Det er ikke første gang, vi ser en bil køre ind i et fjeldlandskab – men åbningsbilledet i Stanley Kubricks Ondskabens hotel sidder anderledes. Fra et højt fugleperspektiv snor bilen sig langsomt frem mod Overlook Hotel, omgivet af bjergtoppe og skov. Der er noget i den kolde, isolerende afstand, der siger mere om det, der venter, end nogen forklarende dialog ville kunne.

Kubricks Ondskabens hotel er ikke blot en film om en mand, der mister sindet. Det er en undersøgelse af, hvad ensomhed og adskillelse gør ved mennesker, der i forvejen bærer på for meget – og Kubrick udforsker det med sine karakteristiske visuelle virkemidler og en stil, der aldrig lader sig forhaste. Filmen følger Jack Torrance (Jack Nicholson), en mand med et problematisk fortid, der tager jobbet som vintervagten på Overlook Hotel sammen med sin kone Wendy (Shelley Duvall) og deres søn Danny (Danny Lloyd). Det er en opstilling, Kubrick behandler med kirurgisk præcision – ingen genrekrumspring, bare den gradvise, kliniske afskalning af et menneskes sammenbrud.

Hvad der virker bedst i Ondskabens hotel er Kubricks evne til at skabe en fornemmelse af uhyggelig isolation. Hotellet fungerer som en karakter i sig selv, med sine labyrintlignende korridorer og tilsyneladende identiske rum, der alle ser ens ud men aldrig føles ens. Det er et sted, hvor tid synes at have en anden konsistens, og netop denne fornemmelse af tidsløs stagnation gør filmen ubehagelig på en måde, som konventionelle skrækscener sjældent opnår. Danny Lloyd som den unge Danny bærer filmens løbende åre af overnaturlighed med en ro, der sjældent ses hos børneskuespillere; hans evne til at “skinne” – at opfatte det, de voksne ikke kan se – giver filmen en dobbelt fortællestruktur, en indre og en ydre nedstigning på én gang. Lydsiden spiller en vigtig rolle her: Wendy Carlos og Rachel Elkinds musikalske score er minimalistisk men effektiv, og skaber en konstant, lav uro under overfladen af selv de mest tilsyneladende rolige scener.

Nicholsons præstation som Jack Torrance er filmens tyngdepunkt. Han begynder som en mand, der forsøger at holde tingene samlet – en far, en ægtemand, en der prøver – og gradvist, aldrig i ét dramatisk spring, glider han over i noget mørkere, noget der hele tiden har ligget under overfladen. Nicholsons evne til at navigere de forskellige stadier af Jacks opløsning er præcis og kontrolleret, og kulminationen, da han hugger sig vej igennem en dør med en økse og råber sine berømte ord, føles ikke som en overraskelse men som et uundgåeligt punkt, man har vidst kom hele vejen.

Der er dog elementer i filmen, der ikke holder helt. Shelley Duvalls karakter Wendy er det tydeligste eksempel. Mens Nicholson og Danny Lloyd leverer præstationer med den slags tilbageholdenhed, der belønner gensyn, fremstilles Duvall alt for ofte som en overdrevet karikatur af panikangst. Hendes reaktioner er forståelige givet situationen, men de gentages så hyppigt og med så lidt variation, at de i perioder trætter mere end de overbeviser. Wendy har ikke mulighed for at vokse som karakter – manuset tager hende ganske enkelt ikke alvorligt nok – og det koster filmen en del af sin dybde.

En anden svaghed er filmens bevidste tvetydighed. Kubrick foretrækker åbne slutninger frem for klarhed, og det fungerer glimrende i filmens indre logik – men visse sekvenser ender med at føles mere uafsluttede end åbne, som om visionerne løber fra de svar, filmen ellers burde tage ejerskab over.

Ondskabens hotel er ikke perfekt. Men dens fejl er fejlene fra et projekt med store ambitioner, ikke fra et uden. Det, Kubrick lykkes med, lykkes han med sjældent og med en konsekvens, der næsten er ubehagelig i sig selv. Filmen er ikke til at ryste af sig efter biografbesøget; den stiller spørgsmål ved, hvad der egentlig foregik på det hotel, hvad stedet repræsenterede, og om Jack Torrance nogensinde var det menneske, hans familie troede ham for at være. Svarene gives ikke. Kubricks nægtelse af forklaring er ikke et forsøg på mystik – det er en diagnostisk beslutning: hvad der skete på hotellet er underordnet hvad det afslørede.