Hot Seat spænder en mand fast til en bombe og finder alligevel ingen spænding

Der ligger en mager, hård thriller begravet inde i Hot Seat, og det er netop den, James Cullen Bressack aldrig rigtig får til at detonere. Oplægget er næsten idiotsikkert: en mand vågner forbundet til en bombe og tvunget til at røve banker fra tastaturet, før en skjult stemme sprænger ham. Det er en præmis bygget helt af spænding, og filmen bliver ved med at finde måder at lukke luften ud af den.

Kevin Dillon spiller Orlando Friar, en omvendt black-hat-hacker, der er blevet kontor-it-mand, og som sætter sig ved skrivebordet og finder en trykpladebombe tapet fast under stolen og en anonym afpresser i øresneglen. På den anden side af byen er Mel Gibson Wallace Reed, den trætte veteran fra bombegruppen, der kaldes ind for at holde Friar i live, mens han drives gennem en kæde af fjernstyrede cyberkup. Uret tikker højt, indsatsen er bogstavelig, og et stykke tid er det næsten nok.

Anbefalet læsningNetflix slipper den thailandske action-gyser ‘Ziam’ løs, hvor Muay Thai kæmper mod de udøde

En præmis, som instruktionen lukker luften ud af

Bressack fremstiller uophørligt præcis denne slags lukkede genrefilm og dækker opgøret ved skrivebordet med vinkler nok til at holde det i bevægelse. Hvad han ikke kan, er at skjule budgettet. Plakat-eksplosionerne ankommer som påfaldende vægtløs CGI, hackingen er den sædvanlige kaskade af nonsens-grænseflader og grinende kranier, og hver gang skruen burde strammes, løsner en slap replik eller et fladt klip den igen. En enrumsthriller lever eller dør på tryk; denne åbner hele tiden et vindue.

Manuskript og instruktion byder ganske vist på et par milde overraskelser og små drejninger for at give det krydderi. Det opvejer ikke helt det smagløse i resten.

Leslie Felperin, The Guardian

Rollelisten

Dillon trækker det tunge læs og er den bedste grund til at blive: svedig, panikslagen og troværdigt overvældet forvandler han en mand limet til en stol til filmens eneste virkelige drivkraft. Gibson, nummer to på plakaten og mest i aktion via telefon og bag afspærringen, låner sin furede autoritet til en rolle, der næsten intet kræver af ham — den slags birolle, kritikere med rette har kaldt søvngængeri. Omkring dem fylder Shannen Dohertys politichef og Sam Asgharis sergent en station tegnet med grove streger, mens Friars familie køres ind for at levere den fare, intrigen ikke selv kan skabe.

Gibson søvngænger nærmest gennem en underskrevet rolle, der lugter af kedsomhed af typen tag-pengene-og-løb, i en film fattig på udvikling og overraskelser.

Terry Staunton, Radio Times

Sat sammen af bedre thrillere

Næsten alt her er lånt og knap nok ommærket. Bomben, man ikke kan forlade, er Speed; fangen tvunget til at optræde for en ansigtsløs bøddel er Phone Booth; superhackingen med pistolen mod hovedet er Swordfish med lakken slebet af. Der er ingen skam i at arbejde inden for en tradition, men Hot Seat tilføjer sjældent sin egen fold. Den griber fat i håndbogen for kat-og-mus-cyberthrilleren og skriver svarene af, helt ned til det obligatoriske sene twist om, hvem der egentlig sidder i den anden ende af linjen.

Dommen

Det er ikke den katastrofe, åbningseffekterne truer med. Dillons engagement, en rap spilletid og en krog, der nægter at dø helt, gør den seværdig en stille aften, og en skarpere, ondere version af samme manuskript er let at forestille sig. Som den er, taler Hot Seat sig fra sin egen hast: bare et tikkende ur, ingen detonation.

Flere som denne

Studier slås om Florence Pughs ‘The Midnight Library’ — det største bud uden franchise på Cannes-markedet

“Everybody Loves Me When I’m Dead” på Netflix: Den nye thailandske thriller, der udforsker middelklassens mørke drømmeside

Saudi-Arabien Lancerer Storstilet Filmby i Riyadh: Et Nyt Kapitel for Global Filmproduktion?

Mudborn på Netflix: hvorfor omsorg bliver en kvindes svaghed

Roommates på Netflix: filmen der gør dig mistænksom over alle du nogensinde har delt værelse med

Fra polske biografer til Netflix-streaming: Den kalkulerede udvikling af Planet Single