Devil May Cry S2 på Netflix: én Sparda sørget, én gjort til våben

Der findes sorg, som kun den ene af to brødre har lov til at gennemleve. Anden sæson af Devil May Cry åbner med en tvilling, familien havde sørget over i et halvt liv, og som vender tilbage til historien som fjendtlig kommandant — serien behandler ikke det som et plottwist, men som et sår, alle otte afsnit forsøger at forbinde. Den cambion, der burde være død, lever, er organiseret og kæmper på den forkerte side i krigen mellem mennesker og dæmoner. Det fremgår af sæsonens forløb, at såret ikke begyndte med Vergils tilbagekomst. Det begyndte den nat, hvor de to brødre blev skilt ad, og hvor kun den ene fik lov at sørge over det.

Den genfortolkning, Adi Shankar har bygget i sit Bootleg Multiverse i snart ti år — det forbundne animationsunivers, der samler Castlevania, Castlevania: Nocturne, Captain Laserhawk og nu Devil May Cry — bærer den samme tese på tværs af genrer. En videospilsadaptation virker ikke ved at være tro mod spillet. Den virker, når manuskriptforfatterne afgør, hvilke dele af kildematerialets mytologi der kan bære vægt uden for de regler, spillet selv var forpligtet på. Sæson 2 vælger én del frem for alle andre: Sparda-tvillingerne, begge dæmonjægere af arv, adskilt af noget ingen af dem har valgt. Resten bliver stillads. Spillets mission-struktur forsvinder. Devil Arms-systemet forsvinder. S-stilmåleren forsvinder. Det, der bliver tilbage, er familien.

To kroppe i spejling, to disciplinerings­logikker

Det tydeligste bevis på, at handlingen ikke er emnet, ligger i det, Studio Mir gør med de to brødres kroppe. Det koreanske studie, der med Arcane allerede havde demonstreret, hvor langt seoulansk animation når, når man giver den seriøs karakteranimation, anvender her samme linjeøkonomi på to cambion-kroppe, der deler ansigt og bevæger sig i spejlede, asymmetriske vokabularer. Dantes koreografi er bygget på afbrydelse: et hug med Rebellion, der tøver, et skud, der lander et taktslag for sent, en Devil Trigger-forvandling, der koster ham noget synligt. Vergils koreografi er bygget på beherskelse: hvert hug med Yamato afsluttes, hvert skridt lukkes, hver bevægelse antyder en disciplin, nogen har trænet ind i ham fra et sted, kameraet endnu ikke navngiver. De to brødre kæmper ikke blot forskelligt. De er bygget ind i forskellige kropslige argumenter om, hvad deres overlevelse krævede — for overlevelsen var ikke den samme.

Du vil måske også kunne lideNetflix lancerer ‘Leanne’, en ny sitcom med komikeren Leanne Morgan i hovedrollen

DARKCOM, eller apparatet der afgør hvem der er nyttig

Den institutionelle modspiller forankrer sæsonen i nutiden. DARKCOM, vicepræsident Baines-tråden, det bureaukratiske apparat, der afgør, hvilke trusler det kan bruge, og hvilke det generes af: intet af dette er pynt. Det er den samme arkitektur, Castlevania udfoldede i sine sene sæsoner, og som Captain Laserhawk trækker over i satiren — den politiske ramme, Bootleg Multiverse har båret med sig fra begyndelsen. Marys forræderi mod Dante i slutningen af sæson 1 — at lokke ham ind i tillid og siden overgive ham til en kryokammer hos DARKCOM, fordi hans blod er »for farligt til at få lov at bevæge sig frit« — lader sig ikke læse som personligt svigt. Det fremgår af scenens opbygning, at vi har at gøre med et system, der virker præcis som det skal. Mary forråder ikke Dante som ven, men som agent for en institution, der allerede har afgjort, hvilken af de to Sparda-tvillinger der er acceptabel, og hvilken der er for selvstændig til at få lov at stå oprejst. Det er her, sæson 2 siger noget, der rækker ud over genren: serien blotlægger den mekanik, hvormed et statsligt apparat sorterer menneskelige arvegoder efter brugbarhed — en mekanik, hvis strukturelle genkendelighed ikke kræver forklaring for danske læsere.

Silhuetten som tese

Den tekniske signatur, der adskiller Devil May Cry fra sammenlignelige serier, ligger i det, Studio Mir bevidst lader være med. Studiet ville rigeligt have midlerne til at animere Dante som en glat anime-protagonist og vælger aktivt at lade være. Dantes kamp bevarer spillenes silhuetlogik — den kontur, der tillader genkendelse, før et ansigt overhovedet er synligt — og afgørelsen er mindre troskab end håndværksdisciplin: man bevarer det, der bærer identitet, og lader resten gå. Vergils silhuet er bygget i opposition: mere lodret, mere lukket, med mindre luft omkring kroppen. De to silhuetter er et argument, før de er en duel.

Shankars musikvalg fungerer efter samme logik. »Rollin’« af Limp Bizkit som åbningsnummer i sæson 1 var ikke et nostalgisk nik, men en tese om, hvem denne Dante henvender sig til: den generation, der voksede op med nu-metallen i de tidlige 2000’ere, præcis det publikum, der spillede Devil May Cry 3 i 2005. »Afterlife« af Evanescence, inde i selve serien, forlænger samme registerkrav. De licenserede numre fortæller seeren, hvilken tone serien bevæger sig i, før nogen rollefigur er nødt til at gøre det.

Spørgsmålet, koreografien ikke kan afgøre

Det, sæson 2 lader stå åbent, uanset hvor mange referencer den stabler — den hongkongske wuxia-indramning af et bar-slagsmål, den taktiske geometri à la The Raid i en gangsekvens —, er dette spørgsmål: hvis den samme barndom har frembragt jægeren og kommandanten, den reddede tvilling og den hvervede, så er koreografien ikke dommen. Den er kun kvitteringen for en deling, de to brødre ikke selv har forhandlet sig frem til.

Devil May Cry sæson 2 har premiere på Netflix tirsdag den 12. maj med alle otte afsnit tilgængelige fra midnat efter Stillehavstid. Adi Shankar vender tilbage som skaber og showrunner. Studio Mir producerer og animerer. Johnny Yong Bosch genoptager Dante, Robbie Daymond tilslutter sig som Vergil, Scout Taylor-Compton fortsætter som Mary, og Hoon Lee vender tilbage som White Rabbit. Netflix har allerede grønt lys til en tredje sæson, før denne har haft premiere — det hidtil tydeligste signal om, at Bootleg Multiverse bliver bygget som et langvarigt franchise, og ikke længere sæson for sæson.

Første sæson er fortsat tilgængelig på Netflix for dem, der vil have konteksten med. Nye seere kan begynde direkte med sæson 2; serien har aldrig krævet, at man har spillet de Capcom-spil, dens mytologi er hentet fra.

Flere som denne

Alberto Guerras mesterlige (og klodsede) kup: Bag om den dristige, virkelige svindel i ‘Kunsten at vinde i lotteriet’

“56 Days” på Prime Video: Erotisk psykologisk thriller forvandler en stormende romance til en mordsag

Néro: En rejse med hævn og forløsning i 1500-tallets Frankrig

Klaner på Netflix er hvad Galicien byggede da Spanien kiggede den anden vej

Ny Netflix-serie, You and Everything Else, udforsker kompleksiteten i et livslangt venskab

Sæson 2 af ‘Unseen’ Ankommer til Netflix: Zenzi Mwale Vender Tilbage i Dag