Victoria Monéts Frequency of Love satser på skala, hvor Jaguar II vandt på tilbageholdenhed

Victoria Monét byggede en karriere på lyden af en beslutning, der blev holdt tilbage. Det hviskede omkvæd, der stoler på en levende basgang i stedet for et drop; arrangementet, der efterlader luft, hvor et mindre nummer ville stable endnu en vokal ovenpå – den tilbageholdenhed var hele argumentet i hendes gennembrud, og det var derfor, sangene føltes håndlavede snarere end fabriksfremstillede. Så det mest afslørende ved hendes tilbagevenden er ikke, at hun er tilbage. Det er den målestok, hun har valgt for sig selv: hun har rakt ud efter Thriller.

Det er en enorm ting at sige højt, før nogen overhovedet har hørt pladen, og det forvandler annonceringen fra en hjemkomst til et væddemål. Det eneste stykke musik, vi rent faktisk kan holde i hænderne, er den første single, “Reach Out,” og den peger et nyt sted hen. Lavet med Kaytranada og D’Mile bytter den hendes liveband-varme ud med en skinnende house-glidning – slank, atmosfærisk, bygget til et rum fyldt med mennesker snarere end et par hovedtelefoner. Det er et smukt nummer. Det er også et andet svar på spørgsmålet om, hvem hun er.

Anbefalet læsningSabrina Carpenter skifter kurs med ‘House Tour’ til new jack swing

Konsensus-dækningen har allerede bedømt ambitionen som en præstation. Stjerneproducenterne, den maksimalistiske trackliste, Michael Jackson-sammenligningen – hver enkelt bliver læst som bevis på, at et mesterværk er på vej. Men ambition og identitet er ikke det samme, og Monéts identitet blev smedet ud af den modsatte impuls. Albummet, der gjorde hende berømt og vandt hende Bedste Nye Kunstner, fungerede, fordi det kuraterede: en stram række af sange, der lød som én persons smag, retro-soul-intimitet valgt frem for spektakel.

“Reach Out” trækker mod en overfyldt bane. R&B’s tyngdepunkt er drevet mod dansegulvet, og et Kaytranada-house-nummer – uanset hvor luksuriøst – er en signatur, som mange kunstnere låner lige nu. Det er den risiko, singlen stille og roligt introducerer: ikke at den er dårlig, men at den er læsbar som en trend snarere end som hende. Det, der adskilte Monét, var, at du ikke kunne tage fejl af hendes plader for nogen andres. Skala har en tendens til at slibe det af.

Så er der størrelsen på sagen. En meget lang trackliste, executive-produceret af Camper, er et væddemål på, at mere er mere – at måden at følge et slankt, elsket album på er at bygge en katedral ved siden af det. Nogle gange virker det. Men Thriller, pladen hun påkaldte sig, er ni sange; sammenligningen, hun rakte ud efter, er ironisk nok et argument for kortfattethed. Det åbne spørgsmål om Frequency of Love er, om det at gå større uddyber den identitet, hun har, eller opløser den i alle andres.

Intet af dette er en dom – og det er den ærlige del, som den fejrende dækning springer over. Vi har én single og et løfte. At bedømme et helt album ud fra et lead-nummer er præcis det træk, der forvandler forventning til skuffelse, og Monét har fortjent tvivlens fordel mere end de fleste. Men tvivlens fordel er ikke en garanti, og de højeste stemmer behandler allerede en forudbestilling som en kroning.

Detaljerne, for dem der holder styr på regnskabet: Frequency of Love ankommer den 2. oktober på Lovett Music/RCA, 22 numre dyb, og samler den tidligere single “Let Me” sammen med “Reach Out,” hvis Dave Meyers-instruerede video, koreograferet af Sean Bankhead, læner sig op ad et sepia, tidligt 90’er-look. “Jeg er så taknemmelig over for alle, der var en del af dette kunstværk,” skrev Monét om pladen – sproget fra en, der ved præcis, hvor meget hun har satset på den.

Thriller-sammenligningen sætter den eneste test, der betyder noget i denne skala. Ikke om Frequency of Love er stor – tracklisten fortæller os allerede, at den er det – men om vi om et år stadig nynner en sang fra den, på samme måde som vi stadig nynner “On My Mama.” Det er, hvad tilbageholdenhed plejede at garantere hende. Skala bliver nødt til at fortjene det.

Tags: Frequency of Love, Jaguar II, Kaytranada, R&B-album, Victoria Monét

Mere som dette

Olivia Rodrigos drop dead vælger stilheden og vinder alligevel

Confessions II er Madonnas bedste album i tyve år. Det er en sætning, der kræver en forklaring

Den Hjertevarme Rockstar i Høj Opløsning: Malcolm Todd er Meget Mere End en Algoritmes Drøm

Mags vender tilbage med Herified: en poperklæring om fascination, synlighed og den “store kærlighed”

Lillian King udgiver «Echo» – en hypnotisk indie-single med intim video

Montreals The Fake Friends fanger højspændt New Wave-energi på den nye single ”The Way She Goes”