Noel Clarke sigtet for seksuelle overgreb: retssystemet handler sidst

Da den britiske film- og tv-branche brød med Noel Clarke, var den højlydte indvending, at den havde handlet for hurtigt – at en skuespiller og producer var blevet fældet af journalistik snarere end af en domstol. Den strafferetlige sigtelse, der nu er rejst mod ham, komplicerer den indvending på en måde, som dens fortalere ikke vil bryde sig om: anklagerne er ikke den første institution, der når frem til hans dør. De er den sidste.

Det, sigtelserne tilføjer, er ikke afsløring, men rækkefølge. Branchen handlede først, på baggrund af anklager. En civil domstol vurderede derefter det samme adfærdsmønster, udførligt og under ed. Først derefter besluttede Crown Prosecution Service, at der var grundlag for en straffesag. Clarke er sigtet, ikke dømt; han har ret til uskyldsformodning og til en retssag, der endnu ikke er begyndt. Men den rækkefølge, hvori disse institutioner ankom, er i sig selv historien, fordi den vender det narrativ på hovedet, som hans forsvarere brugte år på at opbygge.

Dette narrativ – medieretssag, en karriere ødelagt på baggrund af anonyme kilder – blev afprøvet i det mest direkte forum, der findes, og det tabte. Clarke sagsøgte Guardian, hvis journalister brød historien, for injurier og krævede erstatning i millionklassen. En dommer i High Court afviste søgsmålet i sin helhed og fastslog, at journalistikken i det væsentlige var sand og offentliggjort i offentlighedens interesse, og beskrev hans benægtelser som værende uden troværdighed over for vidneudsagn, hun fandt afmålte og gensidigt bekræftede. En injuriedomstol afgør på baggrund af sandsynlighedsovervægt, ikke strafferettens standard om hinsides enhver rimelig tvivl; de to sager er juridisk adskilte, og straffesagen er ikke bevist. Men en sagsøger, der går til domstolen for at rense sit navn og i stedet får anklagerne retsligt bekræftet, har allerede tabt den kamp, han helst ville vinde.

Prisen for alt dette blev betalt længe før nogen sigtelse. Den oprindelige undersøgelse, som indsamlede beretninger fra omkring tyve kvinder, kostede Clarke en national filmpris, hans relationer til tv-stationerne og det produktionsselskab, hvorigennem han havde opbygget noget virkelig sjældent – en sort britisk filmskaber med sin egen kommercielle filmserie og en portefølje, han selv kontrollerede. Den infrastruktur overlevede ikke anklagerne. Den er ikke vendt tilbage, siden en domstol bekræftede dem, og den vil ikke blive genopbygget af en frifindelse, hvis en sådan kommer. Branchens hurtige reaktion i 2021, så ofte beskrevet som panik, fremstår nu mindre som en forhastet dom og mere som den eneste institution, der bevægede sig med den hastighed, situationen krævede.

Den ubehagelige lærestreg for branchen handler om kløften, ikke om skyld. En filmpris kan suspenderes på en uge; en injuriesag tager år; en straffesag tager endnu længere tid. For alle, der er fanget i dette tidsrum – først og fremmest de anklagende, men også kolleger, finansfolk og den anklagede – er der intet rent tidspunkt for afslutning, kun en række af delvise afslutninger, der aldrig helt falder sammen. Britisk film har i dette årti lært at handle på anklager hurtigere, end domstolene kan afgøre dem, og det er netop blevet vist, to gange, at branchens instinkter var rigtige. Det er ikke det samme som at vide, hvad man skal gøre, mens den langsomste institution afslutter sit arbejde.

Detaljerne hører nu til i en retssal. Clarke står over for to anklager om seksuelt overgreb, tre om voyeurisme og én om blufærdighedskrænkelse, vedrørende fem kvinder og forhold, der angiveligt fandt sted mellem 2007 og 2016. Metropolitan Police, hvis efterforskere anholdt ham i september sidste år, sendte deres sagsakter til anklagemyndigheden før afgørelsen om sigtelse; Bethan David fra CPS London bekræftede sigtelserne og mindede om, at sagen verserer, og at den tiltalte har ret til en retfærdig rettergang. Clarke har ikke svaret offentligt. Han skal møde i Westminster Magistrates’ Court den 21. oktober.

Fem år efter de første beretninger blev offentliggjort, har sagen endelig en dato. Det er den institution, der tog længst tid om at ankomme, og den eneste, der stadig kan ændre slutningen.

Tags: British cinema, BAFTA, Noel Clarke, sexual offence charges, The Guardian