Martin Short, komikeren der gjorde glæden til et dagligt valg

I en alder af 76 falder hans ansigt stadig fra hinanden til den komiske skabning han var i SCTV. Dokumentaren som Netflix lancerer i denne uge fremfører en ubehagelig tese: den glæde var aldrig automatisk, den var besluttet.

Tom Hanks sagde engang at Martin Short „opererer i glædens hastighed”. Det er sætningen alle griber fat i når de prøver at beskrive hvad han laver på en scene, og det ingen rigtigt formår at forklare er hvordan en mand der har begravet så mange mennesker stadig kan bevæge sig i den hastighed. En bror, da han var tolv. Sin mor, da han var sytten. Sin far, da han var tyve. Sin kone, Nancy Dolman, efter tredive års ægteskab. Sin ældste datter Katherine, i februar. Sin SCTV-partner Catherine O’Hara, to uger før hende. Lawrence Kasdans nye dokumentar ‘Marty, Life Is Short’ er bygget netop på den afstand: mellem hvad mandens ansigt gør foran kameraet og hvad hans liv har gjort uden for billedet.

Han voksede op i Hamilton i Ontario, yngste af fem børn i en katolsk familie med en irsk far der var kommet til Canada som blind passager og havde bygget sig en karriere inde i stålværket Stelco, og en mor der var koncertmester i Hamilton Philharmonic. Tabene begyndte inde i det hus. Hans ældste bror David døde i et trafikuheld i 1962. Fem år senere tog kræften moderen. To år efter fik faderen en hjerneblødning. Da Short havde færdiggjort sin grad i socialt arbejde på McMaster, havde han allerede gjort regnskab op med en privat matematik: den der møder ilden tidligt, har han sagt, udvikler en teflonkvalitet. Beslutningen om at gøre glæden til en bærende mur i et liv blev truffet der, ikke senere.

Han tog graden fra McMaster, arbejdede et år i psykiatrien, og så ændrede en Toronto-opsætning af ‘Godspell’ i 1972 hans bane: Eugene Levy, Gilda Radner, Andrea Martin, Paul Shaffer, Victor Garber og en ung skuespillerinde ved navn Nancy Dolman var i samme rollebesætning. Han giftede sig med Dolman i 1980. I 1977 erstattede han John Candy hos Second City i Toronto, og SCTV’s manusrum opfandt et vokabular til ham som ingen siden har kunnet genbruge. Ed Grimley, knægten med opretstående hårtot der knæler foran ‘Lykkehjulet’. Jiminy Glick, kendisinterviewen der sluger sine gæster. Nathan Thurm, forsvarsadvokaten alt for defensiv til at fastholde et blik. Irving Cohen, den gnavne ældre sangskriver. De karakterer var det dossier han tog med sig til ‘Saturday Night Live’ i 1984, sæsonen umiddelbart efter Eddie Murphys afgang, og de er grunden til at netop det ene år på SNL stadig dukker op i enhver retrospektiv over programmets bedste ensembler.

Så kom filmene. ‘De kom, de så – de løb!’ i 1986 med Steve Martin og Chevy Chase indviede venskabet og det professionelle kompagniskab der ville overleve alt andet. Joe Dantes ‘Innerspace’ i 1987 gav ham hans første hovedrolle, over for Dennis Quaid og Meg Ryan. ‘Brudens far’ i 1991 forenede ham igen med Steve Martin og forvandlede bryllupsplanlæggeren Franck Eggelhoffer til en af tiåret mest citerede biroller. ‘Clifford’ i 1994 var floppen der blev kultobjekt. Der kom ‘Mars Attacks!’ i 1996, dernæst stemmearbejdet — ‘Prinsen af Egypten’, ‘Madagascar 3’ — og scenen, hvor han vandt Tony Award i 1999 for ‘Little Me’. De arbejder han virkelig sætter pris på er dog dem han fortsætter med at skabe sammen med Steve Martin: tomandsrevyen der har turneret siden 2015, Netflix-specialen fra 2018 ‘An Evening You Will Forget for the Rest of Your Life’, og senkarrieremotoren som ingen så komme.

