På en vindblæst ø ud for Norges sydkyst skænker en kvinde ved navn Louise Andersen kaffe op, kender sine faste gæster ved navn og deler et lille hus med manden, hun elsker. Det er præcis den slags liv, de fleste thrillere bruger en hel akt på at slå i stykker. Så træder en fremmed ind på hendes café og gør det i én sætning: det liv, du står i, siger han, tilhører en anden. Du hedder Helene Söderberg, og Helene forlod Danmark og forsvandt.

Filmens motor er ikke at finde ud af, hvor en forsvundet kvinde blev af. Det er frygten under et roligt liv: at roen kan være en forklædning, og at nogen en helt almindelig morgen kan dukke op for at tage den af. En forsvinden er et hul i verden. Dette er værre: påstanden om, at den, der udfylder hullet, er dig.

Barbara Topsøe-Rothenborg kender dette terræn. I Loving Adults forvandlede hun et ægteskab til en langsom fælde, og hun tager samme instinkt med her: det mest skræmmende rum i enhver fortælling er det mest velkendte. I to årtier har Danmark lært verden at få forbrydelsen til at føles huslig. Den nordiske noir i Broen og Forbrydelsen lagde sin gru ikke i liget, men i institutionerne, ægteskaberne og køkkenerne omkring det. Filmen arver den tradition og snævrer den ind til næsten ét nervesystem.

Natalie Madueño, kendt af publikum til danske serier fra Darkness: Those Who Kill og Follow the Money, bærer filmen på netop den spænding, der får genren til at fungere. Hun skal være troværdig i to retninger på én gang: som kvinden, der forsvarer sandheden i sin egen hukommelse, og som kvinden, der måske spiller et stjålet liv. Hver beroligende bemærkning til hendes partner, Joachim spillet af nordmanden Pål Sverre Hagen, kommer med et andet ansigt, som muligt bevis imod hende.

Dobbeltgænger-motivet arbejder i iscenesættelsen lige så meget som i plottet: to navne til én kvinde, en café, der er hjem eller skjulested, et samfund så lille, at en fremmeds anklage når igennem det på én eftermiddag. Ved siden af Madueño giver Claes Bang — uden for Skandinavien kendt fra The Square og BBC‘s Dracula — filmen et andet tyngdepunkt, og Stina Ekblad og Ingrid Bolsø Berdal fylder en kreds ud af mennesker, der måske kender Louises fortid bedre end Louise selv.

Identitetsthrilleren er en af filmens ældste maskiner, og de, der holder, ved, at hukommelsestab og bedrag aldrig var ren plotmekanik. Hitchcock byggede Vertigo og Spellbound på den samme nerve. Det, denne film tilføjer, er en skandinavisk temperatur: fladt dagslys, sort fjordvand, en samfundsorden, hvor et enkelt ustabilt faktums indtrængen læses som vold.

Kilden er en dansk bestseller, romanen Den hemmelige kvinde, signeret Anna Ekberg — og i den signatur ligger en perfekt spøg: Anna Ekberg findes ikke. Det er det fælles pseudonym for to romanforfattere, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, så bogen om en kvinde med en fabrikeret identitet blev selv skrevet af en fabrikeret. Det er samme opdigtede forfatter, der gav Loving Adults, og Netflix bygger af materialet en husstil: thrillere på europæiske sprog, med lokale stjerner, lavet til at rejse som begivenheder.

Det, filmen ikke løser — og, hvis den er god, ikke vil løse — er spørgsmålet, dens egen præmis åbner. Var det fredelige liv på øen en konstruktion lagt over et begravet selv, er det ikke uden videre en redning at grave sandheden frem. Det kan befri Louise, eller det kan skille den eneste version af hende ad, der endelig var holdt op med at flygte.

Den hemmelige kvinde er en dansksproget spillefilm fra SF Studios, instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg efter et manuskript, hun skrev med Anders August, baseret på romanen af Anna Ekberg. Den får premiere i hele verden på Netflix den 28. august 2026.