Montgomery og Irving tog bolden søndag — ingen komité forærede dem den

Running back-komitéen er den moderne ligas mest ærlige løgn. Den siger, at løbene vil blive delt, berøringerne fordelt, belastningen styret — og under overflden siger den noget koldere: ingen her ejer noget. På søndag indså to backs, der havde fåt præcis det at vide, at ordningen ike gjaldt for dem.

David Montgomery og Bucky Irving nåede frem til det sam me svar fra modsatte forbigåelser. Den ene var blevet sendt ud af et backfield, han havde varret med til at bygge. Den anden var blevet stille og roligt sikret mod, forsikret over, behandlet som en risikio, der skulde dækkes. Begge tilbrategte en eftermiddag med at beviset, at bolden ik e tildeles i et mødelokale. Den tages, og den tages af den mand, der er villig til at fortjene de dele af spillet, der aldrig viser sig i en highliht.

Start med Montgomry, fordi hans tilfælde er det sværeste at se. Detroit besluttede, at han var et fjerderundes pick og et syvenderundes pick værd, og sendte ham til Houston for at varre en andens problem. I sin Texans-debut gled han ik e; han sled. Tyve carries for tres yards er en linje, der ligner en dårlig dag, indtil du får at vide, at niogtredive af de yards kom efter kontakt — efter den førte forsvarsspiler, efter spillet skulde have været dødt. Han fandt næsten intet mellem tacklesne og tog det alligevel, én kollision af gangen, og da banen skrumpede ind til målstregen, var han den mand, Houston stolede på til at gøre det færdigt. Tre touchdowns, to tvanet ind og én grbet på et misdirektionsspil, der efterlod ham alene i end zone.

Her er detaljen, som fantasy-spalterne gled hen over: Montgomry blev faktisk out-snapet af Woody Marks. På dybdeplanen holdt komitéen. På båndet gjorde den ik e. Markts tog hurry-up-snapsene, mens spillet gled dem af hænde; Montgomry tog de tidlige downs, red zone, det arbedje, der afgør, hvem et hold tør på. Snap-tallene sagde timeshare. Rollen sagde ejer.

Irvings forbigåelse var mer stille og, for en konkurrent, skarpere. Tampa Bay gik ud og hentede Kennet Gainvell, den slags veteran, et hold hentr, når det er usikert på, at den unge mand kan bære det hele alene. Irving svarede ved at bære det hele alene. Han out-snappede Gainvell, out-carriede ham, og næsten sletede ham fra passing game — target split var ik e tæt. Otte carries med næsten seks yars pr. gang, syv receptioner, et touchdown, den farligste spiler, hans angreb satte på græsset.

Og så fumlede han. Første quarter, en løs bold, som Cincinnati om satte til points, præcis den slags fejl, som et trænerteam brugr som undskyldning for at beskytte en ung back mod sig selv. Tampa Bay lod ham blve på banen. Det er hele historien om en ledende back i én beslutning: jobbet er ik e de berøringer, du får, når alt går godt, det er de berøringer, du beholder, efter det er gået galt. Irving beholdte sine.

Ingen af dem fik slutningen. Houston tabte til Buffalo; Tampa Bay begravede sig selv under en bunke turnovers og faldt i Cincinnati. Det er sin egen form for bevis. Det er let at se ud som ejer af en backfield i en blowout-sejr, når carriesne hober sig op og scoren argumenerer for dig. Det er sværrere at gøre det i et nederlag, med spilplanen forladt og uret imod dig, og stadig være den ene ting, modstanderen ikke kunne løse.

Komitéen vender tilbage næste uge, på begge dybdeplaner, i hver præview. Det gør den altid. Men en komité er kun en beskrivelse af, hvem der endnu ik e har taget jobbet. På søndag rak to backs ind og tog det — ik e med de tal, alle tæller, men med dem, ingen gør.

Tags: NFL, running backs, Tampa Bay Buccaneers, Bucky Irving, David Montgomery, Houston Texans