Den motor er ‘Only Murders in the Building’, som ankom til Hulu i 2021 med ham, Martin og Selena Gomez som tre usandsynlige beboere i en lejlighedsejendom på Upper West Side, der efterforsker dødsfaldene der sker inde i bygningen. Serien er blevet Hulus mest sete originale komedie. Fem sæsoner og en stak Emmy-nomineringer senere — inklusive 2024-sejren for bedste originalmusik og tekst — har trioen netop fået grønt lys til en sjette sæson på ti episoder, optaget udelukkende i London fra foråret 2026 og med lancering rettet mod efteråret. Hans Oliver Putnam — Broadway-instruktøren der aldrig har mødt et nederlag han ikke kunne spille sig ud af — er rollen der har gjort hvad komiske hovedroller sjældent gør for deres halvfjerdsårige skuespiller: den har gjort ham større end han var som halvtredsårig.

Det den kanoniserede version af Martin Short har det med at springe over er hvor hård den anden halvdel af hans liv har været. Nancy døde af kræft i æggestokkene i august 2010, efter tredive år sammen. Han har siden talt om morgenritualet med at læse sine egne anmeldelser højt, om en årlig ceremoni han kalder Marty Awards og holder hjemme hos sig selv, om hvordan sorg og latter deler det samme rum. I februar 2026 døde hans ældste adoptivdatter Katherine — socialrådgiver der havde viet sin karriere til fortalervirksomhed for mental sundhed i samarbejde med organisationen Bring Change 2 Mind — ved selvmord som toogfyrreårig efter en lang kamp med borderline-personlighedsforstyrrelse. To uger forinden var Catherine O’Hara død af en lungeemboli med endetarmskræft som underliggende årsag, og hun tog med sig den sidste person der kunne afslutte en Toronto-sætning fra 1979 på den måde Short begyndte den. Kasdans dokumentar, der får premiere på Netflix den 12. maj 2026, er dedikeret til O’Hara. Sorgen er i filmen. Det samme er sekvensen hvor Short fortæller CBS Sunday Morning hvad han tænkte i bilen efter Katherines død, spørger sig selv hvorfor han fortsætter, og svarer med billedet af to børnebørn på fem og fire år der råber til ham i slutningen af turen: „Bedstefar! Lad os lege kæmpe!”

Der findes en pæn version af det hele, og der findes versionen som dokumentaren nægter at levere. Den pæne version siger at han er en komiker der ved et eller andet temperaments-mirakel fik modstandsdygtighed forærende. Den version filmen fortæller, tættere på den Short selv beskriver, siger at glæden i hans tilfælde er en daglig beslutning, og at disciplinen ved at træffe den igen hver morgen — som tredive-, som tres-, som seksoghalvfjerdsårig — er det egentlige håndværk. Han var tilbage på scenen med Steve Martin så snart forårsturneen blev genoptaget efter Katherines begravelse. Han er i samtaler om et muligt Broadway-samarbejde med Meryl Streep — hans medspiller fra ‘Only Murders in the Building’, som tabloidpressen siden 2024 har registreret en romantisk „situationship” med, som begge parters repræsentanter fortsat dementerer. Om Broadway-forestillingen bliver til noget, joker han, afhænger af billetkassens matematik.

På programmet står Londonoptagelserne af ‘Only Murders in the Building’, Netflix-lanceringen af Kasdans dokumentar og en stand up-turné med Steve Martin som ikke har sat tempoet ned i et tiår. På filmens dedikationskort, med store bogstaver, står navnene på to kvinder der formede ham: Catherine O’Hara, veninden der kunne forbedre enhver sketch alene ved at sætte sig bag kameraet, og Katherine Hartley Short, datteren der kæmpede så længe hun kunne. Filmen hævder at alt hvad Martin Short har gjort foran et publikum i halvtreds år har været en forlænget form for at nægte at give muren op.