EU betaler 800 milliarder euro om året for at genopbygge industrier, det overlod til andre

Da Europa i 2020 ikke kunne fremskaffe sine egne beskyttelsesmasker, og russiske gasledninger lukkede ned efter invasionen af Ukraine, blev et spørgsmål politisk uundgåeligt: hvilke industrier havde europæiske regeringer stille og roligt overladt til andre, og til hvilken pris?

EU’s svar bærer et bevidst nuanceret navn: åben strategisk autonomi. Formuleret omkring 2017 og hævet til et bærende princip under Ursula von der Leyens anden Kommission trækker doktrinen en grænse, som blokken længe havde undgået: «så åbne som muligt, så autonome som nødvendigt».

Indsatsen løber på tre fronter. Den europæiske chips-lov sigter mod at fordoble EU’s andel af den globale halvlederproduktion til 20 procent inden 2030. Loven om kritiske råstoffer, vedtaget i marts 2024, forpligter EU til at udvinde mindst 10 procent og forarbejde mindst 40 procent af sine behov for lithium, kobolt og sjældne jordarter internt. ReArm Europe, lanceret i marts 2025, binder 800 milliarder euro til en forsvarsindustriel base, der er skrumpet over tre årtier med kolde krigsrabatter.

Europas superkomputer JUPITER er illustrativ: som MCM har rapporteret, er den lige så meget en øvelse i digital suverænitet som et videnskabsprojekt. Den farmaceutiske forsyningskæde viser den samme dynamik: da Europa lod produktionen af antibiotika migrere til Asien, forsvandt medicinen ikke fra apotekshylderne — men Europa mistede evnen til at levere i en krise.

Mario Draghis konkurrencerapport, offentliggjort i september 2024, prissatte kløften. For at nå sine egne industri-, klima- og forsvarsmål skulle EU lukke et årligt investeringshul på 750-800 milliarder euro — ca. 4-5 procent af BNP. Ingen nuværende EU-budgetmekanisme kan levere det.

De konkrete resultater er ujævne. TSMC’s fabrik i Dresden er under opbygning, men Intel trak sig fra sin fabriksplan i Magdeburg, efter at 11 milliarder euro i tyske statssubsidier ikke kunne gøre projektet rentabelt. Northvolt, der skulle forankre Europas batteriindustri, indgav konkurs i november 2024. Kina leverer 87 procent af de batterier, EU køber.

Kritikere — herunder EU’s egne økonomer — bemærker, at flere strategiske autonomiinstrumenter stemmer dårligt overens med WTO-forpligtelserne. I Washington er udtrykket blevet synonymt med europæisk protektionisme.

Den underliggende logik er svær at bestride. Europas evne til at fastsætte AI-regler, håndhæve klimastandarder og forhandle handelsaftaler fra en magtposition afhænger af, om blokken faktisk kontrollerer de forsyningskæder og den industrikapacitet, som disse positioner kræver. Strategisk autonomi er EU’s argument om, at suverænitet i det 21. århundrede fundamentalt er et industrispørgsmål.

Den første reelle test kommer i 2026, når TSMC-fabrikken i Dresden begynder produktion, og anden runde af finansieringsbeslutninger under loven om kritiske råstoffer foreligger.

Tags: forsyningskæde, halvledere, EU, europæisk industripolitik, Mario Draghi, strategisk autonomi