Det er en scene, der har præget horrorgenren i over fire årtier: Michael Myers står stumt bag et vindue, hans maskerede ansigt skjult i skyggerne, og ser på Laurie Strode, den unge babysitter, mens John Carpenters score langsomt sætter ind. Den simple, insisterende melodi er nok. Maskernes nat (1978) definerede slashergenren og satte en standard, som de efterfølgende årtiers utallige efterligninger sjældent har formået at indfri.

John Carpenter skabte med dette lavbudgetværk en horrorfilm, der fungerer som både psykologisk thriller og uundgåelig mareridtsdrøm. Handlingen er enkel: Michael Myers, en patient, der er rømmet fra en psykiatrisk anstalt, vender tilbage til sin hjemby Haddonfield for at dræbe igen. Hans mål er teenage-babysitteren Laurie Strode, spillet af Jamie Lee Curtis i hendes filmdebut, og hendes venner. Men det er ikke historien i sig selv, der gør Maskernes nat så virksom; det er måden, den fortælles på.

Carpenters instruktion er præcis og bevidst. Han bruger rummet som et dramatisk element — korridorer, døre og vinduer bliver grænser, der skaber spænding alene ved at eksistere. Kameraets stille bevægelse og de lange, rolige tag opbygger en fornemmelse af, at noget er galt, længe inden blodet flyder. Scoren, som Carpenter selv komponerede, er afdæmpet men vedvarende, og den limer en stemning af uundgåelighed til enhver scene.

Men Maskernes nat er ikke uden svagheder. Noget af dialogen kan virke konstrueret og unaturlig, hvilket af og til bryder spændingen. Og selvom Jamie Lee Curtis præsterer en overbevisende debut, har nogle af de øvrige skuespillere vanskeligt ved at holde trit med hendes intensitet.

Filmen blev optaget i Southern California og produceret af Compass International Pictures og Falcon International Productions. Med et budget på blot 300.000 dollar indtjente den 70 millioner dollar ved kassen og blev en af de mest profitable uafhængige film nogensinde. Carpenter viste med denne film, at atmosfære kan erstatte budget.

Donald Pleasence som Dr. Samuel Loomis bidrager med en intens og anspændt præstation, der giver filmen et ekstra lag af psykologisk dybde. Hans karakter fungerer som en modvægt til Myers’ stumme tilstedeværelse — en mand, der kender uhyret bedre end nogen anden og er oprigtigt forfærdet ved tanken om hans tilbagevenden. Pleasence overdriver aldrig, og det er netop denne tilbageholdenhed, der gør Loomis troværdig.

Nancy Kyes og P.J. Soles, der spiller Laurie Strodes venner Annie Brackett og Lynda Van Der Klok, leverer begge troværdige øjeblikke, men deres karakterer reduceres hurtigt til offerrollen. Det er en begrænsning, som mange slasherfilm fra perioden led under — kvindelige bipersoner defineret af, hvornår de dør snarere end af, hvem de er.

Roger Ebert sammenlignede filmen med Psycho og beskrev den som “en fuldstændig ubarmhjertig thriller” — en vurdering, der fanger noget væsentligt ved Maskernes nats temperament. Filmen er hensynsløs på den stille, metodiske måde, ikke den eksplosive. Library of Congress bekræftede dens status i 2006, da den blev udvalgt til bevaring i National Film Registry på grund af sin kulturelle, historiske og æstetiske betydning.

Det, der adskiller Maskernes nat fra de mange slasherfilm, der kom i dens kølvand, er Carpenters beslutning om at lade Myers forblive uforklarlig. Der gives ingen baghistorie, ingen psykologisk analyse, ingen undskyldning — blot en figur, der bevæger sig igennem Haddonfield som en naturkraft. Jo mere forklaret et monster er, jo mindre frygteligt er det, og Carpenter vidste dette. Filmen bekymrer sig ikke om Michaels indre liv; den bekymrer sig om Lauries overlevelse og om det rum, der opstår imellem dem.

En af filmens mest vellykkede valg er den indledende sekvens, der langsomt afslører, at gerningsmanden bag drabet er den lille dreng Michael Myers. Sekvensen er både en snedigt tilrettelagt overraskelse og en markering af, at det onde ikke nødvendigvis bærer et genkendeligt ansigt.

Maskernes nat handler aldrig primært om chokeffekter eller blodbad. Det drejer sig om at placere tilskueren i en verden, der ligner den virkelige, og derpå fjerne enhver fornemmelse af sikkerhed — systematisk, usentimentalt og med en disciplin, der stadig imponerer. Det er Carpenters tålmodighed med det ubehag, der opstår i ventetiden, der holder filmen i live næsten fem årtier efter dens premiere — ikke som en kulturel relikvie, men som et stykke kino, der stadig formår at gøre hvert knirk i en mørk gang til en kilde til reel uro.