KATSEYE tog K-pop-systemet. Glemte hvad systemet var lavet til

Det mest bemærkelsesværdige strukturelle valg i Pop Star Academy: KATSEYE — den otte-episoders dokumentarserie på Netflix om skabelsen af HYBE og Geffen Records’ første globale pigegruppe — er ikke, hvad den viser. Det er, hvad den satsede på at vise. Kameraerne går ind i træningslokalerne. De er til stede, når ledere forklarer teenagere, hvad fans forventer af en idols udseende. De ruller, når piger elimineres. Serien, instrueret af Nadia Hallgren, bruger total gennemsigtighed som sit primære forsvar.

Debatten, Pop Star Academy genåbnede — er KATSEYE fabriceret eller autentisk? — er den forkerte debat. Pop har altid været sammensat. Supremes fik undervisning af Berry Gordy i diktion og holdning. Spice Girls blev udvalgt fra auditionsbånd. Ingen har tilbragt årtier med at kalde disse kunstnere for uægte.

Spørgsmålet er altså ikke, om KATSEYE er fabriceret. Spørgsmålet er, hvem der driver fabrikken, og hvad den blev bygget til at producere.

HYBE’s formand Bang Si-Hyuk beskrev projektet som et eksperiment: kan K-pop-træningssystemet eksporteres og anvendes i en ikke-koreansk kontekst? Det erklærede mål var at «fjerne K’et fra K-pop og gøre det globalt». Seks medlemmer blev udvalgt blandt 120.000 globale ansøgere, gennemgik tre måneders træning i Los Angeles med K-pop-intensitet og blev dokumenteret hele vejen igennem.

Det stærkeste modargument, ærligt formuleret: håndværk og identitet er ikke modsætninger. Det, KATSEYEs fans hævder — med rette — er, at træningen skabte noget virkeligt. Søsterskabet dokumenteret i Pop Star Academy anerkendes selv af kritikere, der er fjendtlige over for projektet. Lara Rajs sceniske tilstedeværelse er ikke en selskabsbeslutning. Manon Bannermans karisma på scenen blev ikke produceret af nogen regneark.

Og alligevel. Det mest ubehagelige afsløring i Pop Star Academy er ikke kropsevurderingen. Det er, at deltagerne ikke vidste, de var med i et elimineringsprogram. De fik at vide, at de trænede. De fik ikke at vide, at de simultaneously konkurrerede om offentlige stemmer, der ville afgøre deres fremtid. Det er bevidst brug af informationsasymmetri som et ledelsesværktøj.

K-pop fungerer på et implicit kulturkontrakt mellem kunstner og publikum. Træningssystemet eksisterede inden for en kulturel tradition, der gav det mening. Det, HYBE og Geffen gjorde med KATSEYE, var at eksportere infrastrukturen og efterlade traditionen.

Hvad vi ved, og hvad der stadig er til debat

Hvad Pop Star Academy tydeligt viser: KATSEYE blev dannet gennem en proces med 120.000 ansøgninger og en fælles investering fra to virksomheder med meget forskellige visioner. Den spænding er dokumenteret i filmen. Den blev ikke løst.

Hvad der genuinent forbliver til debat: om K-pop-træningsmetodologien producerer de samme resultater, når den er frataget sin kulturelle kontekst. Om «global pop» er en sammenhængende kategori eller en markedsføringsramme for vestlig pop med Seouls produktionsværdier.

K’et var aldrig bare et bogstav. Det var en adresse — en specifik kulturel position, hvorfra musikken blev lavet, og til hvem den talte. Musikindustrien fik et format. KATSEYE fik en identitet, de ikke designede. Kulturkontrakten, der fik det originale system til at fungere, fik ingen.

Tags: Netflix, k-pop, HYBE, KATSEYE