The Four Seasons vender tilbage på Netflix som ferien ingen vil kalde et mindesmøde

Seks venner pakker til en italiensk villa, der har været booket i månedsvis. Én af dem — ham, der forlod sin kone for en kvinde på datterens alder og blev kørt ned af en bil, før han nåede at få at vide, at han skulle være far igen — stiger ikke ombord på flyet. De fem andre gør, og de har besluttet, at rejsen finder sted. The Four Seasons er tilbage, og den ensemblekomedie om midtlivet, Tina Fey har bygget over en fyrre år gammel Alan Alda-film, lander på Netflix med en tom stol, som serien ikke har tænkt sig at fjerne fra bordet.

Første sæson brugte seriens kendetegnsmekanisme — tre par, fire fælles ferier om året — til at trække de helt almindelige svigt i lange ægteskaber op til overfladen. Nick (Steve Carell) forlod Anne for Ginny, en tandplejer på hans datters alder, og gruppen brugte otte afsnit på at afgøre, hvilken slags venner de var villige til at være, mens det stod på. Sæson 2 stiller den samme mekanisme over for et tungere arbejde. Nick dør i slutningen af første sæson, ramt af en bil, da han kører tilbage til det parcelhuskvarter, han valgte over sit ægteskab; hans livsforsikring, hans ufødte barn og hans halvbyggede andet liv er den arv, de fem tilbageblevne får. De nye afsnit tager rejserne op igen — en vinterweekend ved New Jerseys kyst, derefter den italienske uge, hvor Nick skulle have været med — og stiller, næsten aldrig højt, et ubehageligt spørgsmål: er et ritual, der har varet i årtier, som de kvartalsvise ferier, selve venskabet, eller var venskabet kun de mennesker, der stod inde i ritualet?

Anbefalet læsningRoosters vender tilbage på Netflix med fire mænd, der har taget kurset — og et land, der ikke har læst første side

Det, der holder sæsonen oppe, er tilbageholdenhed. Tina Fey instruerer selv de to første afsnit, hendes debut bag tv-kameraet, og hendes instinkt er at holde et billede et beat længere, end vittigheden kræver. Lang Fisher og Tracey Wigfield — hendes to medskabere, med credits fordelt mellem 30 Rock, Never Have I Ever og Saved by the Bell: The College Years — skriver sæsonens skarpeste personagebeats. Den større overraskelse sidder i en anden instruktørstol: Shari Springer Berman og Robert Pulcini, de amerikanske indiefilminstruktører bag American Splendor og The Extra Man, instruerer to afsnit inde i dette Fey-apparat, og deres flade, let drænede komiske register glider ind under dialogen, som om det var en anden serie. Replikkerne kommer i deres sædvanlige komiske tempo; billedet trækker vejret i tempoet af noget mere observerende. Den dobbelteksponering er det, der lader sæsonen bære sorgen uden nogensinde at glide ud i højtid. Colman Domingo instruerer et afsnit, og hans scener har et andet forhold til stilheden — tættere på teater end på forfatterrummet.

Det er nok at se på middagsscenerne for at forstå sæsonens argument, før nogen karakter siger det. Formatet, Alda byggede i 1981 — tre par, seks personer — komponerede sig selv om et bord til seks. Tager man én væk, og stolen aldrig genbesættes på samme måde, bliver hver gruppeoptagelse en sorgkomposition, som dialogen har lov til at ignorere. Sæson 2 fortsætter med at filme det lange bord. Den tomme plads sidder ikke altid for den forudsigelige ende. Nogle gange optages den af en kortvarig gæst — Steven Pasquale dukker op i en tilbagevendende rolle, som sæsonen doserer med omhu — og måden, han aldrig helt passer ind i siddeplanen, er på én gang den visuelle vittighed og det følelsesmæssige argument. Seeren får ikke at vide, hvad hun skal føle over for stolen; scenografien lader hende ikke holde op med at lægge mærke til den.

Der er en grund til, at serien rammer hårdere, end en feriekomedie burde. Den amerikanske Surgeon Generals rapport om ensomhed fra 2023 udpegede midaldrende amerikanere som en af landets grupper med færrest aktive venskaber, og den post-pandemiske fordampning af hverdagens sociale infrastruktur — kontorer, afhentninger på skolen, religiøst fremmøde, improviserede fredagsinvitationer — ramte gruppen først. Det, der kom til at erstatte det løse net, var kalendervenskabet: rejsen booket et år i forvejen, gruppechatten, der står for logistikken. The Four Seasons tager det forarmede landskab op og fremstiller det som varmt — tre par, der har organiseret kalenderen i deres voksenliv omkring fire delte ferier — indtil tøren falder ned: det er en nødløsning. Rejsen er den eneste struktur, disse mennesker har tilbage til at blive ved med at være til stede i hinandens liv.

