Der er i film en tilbagevendende tradition — snarere et menneskeligt behov end en genre — for at filme sin egen familie for at sige det, som konventionel fortælling ikke kan bære. Mark Webber trådte ind i den tradition med The Place of No Words: han satte sin rigtige søn Bodhi — et lille barn på optagelsestidspunktet — i centrum af en samtale om dødelighed, som sproget alene ikke kunne bære.

Webber skrev, instruerede, klippede og spillede i filmen ved siden af sin kone Teresa Palmer, der også var producer, og sønnen Bodhi Palmer, der spiller en version af sig selv. En far over for noget eksistentielt vælger at bearbejde det gennem en fantastisk quest. Sammen med Bodhi træder de ind i en fortryllet, middelalderinspireret verden, hvor barnets spørgsmål om døden kan omformuleres som eventyr. Det strukturelle væddemål er, at intimiteten er ægte. Bodhi spiller ingen sårbarhed — han er simpelthen til stede.

Patrice Lucien Cochets fotografi skaber en atmosfære et sted mellem middelalderligt eventyr og urnordisk myte: mosskovede skove, pelsklædte skikkelser i dæmpet lys. Skuespillet virker, fordi det ikke kan fabrikeres: kemien mellem den rigtige far og søn har en vægt, ingen indøvet præstation ville kunne replikere. Teresa Palmer forankrer dem begge.

Filmen har sine synlige sømme — overgangene mellem hverdagsvirkelighed og fantasiregister er ikke altid flydende. Men Webbers engagement i den radikale ærlighed i at filme en rigtig samtale om døden vejer tungere end de formelle uregelmæssigheder. Ufuldkommen og dybt ærlig.

Tags: drama, Independent-Film, Mark Webber, Teresa Palmer, The Place of No Words