Der er en sekvens midt i I’m No Longer Here, som rummer filmens samlede argument: Ulises — sytten år, skindjacke, håret skulpteret i Kolombia-ungdommens stil — danser alene i et rum i Queens så lille, at høretelefonerne er selve rummet. Han danser præcis som han dansede i Monterrey med Los Terkos, hele kroppen langsom og bevidst mens bassen i cumbia rebajada falder til halv hastighed. Ingen kigger. Fernando Frías de la Parra valgte at filme det uden kommentar, og det valg er filmens centrale argument.

Frías bruger cumbia rebajada — cumbia bremset ned til rytmen føles geologisk — ikke som soundtrack men som narrativ arkitektur. I Monterrey fylder musikken rummet: gaderne, Terkos-kroppe, et liv organiseret om at tilhøre et bestemt kvarter i en bestemt by. I Queens holder den op med at fylde. Ulises bærer den i øretelefoner som man bærer et fotografi — ikke fordi det gør noget, men fordi det er umuligt at efterlade.

Damián Garcías fotografi overtager den strukturelle funktion, som dialogen ikke behøver have: i Monterrey brænder mættede røde og grønne toner i barriots beton; i Queens presser et grynet grå ind fra alle billedkanter. Juan Daniel García Treviño spiller Ulises med dyb tilbageholdenhed — han forklarer ikke, performer ikke nostalgi, giver ikke kameraet en scene, hvor følelsen er læsbar udefra. Han er simpelthen til stede i den verden, filmen har bygget til ham. Frías behøvede ikke at fortælle dig, at Ulises er formindsket af flytningen. Han fjernede bare farverne.

I’m No Longer Here stiller det spørgsmål, som indvandrerfilm sjældent formulerer: hvad mister du, som ikke er overlevelse? Ikke opholdstilladelse, ikke bolig, ikke fysisk sikkerhed. Det du mister er den specifikke musik, du dansede til på en specifik måde med specifikke mennesker på et specifikt sted — og det tab annoncerer sig ikke som tragedie. Det akkumulerer sig i subtraktioner: en dans udført alene, et slangudtryk ingen kender, en gestus der her betyder noget andet. Frías bygger filmen præcis ud fra disse øjeblikke.

I’m No Longer Here vandt Ariel-prisen for Bedste Film i 2020 og var Mexicos kandidat til Oscar for Bedste Internationale Film. Anerkendelsen er proportionel. Hvad Fernando Frías de la Parra har bygget er en film, der giver Kolombia-subkulturen — cumbia rebajada, Terkos specifikke ritualer — den samme strukturelle alvor, som europæisk kunstfilm giver borgerlig sorg. Tilgængelig på Netflix. 113 minutter.