Slægtskabet vejer. Lawrence Kasdans Det store kuldslag (1983) er den uomgængelige reference for ethvert venskabsmøde, der gennemskæres af en død; thirtysomething gjorde det til ugentligt tv; Grace og Frankie oversatte det til Netflix’ komfortable register for et ældre publikum. Det, The Four Seasons gør anderledes, er at holde komedien som det primære register. Hos Kasdan fik komedien lov at leve inde i en grundlæggende elegisk arkitektur; her forbliver arkitekturen komisk, og sorgen nøjes med at indrette rummene. Det er det sjældnere greb og sæsonens mest vedholdende tekniske bedrift.

Netflix sælger The Four Seasons som komfortabelt seerprodukt: seks karakterer, publikum allerede har investeret i, to lakerede feriedestinationer (New Jerseys kyst om vinteren, Italien om sommeren), otte afsnit, der kan klares på en weekend. Serien holder kontrakten på overfladen og bryder den nedenunder. Det, man får, er comfort food indtaget ved et langt bord med en fraværende. Den, der kommer for den første læsning, får en anden serveret uden ståhej, og det er i afstanden mellem de to, at sæsonens mening bor.

Platformskonteksten er værd at navngive. Netflix’ bibliotek af voksenkomedier er strukturelt tyndere end HBO’s, FX’s eller Apples; tjenesten har historisk satset på engangs-miniserier og læne sig op ad action, true crime og datingformater for at fastholde tilbagevendende seere. At forny The Four Seasons få uger efter majpremieren 2025 og lægge den tilbage i samme majvindue i 2026 er en bevidst beslutning: at bygge en rytme af tilbagevendende komedie i en kategori, hvor Netflix aldrig har været konkurrencedygtig. Værktøjet er brand-showrunnere (Fey, Fisher, Wigfield) og en titel med bogstavelig arv — Alan Alda-filmen, som Alda selv besøgte i sæson 1 i en kort rolle — i stedet for et væddemål om et nyt format.

Inde i ensemblet er det følelsesmæssige arbejde ujævnt fordelt. Kerri Kenney-Silver, som Anne, Nicks enke, bærer den tungeste opgave: at spille en kvinde offentligt ydmyget af sin mand og nu permanent bundet til ham, fordi han er død. Erika Henningsen, der vender tilbage som Ginny, den gravide forlovede en generation yngre end resten, er sæsonens stille prøve: gruppens vilje til at give plads måler, om ritualet handler om Nick eller om sig selv. Parret Colman Domingo og Marco Calvani absorberer det meste af det praktiske arbejde med at holde rejserne i gang, vennerne, der reserverer restauranterne og leder samtalen et andet sted hen, når nogen skrøbelig bliver hængende. Tina Fey og Will Forte som Kate og Jack legemliggør den version af et langt ægteskab, hvor det at blive er på én gang hele arbejdet og vittigheden.

Spørgsmålet, som The Four Seasons åbner i sæson 2 og nægter at lukke, er det, enhver gruppe langvarige venner til sidst må se i øjnene: handlede ritualet om menneskerne, eller handlede menneskerne om ritualet? Nick er studiecasen. Hans død standser ikke rejserne; rejserne fortsætter. Beviser det, at ritualet altid var større end ham, eller beviser det snarere, at de overlevende ikke har noget andet sted tilbage, hvor de kan blive ved med at være venner? Sæsonen sætter sig ned i begge læsninger på én gang. Den ærlige er, at det vil afhænge af, hvem der sidder på stolen næste gang, og af, om nogen tør udtale hans navn, når vinen skænkes op.

Sæson 2 af The Four Seasons har premiere på Netflix torsdag den 28. maj 2026 med alle otte afsnit tilgængelige fra første dag. Tilbage er Tina Fey, Will Forte, Colman Domingo, Kerri Kenney-Silver, Marco Calvani og Erika Henningsen, og Steven Pasquale slutter sig til sæsonen i en tilbagevendende rolle. Skabt og showrunnet af Tina Fey, Lang Fisher og Tracey Wigfield. Instruktion af afsnittene: Fey, Fisher, Wigfield, Colman Domingo og indieduoen Shari Springer Berman / Robert Pulcini.

Flere som denne

At Home With The Furys på Netflix: hvorfor Tyson Fury ikke kan leve sit otium

Bad Thoughts sæson 2 på Netflix gør Tom Seguras sketch-laboratorium til en tilbagevendende antologi

Worst Ex Ever sæson 2 på Netflix: Wade Wilson og dem der så det komme

Mike Birbiglias “The Good Life” på Netflix: Et stand-up show om familie, dødelighed og jagten på glæde

Full Swing på Netflix halverer sæsonen og viser, hvad golf virkelig er

Beef sæson 2 på Netflix: se din chefs ægteskab bryde sammen — og hvad det gør ved dit eget