig sammen til planetesimaler. En skive på 40 gange Solsystemets diameter, fyldt med turbulente slør og ensidige udvækster, antyder, at planetbarnstuer kan være langt mere rå end skolebogens version.

Du vil måske også kunne lideLever vi i en simulation? Nick Bostroms trilemma og Melvin Vopsons infodynamik

“Det detaljeniveau, vi ser, er sjældent i billeder af protoplanetariske skiver, og de nye Hubble-billeder viser, at planetbarnstuer kan være langt mere aktive og kaotiske, end vi havde forventet,” siger Kristina Monsch fra Center for Astrophysics — Harvard & Smithsonian, der ledede analysen.

Måden, billedet er fremstillet på, betyder noget for tilliden til resultatet. Hubbles Wide Field Camera 3 optog systemet gennem seks bredbåndsfiltre fra 0,4 til 1,6 mikrometer, fra synligt lys og ind i det nære infrarøde. Ved at kombinere filtrene blev det synligt, hvordan stjernens lys spredes gennem forskellige støvlag i skiven — og så trådte understrukturerne frem. Fordi skiven står med kanten mod os, dækker dens egen mørke midterbjælke stjernen og oversvømmer ikke omgivelserne med lys. IRAS 23077+6707 bliver dermed et sjældent naturligt laboratorium.

Resultatet bør læses varsomt. Synligt lys opfanger de støvlag, der spreder lyset, men viser ikke direkte den molekylære gas, hvor det meste af den planetbyggende masse befinder sig. De asymmetriske filamenter kan stamme fra et nyligt møde med en passerende stjerne, fra en endnu ukortlagt ledsager eller fra et strukturelt træk ved skivers udvikling, som har været skjult, fordi næsten ingen af de hidtil observerede skiver var set fra siden. Et enkelt objekt, selv et rekordobjekt, er ingen population.

Opfølgende observationer er allerede undervejs. Samme hold og andre grupper søger tid på ALMA-anlægget i Chile for at afbilde skivens molekylære gas og lede efter eventuelle substellære ledsagere skjult i slørene. Hubble-artiklen, udgivet i The Astrophysical Journal den 12. maj 2026, vil være det visuelle referencebillede for ethvert opfølgende studie.

Foto: NASA, ESA, STScI, Kristina Monsch (CfA); bearbejdning: Joseph DePasquale (STScI).

Flere som denne

Ugle-inspireret aerogel kan dæmpe byernes dybe larm

Det sorte hul J1007+3540 vågner efter 100 millioner år i stilhed

Kosmos’ spøgelsesagtige harddiske: Hvorfor de største sorte huller er skabt af luft

Mus med et gen fra nøgenrotten levede 4,4 % længere og med mindre betændelse

En afføringstest opdager 90 procent af tarmkræfttilfælde uden koloskopi

Oxygen kortlagt i 4.546 punkter i NGC 1365 rekonstruerer 12 milliarder års galaktisk evolution