Eksorcisten begynder ikke med skrig eller blod. Den begynder med støv. Præsten Lankester Merrin ved en arkæologisk udgravning i det nordlige Irak, en stentalisman i hånden, ansigtet vendt mod en gammel statue — og en stilhed, der er tungere end nogen lyd. William Friedkin slog med sin film fra 1973 ned i tidens bevidsthed og har ikke forladt den siden. Baseret på William Peter Blattys roman følger filmen besættelsen af den 12-årige Regan MacNeil og to katolske præsters forsøg på at befri hende.

Friedkin skaber en intens atmosfære gennem dokumentaristisk realism, der kolliderer med det overnaturlige. Scenen hvor Regan (Linda Blair) snurrer sit hoved 360 grader er blevet kult, men det er de mindre synlige detaljer, der virker mest skræmmende: Regans pludselige voldsomme humørskiftninger, hendes stemme, der brydes i et demonisk gøen, og de subtile forandringer i hendes ansigtstræk. Ellen Burstyn leverer en stærk præstation som den desperate mor, Chris MacNeil, mens Max von Sydow som Father Lankester Merrin tilføjer en dybde af tro og tvivl.

Filmen er ikke bare skrigende horror. Friedkin insisterer på at forankre det overnaturlige i det klinisk genkendelige — lægernes kølige diagnostik, Karras’ rationelle tvivl, Chris MacNeils fortvivlede forsøg på at finde en rationel forklaring — og det er netop denne forankring, der gør det øjeblik, hvor alt bryder sammen, så ubærligt. Hans brug af afdæmpet kameraarbejde og naturlige lydlandskaber gør de overnaturlige elementer endnu mere chokerende. Lyden af Regans knækkede nakke er en ubehagelig påmindelse om, hvor realistiske effekterne er.

Men Eksorcisten har også sine svagheder. Nogle af de religiøse dialoger kan føles tungroede, og filmens længde lader visse scener strække sig ud over det fornødne. Desuden kan den langsomme opbygning af spændingen somme tider føles som om filmen trækker tingene i langdrag.

Produktionen af Eksorcisten var ikke uden problemer. Friedkin og Blatty havde svært ved at finde de rette skuespillere, og deres valg af relativt ukendte talenter som Burstyn, Blair og Miller mødte modstand fra studiet. Optagelserne var præget af skader, dødsfald og ulykker, der forsinkede produktionen og løb langt over budget. Disse uheld har ført til rygter om, at filmen var forbandet.

Da Eksorcisten havde premiere i 1973, var anmeldelserne blandede, men publikum strømmede til. Folk stod i kø i kulden for at se den, og billetsalget blev endnu mere lukrativt på grund af de unikke distributionsaftaler, som Warner Bros. havde indgået. Nogle tilskuere fik fysiske reaktioner på filmens mest chokerende scener, herunder svimmelhed og opkastning.

Filmen blev en kulturel begivenhed og den første horrorfilm nogensinde, der blev nomineret til en Oscar for bedste film. Blatty vandt for bedste adapterede manuskript, mens lydteamet vandt for bedste lyd. Eksorcisten har haft flere opfølgere og var den mest indtjenende R-klassificerede horrorfilm frem til 2017.

Ingen af de mange efterfølgere har nærmet sig originalen. Ikke fordi teknikken ikke kan kopieres, men fordi Karras’ kamp med sin tro — en præst og læge, der har mistet fodfæstet og alligevel vælger at sætte sig imellem det onde og et barn, han knap kender — er det, filmen egentlig handler om. Det er den kamp, der stadig sidder fast.