Film

Derfor er en delt Guldpalme en sjældenhed i Cannes — og hvordan reglerne fremtvinger én vinder

Cannes har kun delt sin øverste pris syv gange, senest i 1997; princippet én film, én pris holder som udgangspunkt Guldpalmen udelelig
Jun Satō

Guldpalmen er bygget til at krone én film. Når publikum spørger, hvorfor Cannes så sjældent deler sin øverste pris mellem to titler, handler svaret mindre om juryens temperament end om konkurrencens arkitektur: den er skabt til at afsige én entydig dom over filmåret. En delt Guldpalme — ex aequo, to film der holder samme trofæ — er netop den undtagelse, systemet er indrettet til at forhindre.

Den konstruktion hviler på én stilfærdig, men afgørende regel. Ifølge festivalens regler kan den film, der vinder Guldpalmen, ikke samtidig modtage nogen anden konkurrencepris — det såkaldte princip én film, én pris — og den øverste pris holdes fra begyndelsen væk fra uafgjorte resultater. En jury, der elsker to film, står dermed over for et tvunget valg: give Guldpalmen til den ene og lede den anden mod Grand Prix, Juryens pris eller en instruktør- eller skuespillerpris. Strukturen skubber enigheden mod ét navn frem for en delt krone.

Historien viser, hvor sjældent juryer bryder igennem den mur. I den moderne æra er den øverste pris kun blevet delt syv gange, senest i 1997, da Shohei Imamuras Ålen og Abbas Kiarostamis Kirsebærrets smag forlod Croisetten som medvindere. Tidligere delinger læses som en række magtkampe, ingen jury kunne afgøre: Francis Ford Coppolas Apocalypse Now ved siden af Volker Schlöndorffs Bliktrommen i 1979, Bob Fosses All That Jazz på lige fod med Akira Kurosawas Kagemusha i 1980, Jane Campions Pianoet med Chen Kaiges Farvel min konkubine i 1993. Hver deling markerede et år, hvor to visioner blev bedømt som virkelig uadskillelige — og der er siden gået næsten tre årtier uden en ny.

De mindre priser er derimod skabt til at give efter. Bedste instruktør, bedste skuespiller og Grand Prix er alle blevet uddelt ex aequo, og derfor skubber juryer, der vil hædre mere end én film, delingen nedad, væk fra Guldpalmen. Den mest berømte omvej kom i 2013, da juryen gav Blå er den varmeste farve til instruktøren og begge hovedrolleindehavere på én gang — en bevidst vej uden om reglen om kun én pris. MCM’s referat af priserne i Cannes 2026 gentog den samme logik i miniature: juryen delte bedste instruktør mellem Los Javis og Paweł Pawlikowski, men lod Guldpalmen — den til Cristian Mungius Fjord — være udelt.

Det er dér, den egentlige funktion af Guldpalmens enestående status ligger. Den tvinger en jury af kunstnere til at binde sig til én film som årets definerende gestus, uden forbehold og uden delt ære. Delingens sjældenhed er ikke et tilfælde af smag, men prisen, der gør præcis det, den blev skabt til: at presse tolv dages konkurrence sammen til ét navn, læst højt én gang.

Debat

Der er 0 kommentarer.