Film

Mark Ruffalo til Rob Bonta om Paramount: ‘Giv ikke efter’ før et forlig springer retssagen over

Veronica Loop
Tilføj os på Google

“Vover du, så giv ikke efter.” Mark Ruffalo henvendte sig ikke til det studie, han kæmper imod; han henvendte sig til den mand, der skulle kæmpe for ham. Indlægget, som blev delt med skuespillerens følgere, mens rygter spredte sig om, at Californiens justitsminister måske er klar til at indgå en aftale, omformulerer en konkurrencehistorie, der var gået i stå. Dette er ikke længere et retsspørgsmål om markedsandele. Det er en offentlig prøve på, om den embedsmand, der satte Hollywoods største fusion på is, vil holde linjen – eller give branchen en bunke løfter i stedet for en kamp.

Forskellen, Ruffalo trækker op, betyder mere end styrken af hans udtalelse. En retssag tvinger en virksomhed til at bevise, at dens sammenlægning ikke vil kvæle konkurrencen; et forlig lader den købe sig til fred med indrømmelser, den selv skriver. Hans advarsel navngiver præcis det hul – et “elendigt forlig fyldt med tomme løfter” – og den rammer, fordi de mennesker, han siger, han taler for, er dem, et svækket distributionsmarked ville ramme først: filmskaberne, der har brug for mere end en eller to købere for at sælge en film til.

Handlen under støjen er enorm. Paramount Skydance, ledet af David Ellison, forsøger at opsluge Warner Bros. Discovery i et opkøb på omkring 111 milliarder dollars, som Department of Justice godkendte i juni. Det, der stoppede det, var ikke Washington, men en koalition af delstatsjustitsministre – tolv af dem – ledet af Californiens Rob Bonta. Deres søgsmål hævder, at fusionen ulovligt ville mindske konkurrencen ved at samle to store Hollywood-studier og deres tv-netværk – herunder CBS og CNN – under én ejer, hvilket staterne siger ville betyde højere priser, færre produktioner og færre købere for de biografer og kabeldistributører, der er afhængige af de store. The Wall Street Journals rapport om, at Bonta og Paramount nu er i avancerede forhandlinger, er det, der udløste alarmen.

Læs retssagens position, og presset giver mening. Dette er ikke en sag, hvor staterne kæmper for indflydelse. Paramount pressede på for at rykke retssagen frem til slutningen af 2026, forsøgte at tvinge staterne og Writers Guild til at stille en kaution på næsten 1,9 milliarder dollars for at dække omkostningerne ved forsinkelsen, og tabte kampen om tidspunktet: Dommer Araceli Martinez-Olguin fastsatte retssagen til marts 2027 i føderal domstol i Oakland, hvor selskaberne er forhindret i at lukke handlen, før domstolen afgør. En virksomhed, der er sikker på at vinde, kæmper ikke så hårdt for at undgå den retssal, hvor den ville vinde. Det er underteksten, Ruffalo udnytter – et forlig nu ville redde Paramount fra en kamp, som staterne har planlagt, og som den med rimelighed kunne tabe.

Hvilket er grunden til, at kampagnen omkring ham læses som strategi, ikke som berømthedsindflydelse. Ruffalos indlæg henviser til 5.670 filmskabere, der har sat deres navne på oppositionen, og mere end 75.000 yderligere underskrifter indsamlet på tre uger – en organiseret indsats for at gøre en hemmelig indrømmelse politisk dyr for en folkevalgt. Senator Elizabeth Warren leverede den nationale ramme og kaldte et forlig for en “kæmpe fejl” og fusionen for “farlig”, mens administrationen forsøgte at forhindre CNN i at komme i Det Hvide Hus. Argumentet handler ikke længere kun om konkurrenceretlig matematik; det handler om, hvem der ender med at kontrollere de rør, hvorigennem nyheder og film når et publikum.

Intet af dette garanterer, at Bonta holder fast. Justitsministre indgår forlig i stærke sager hele tiden, og strukturelle løsninger – tvangssalg af et studie eller et netværk – er langt sværere at opnå ved forhandlingsbordet end en underskrevet løfte om at opføre sig ordentligt. Det kreative samfund kan ikke føre sagen for ham, og det ved det. Hvad det kan gøre, er at hæve prisen for at give efter, indtil en stille aftale ikke længere er stille.

Ruffalos egentlige budskab er slet ikke til Paramount. Det er et væddemål om, at en justitsminister, der overvejer et forlig, tæller stemmer lige så nøje som han tæller løsninger – og at en Hulk-stor megafon rettet mod en retssag i marts er værd mere end noget indlæg, staterne kunne indgive. Hvis Bonta alligevel underskriver, vil branchen have sit svar på, hvor meget en offentlig samvittighed egentlig er værd, når der sidder hundrede milliarder dollars på den anden side af bordet.

Tags: , , , , ,

Tilføj os på Google

Debat

Der er 0 kommentarer.