Det er mørket på Nostromo. En enkelt lampe lyser over den fossiliserede alien-krop, mens Kane rører ved ægget, der eksploderer i voldsomt liv. Ridley Scotts Alien – den 8. passager åbner med et billede af isolering og fremmedhed, der aldrig slipper sit greb.

Filmen er en nøjagtig, ubehagelig undersøgelse af frygtens psykologi, pakket ind i science-fiction-horror. Scotts visuelle sans er imponerende: de smalle korridorer på Nostromo, designet af Ron Cobb og Chris Foss, skaber en fornemmelse af indesluttede rum, hvor faren kan dukke op bag hvert hjørne. H.R. Gigers design af alien-væsnet – et mareridtsvæsen, der er fascinerende og foruroligende på én gang – er filmens mest vedholdende visuelle bidrag, og hans præg på horrorgenren er stadig mærkbart i dag. Hans brug af organiske former flettet ind i mekaniske strukturer tilfører miljøerne en fremmedhed, der er svær at befri sig fra, og som gør det overgivne rumskib til noget mere end en kulisse.

Sigourney Weaver som Ripley er filmens moralske centrum og bærer handlingen med en autoritet, der sjældent kræver store gestus. Hendes rolle som den kompetente, beslutsomme kvindelige heltefigur stod i skarp kontrast til tidens forestillinger om, hvad en kvindelig filmhelt kunne gøre og være. Veronica Cartwrights Lambert har sine øjeblikke, men falder ofte i skyggen af Weavers rolige tilstedeværelse. Det er i detaljerne – i måden Ripley registrerer faren og handler uden at tøve – at præstationen for alvor bider sig fast.

Filmens styrke ligger i dens evne til at blande genrer – horrorens spænding med science-fictionens teoretiske muligheder. Den udforsker tematikker som seksuel angst og korporativ grådighed, ikke mindst gennem Ian Holms Ash, hvis afsløring som android er et af filmens mest overraskende øjeblikke. Jerry Goldsmiths musikscore tilfører endnu et lag af fremmedhed; hans brug af elektroniske lyde skaber en fornemmelse af, at menneskene på Nostromo er dybt ude af deres element.

Men Alien – den 8. passager har også sine svagheder. Nogle af de tidlige sekvenser, især dem der involverer Kane (John Hurt), føles lidt træge i forhold til den hurtige rytme, der sætter ind senere. Og mens den visuelle stil er stærk, kan de længere dialogscener mangle fremdrift.

Det er alligevel netop i det tilsyneladende matte, i dialogscenernes langsommere puls, at filmen opbygger sin egentlige trussel. Spændingen er ikke eksplosiv men akkumulerende. Korridorerne indsnævres, mulighederne lukkes systematisk, og tilskueren forstår gradvist, at ingen om bord på Nostromo kan stoles på fuldt ud – og at faren måske sidder tættere på end det væsen, der jager dem gennem skibets skakter og gange.

Temaerne i filmen er dybt forankret i dens visuelle fortælling. Sex og skabelsen af liv fremstilles som negative, ødelæggende kræfter – noget der adskiller den fra Aliens, som hælder mod mere direkte politiske temaer. Den originale film holder sig til en mere abstrakt frygt for det ukendte, og det giver den en vedvarende uklarhed, der er svær at ryste af sig.

Scott bruger rummet på Nostromo som et præcist instrument til spænding. De smalle korridorer og det mørke, indesluttede miljø skaber den klaustrofobi, der forstærker alt det øvrige. Manglen på forklaringer – om alien-væsenets oprindelse, om det overgivne skibs egentlige ejere – tilføjer en eksistentiel angst, der rager op over genrens mest konventionelle eksempler.

Alien – den 8. passager er en film, der trods sine svagheder har formet en hel generations forestillinger om rummet som trussel snarere end eventyr. Den visuelle fremmedhed, de trange gange der lyder som om selve skroget trækker vejret, den konsekvente afvisning af at forklare – det holder stadig.

Den originale modtagelse var blandet, men med tiden har Alien – den 8. passager opnået status som en af de største science-fiction-horror-film nogensinde. Den vandt en Oscar for bedste visuelle effekter og tre Saturn Awards, herunder bedste science-fiction-film og bedste instruktør til Ridley Scott. Library of Congress erklærede filmen i 2002 for kulturelt, historisk og æstetisk betydningsfuld og optog den i National Film Registry.

Medvirkende

Tom Skerritt som Dallas — Tom Skerritt — Dallas

Sigourney Weaver som Ripley — Tom Skerritt — Dallas

Fotos: The Movie Database (TMDB)

Tags: gys, Ridley Scott, Sigourney Weaver, Alien – den 8. passager, Tom Skerritt, Veronica Cartwright

Alien – den 8. passager er og forbliver den mest fuldkomne gyserfilm nogensinde skabt

Medvirkende

Mere som dette

Nosferatu, stumfilmen der lærte filmkunsten at frygte mørket

‘Off Campus’-stjernen Stephen Kalyn rygtes til ‘The Housemaid’s Secret’ med Sydney Sweeney

Scary Movie samler brødrene Wayans, Anna Faris og Regina Hall til hån mod reboot-æraen

Elizabeth Olsen står over for et umuligt valg i “Eternity” – ny romantisk fantasyfilm på Apple TV+

Charlize Theron klæder sig mod Kalypso: hendes Odysseen-stil er rustning, ikke udvikling

The Red Line: tre thailandske kvinder jagter svindlerbagmanden, der røvede deres opsparing i ét opkald

Debat