Argentina slog Algeriet, men hele VM-titelforsvaret hviler på en 38-årig Messi

Det første sagde allerede alt, hvis man turde læse det som en advarsel og ikke som et under. Han tog bolden tredive meter ude, halvt med ryggen til, rystede sin markør af skulderen, som man smider en frakke, og krøllede afslutningen i det fjerne hjørne, før målmanden var færdig med at sætte fødderne. Luca Zidane rørte sig ikke. Hele den argentinske aften rummedes i de fire sekunder, og med den problemet, som ingen i blåt og hvidt ville sige højt.

Måltavlen lød som en udmelding. Tre mål, nul bagud, et hattrick af anføreren og historie nok til en uge af forsider. Lionel Messi blev den første mand til at spille seks verdensmesterskaber, indhentede Miroslav Klose i toppen af turneringens topscorere, passerede Pelé i målinvolveringer, og gjorde det i sin to hundrede landskamp. Et fjerde mål, annulleret for offside, ville blot have været pynt. Som enkeltstående aften var den tæt på det perfekte.

Så zoomer man ud, og fotografiet ændrer sig.

Hvert af de tre mål tilhørte den samme spiller. Det annullerede ligeså. Og også de eneste angreb, der fik Algeriets bagkæde til at se dødelig ud. Løft Messi ud af opstillingen, løft ham rent ud af de elleve, og tilbage står et målløst uafgjort mod en modstander, der ikke optræder blandt favoritterne, et hold, der matchede mesterens boldbesiddelse og forlod banen efter syv forsøg uden at fremtvinge en eneste redning. Argentina demonterede ikke Algeriet. Det gjorde Messi, tre gange, mens de øvrige ti så på mesteren i arbejde, ligesom os.

Dér er anklagen, der gemmer sig inde i kroningen, og den må siges ligeud, for ellers begraver resultatet den. Dette skulle være generationsskiftets turnering, hvor spillerne, der skal bære Argentina i æraen efter Messi, beviste, at de kan løfte vægten, mens han stadig er der til at dele den. I stedet leverede de udpegede arvtagere en aften af næsten. Lautaro Martínez, som angrebsspids, tilbragte sine minutter fanget mellem afleveringen og skuddet, uden nogensinde at beslutte sig, og blev skiftet ud uden for alvor at have generet resultatet. Julián Álvarez, tilbage fra skade, drev gennem kampen uden at efterlade spor. Thiago Almada gav bredde og en smule fart, og ikke meget mere. Det er ikke statister. De er rygraden i det, der kommer, og den aften, hvor fremtiden skulle præsentere sig, rømmede den sig og sagde ingenting.

Vær retfærdig over for det, der var godt, for der var meget. Forsvaret var en præstation af en ægte mester. Lisandro Martínez ryddede alt, hvad der bevægede sig i feltet, Cristian Romero gav angriberne ingen luft, og Emiliano Martínez sluttede aftenen stort set uden arbejde, en målmand reduceret til tilskuer med fremragende opspil. Algeriet havde ikke en eneste afslutning på mål. En så stabil bagkæde, i en så lang turnering, er mere værd end en glitrende angrebstrio, og Argentina har den. Strukturen bag Messi er sund. Problemet sidder foran ham.

Og her skærer ærligheden til begge sider, for den anden læsning holder, og den er ikke svag. En mester er ikke forpligtet til at vinde smukt eller jævnt. Den er forpligtet til at vinde, og Argentina vandt, komfortabelt, uden at lukke ind, i åbningen af titelforsvaret. Messi er synligt i form, synligt skarp, synligt fornøjet på en måde, der burde skræmme resten af lodtrækningen. “Han har gjort det i tyve år”, sagde Lionel Scaloni bagefter, halvt træner, halvt fan. “Vi må nyde ham”. Der er visdom i det. Et hold, der ejer sin generations mest afgørende fodboldspiller, og som får denne version af ham, behøver ikke, at de øvrige angribere svarer i den første uge. Det behøver dem senere, og der er tid.

Men det svære spørgsmål er det, favoritstemplet tvinger frem, og Argentina ankom bærende det. Blandt den håndfuld landshold, der virkelig forventes at løfte trofæet, står holdet der på meritter: regerende mester, bredt, organiseret, ført an af verdens bedste spiller. Stemplet overlevede Kansas City uskadt. Det, der ændrede sig, var det, der bærer det. Efter halvfems minutter hviler hele Argentinas offensive argument på en enkelt mand, og den mand fylder niogtredive år, før gruppespillet er forbi. Det er ikke et fundament. Det er en nedtælling.

Det er den del, Messi selv forstår bedre end nogen, for prisen for en lang karriere er den eneste modstander, han aldrig kunne løbe fra på en kontra. Kroppen, der krøllede sig ved det første mål, er den samme, der har spillet mere fodbold end næsten nogen i spillets historie, og et VM bliver ikke mildere, jo længere det skrider frem. Knockoutkampene kommer i en varme, der allerede er turneringens samtaleemne. Pauserne bliver kortere. Modstanderne holder op med at vente og begynder at jage. En gruppekamp mod Algeriet er den mildeste prøve, Argentina aflægger hele sommeren, og der skulle en næsten fejlfri aften af en otteogtreddiveårig til for at få den til at se let ud.

Dommen over åbningen er altså flækket midt over, og sådan skal den være. Forsvaret siger udfordrer. Det nullede mål siger udfordrer. Anføreren råber det. Resten af angrebet siger noget tættere på et enkelt brudpunkt med krone. Begge læsninger er sande, og hvilken der afgør Argentinas sommer, kommer til at hænge på en enkel ting: om nogen anden end Messi husker, hvordan man scorer, før kampene begynder at straffe dem, der ikke kan. Favoritstemplet er virkeligt i dag. Om det er virkeligt om tre uger, afhænger af de ti mænd, der den aften brugte tiden på at se på den ene.

Tags: wc26, Argentina, Algeriet