Der gemmer sig en skarpere film inde i Panama, og det er netop den, Mark Neveldine hele tiden klipper væk fra. Præmissen giver produktionen en virkelig historisk begivenhed — en stormagt på nippet til at rulle ind i et suverænt land — og filmen behandler den som tapet bag et helt almindeligt våbenærinde. Det er kerneproblemet, og ingen mængde bevægelse skjuler det.

Cole Hauser spiller James Becker, en sørgende tidligere marinesoldat, som en forsvarsentreprenør henter ud af pensionen. Den opdragsgiver, Stark, spilles af Mel Gibson i en håndfuld scener, der vejer tungere som plakatnavn end som rolle. Beckers opgave ser enkel ud på papiret: tage sydpå, lukke en våbenhandel, ikke stille spørgsmål. Spørgsmålene kommer alligevel, for landet, han lander i, er få uger fra en regulær amerikansk invasion.

https://www.youtube.com/watch?v=O_FWx79_GNs

En instruktør i krig med sit eget materiale

Neveldine fik sit navn på Crank-filmene, hvor rastløsheden var både vittigheden og motoren. Her arbejder den samme impuls imod fortællingen. Hurtige klip, hårde zoom og et soundtrack, der uophørligt skubber tilskueren mod en spænding, scenerne ikke har fortjent. Effekten trætter i stedet for at drive, og flader de få øjeblikke ud, der kunne have båret ægte spænding.

‘Panama’ burde være sjovere (…), men det er mest en masse hektisk klipning.

Amy Nicholson, The New York Times

Medvirkende

Hauser, båret af succesen med Yellowstone, holder filmen sammen med den slidte pondus, rollen kræver, og er det mest seværdige i den. Gibson gør det, Gibson i denne periode gør i sådanne entreprenørfinansierede thrillere: han lægger ansigt til plakaten, klarer et par scener med selvfølgelig autoritet og lader navnet ordne resten. Omkring dem dukker de lokale mellemmænd, kærlighedsinteressen og de kartelnære lejesvende op som typer hentet fra en videohylde i firserne snarere end som figurer med noget på spil.

Mel Gibson ved premieren på “We Were Soldiers”, Mann’s Village Theater, Westwood. Depositphotos

Det er den slags omgående bortskaffelige actionthriller, der bærer sin kynisme åbenlyst, mens den slider for at fange opmærksomhed med hurtigklippede billeder.

Joe Leydon, Variety

En virkelig invasion, kun strejfet

Invasionen af Panama i 1989 var ingen fodnote. Præsident George H. W. Bush sendte mere end tyve tusind soldater for at afsætte Manuel Noriega i operation Just Cause, et indgreb, der omtegnede tangen og USA’s holdning i regionen. For en film, der skriver den maskine ind i sin titel og sin tredje akt, er Panama påfaldende uinteresseret i den. Politikken er kulisse, og den moralske lærestreg, Becker bliver ved med at love, lander aldrig, fordi filmen aldrig sætter farten nok ned til at mene den.

Dommen

Og alligevel er den ikke uudholdelig at se. Actionpartierne er iscenesat med håndværk nok til at fylde femoghalvfems minutter, og et sted skinner en magrere, mere ondskabsfuld thriller igennem, som en mere tålmodig instruktør ville have fundet. Som den udkom, er Panama en forspildt mulighed forklædt som en travl film — et bevis på, at et virkeligt emne ikke er noget værd, hvis filmen er for rastløs til at se på det.

Tags: Thrillere, Mel Gibson