Det første Maggie gør i The High Note er at strække armen ud af et bilvindue for at trykke på en knap, som hendes chef — popstjerne Grace Davis — tilsyneladende ikke kan finde. Maggie ved, hvor hver eneste knap sidder. Hun er syv og tyve år og har brugt tre af dem på at være fremragende på vegne af en anden.

Nisha Ganatras film fra 2020 fanger noget, som backstage-musicalen har kredset om i et århundrede uden altid at navngive det: at dem, der befinder sig tættest på talentet, ofte bærer lige så meget af det som talentet selv. Tracee Ellis Ross spiller Grace som et forstenede monument over selvtillid — en sanger, hvis manager (Ice Cube, der fylder ethvert rum, han træder ind i) insisterer på, at hun er for værdifuld til at risikere nyt materiale. Maggie er derimod den type karakter, der har så indlysende ret, at filmen må skjule det for hende i halvfjerds minutter.

Ross er filmens egentlige argument. Diana Ross’ datter tilbragte år på tv — Girlfriends, Black-ish — med at opbygge en komisk stemme, som filmbranchen har været sen til at udnytte. Her udnyttes den. Grace Davis er morsom præcis fordi hun ikke ved, at hun er det: hendes selvbetjentethed er arkitektonisk, strukturel. Ross skaber karakteren med en præcision, der forhindrer karikaturen, selv når manuskriptet tilbyder karikaturrepliker. Scenen, hvor hun for første gang hører et af Maggies mixes — skiftet i hendes ansigt fra irritation til koncentration — er diskret et af årets bedste øjeblikke i komisk drama.

Dakota Johnson, der overlevede Fifty Shades-serien uden synlig skade på sine instinkter, finder her den type rolle, der etablerer rækkevidde — ikke ved at være uigenkendelig, men ved at gøre en timing og intelligens synlig, som andre film havde kvalt. Kelvin Harrison Jr., der allerede havde imponeret i Luce og Waves, bringer ægte musikalsk evne til David Cliff: han spiller guitar, han synger, og han bærer den romantiske delhandling uden at lade den udslette sin egen bue. Flora Greensons manuskript gemmer på en vending i anden akt, der omrammer alt, hvad der kom før — telegraferet med omhu, den rammer uden at føles billig.

The High Note udkom på VOD i maj 2020 — pandemien nægtede den den biografpremiere, den fortjente. Den hører hjemme i en tradition fra 42nd Street via En stjerne er født til Dreamgirls — historier om, hvad det koster at have en stemme i en branche, der vil pakke den ind. Den er ikke så ambitiøs som sine bedste forgængere. Det behøver den ikke at være. Det, den tilbyder, er ægte varme, en historie med et rigtigt rygrad og to præstationer af sorte kvinder, der besætter centrum, ikke marginalen, i en mainstream-studiokomedie.