Den indledende scene i Jeg er ikke her længere fokuserer på Ulises’ hånd, mens han omhyggeligt justerer en radioantenne. Skærmen fyldes af hans selvfremstillede frisure—en eksplosion af farver og modstandskraft—and alligevel forstår vi straks, at denne film handler om mere end blot overlevelse; den handler om de små, hårde måder, hvorpå unge mennesker skaber identitet i kaosets midte.

Fernando Frías de la Parras drama fra 2019, baseret på hans egen novelle, er en ikke-lineær fortælling om Ulises Sampiero (Juan Daniel García Treviño), en 17-årig gangleder i Monterrey, Mexico. Efter et voldeligt sammenstød med en lokal kartel tvinges han til at flygte til USA, og filmen skifter mellem hans liv i Mexico og den forvirrende nye virkelighed i Queens. Det er en historie om fordrivelse, kulturel udslettelse og nostalgiens desperation—men også om ungdomskulturens modstandskraft.

Filmens største styrke er dens inddykning i Kolombia-subkulturen, en undergrundsbevægelse, som Frías de la Parra åbenbart kender intimit. Scenerne med Los Terkos—Ulises’ gang—der danser til langsom cumbia (cumbia rebajada) er elektriske. Musikken pulserer gennem hvert enkelt billede, kameraet bevæger sig i takt med dansernes svingende kroppe. Disse øjeblikke føles levende og fanger ungdommens rå energi og den flygtige glæde ved tilhørsforhold. García Treviño er magnetisk her; hans præstation udstråler både sårbarhed og selvtillid. Når Ulises danser, handler det ikke bare om bevægelse—det er en erklæring om sig selv, et afslag på at blive slettet.

Den ikke-lineære struktur tilføjer oprindeligt dybde og spejler Ulises’ splittede sindstilstand. Men når fortællingen skifter mellem Mexico og USA, bliver forvirringen snarere en belastning. Nogle overgange føles bratte, endda støjende, og trækker os ud af historien i stedet for at dybe ind i den. Tempoet snubler også i Queens, hvor Ulises kæmper med at tilpasse sig livet blandt dagarbejdere. Disse scener mangler den levende kraft fra hans tid med Los Terkos, og uden samme kulturelle rigdom trækker de ud.

Alligevel tager Frías de la Parra modige instruktørvalg, der betaler sig. Brug af lyd er særligt slående—når Ulises ankommer til Queens, bliver filmen næsten stille, den eneste lyd kommer fra radioten, han holder tæt til brystet. Det er et kraftfuldt symbol på hans isolation og en af de få øjeblikke, hvor den ikke-lineære struktur forstærker i stedet for at distrahere.

Birollerne præsterer stærke optrædener, selvom nogle karakterer føles underudviklede. Xueming Angelina Chen som Lin, Ulises’ arbejdsgivers nyfødt grandniece, skiller sig ud. Hendes venlighed og nysgerrighed tilfører de amerikanske scener en nødvendig følelsesmæssig anker, men endda hun føles mere som et koncept end en fuldt udviklet person.

Filmens originalitet ligger i dens fokus på Kolombia-kulturen, en subcultur sjældent set på skærmen. Cumbia rebajada-lydsporet er innovativt og giver filmen et unikt lydmæssigt præg. Men den ikke-lineære struktur, selvom ambitiøs, føles nogle gange mere som en trick end meningsfuld. Historien ville have gavn af mere sammenhæng—nogle følelsesmæssige øjeblikke lander med mindre kraft, fordi vi konstant bliver trukket mellem tidlinjerne.

Hvad angår genrepasform, går Jeg er ikke her længere på en smal grænse mellem en ungdomsdrama og social kommentar. Den lykkes med at fange ånden i ungdommens oprør, men snubler, når den forsøger at behandle bredere emner som migration og kulturel fordrivelse. Blendingen er ikke altid glat, hvilket efterlader nogle øjeblikke uensartede.

Dette er i sidste ende en film for dem, der værdsætter rå, kulturelt specifik fortælling. Hvis du nogensinde har følt smerten ved at blive rødt—enten fra hjemmet, fællesskabet eller identiteten—vil Ulises’ kamp resonere. Men det er ikke en nem film at se. Den ikke-lineære struktur kræver tålmodighed, og nogle tilskuere kan føle sig frustrerede i stedet for berørt.

Frías de la Parra har lavet en modig, visuel film, der tager risici—men ikke alle af dem lykkes.

Tags: dramaer, Jonathan Espinoza, Juan Daniel Garcia Treviño, Luis Fernando Frías de la Parra, Xueming Angelina Chen, Ya no estoy aquí