Bernhard Pucher holder sig til det enkle i sin spillefilmsdebut: én lokation, én nat, én forurenet energidrik. Ravers foregår i en nedlagt fabrik, der er omdannet til en illegal rave, og spiller ud med præcis de tre elementer — ikke mere, ikke mindre.

Becky (Georgia Hirst) er journalist med en stærk fobi for bakterier. Hendes tilstedeværelse på raven for at lave et reportage kolliderer med det øjeblik, Regenerize begynder at virke på de øvrige gæster. Puchers pointe er skarp: den person, der mindst er i stand til at omfavne kaos og beskidt kontakt, er også den eneste, der af naturlige grunde undgår det dødelige.

Hirst leverer en fysisk overbevisende præstation. Hendes germfobi er ikke et komisk nummer — det er et vedvarende tilstandsforhold, som natten langsomt omformer. Danny Kirrane som Ozzy holder balancen; Natasha Henstridge dukker kort op i en birolle med tilpas vægt.

Filmens bedste fund er musikken som beroligende middel: de smittede kan midlertidigt stilnes af de samme bassfrekvenser, der satte dem i gang. Det er en vittighed om ravekultur som kollektiv konditionering, og for et par scener noget genuint opfindsomt inden for zombiefilmens konventioner. Pucher bruger fabriken som et geometrisk rum — dørene er fælder, væggene er perimeter.

Ravers er en beskeden film, der ved det. Komikken er ujævn; rædslen er kompetent uden at være mindværdig. Men filmen har en central idé, der holder, og en hovedrolleindehaver, der giver den mere end budgettet kræver. Det er nok.