Det første billede viser ikke en maskine. Det er en strand — Acapulco, 1998, ravfarvet lys der samler sig på sandet med den tæthed, der kun eksisterer i timen før alt bliver mørke. John Connor er i live, tyve år yngre, og han har ca. halvfems sekunder tilbage. Tim Miller og kameramand Ken Seng vælger i disse halvfems sekunder at lade dig se: ingen nervøst handheld kamera, ingen CGI-angreb, bare et billede der holder ansigtet på den mand, som denne saga har brugt tre årtier på at beskytte — lang nok til at forstå hvad der er ved at ske, og til at mærke vægten af det.

T-800’en der træder frem fra træerne er Arnold Schwarzenegger. Han tøver ikke. Skuddet genlyder over vandet. Terminator: Dark Fate gør det, som ingen af de fire foregående efterfølgere havde mod til: anerkender at James Camerons slutning fra 1991 var endelig, og bygger fra ruinerne.

Det der følger argumenterer, over 128 minutter, at denne saga aldrig rigtig handlede om John Connor.

Filmens centrum forskydes til Dani Ramos — Natalia Reyes, i en præstation der uddybes efterhånden som filmens logik klarlægger hvem hun virkelig er. Grace (Mackenzie Davis), der ankommer fra 2042, er blevet forstærket langt ud over menneskelig kapacitet. Rev-9 (Gabriel Luna) er sagaens mest opfindsomme Terminator-design siden Robert Patricks T-1000: flydende metal over et titanendoskeleton, i stand til at dele sig i to uafhængige trusler. Luna spiller det med en flad bureaukratisk tålmodighed, der gør det mere skræmmende end nogen åben vold.

Når Sarah Connor dukker op — Linda Hamilton, der opererer med en vrede karakteren er blevet nægtet siden 1991 — bringer hun tredive år af sorg synlig i hvert billede der holder hende. Hamiltons Saturn Award-nominering var velfortjent. Sideplottet om Carl er det mærkeligste sagen har forsøgt: maskinen der dræbte John Connor tilbragte de efterfølgende årtier i Texas, grundlagde en familie, sælger gardiner, forsøger at forstå hvorfor folk rundt om ham træffer de valg de gør.

Ken Seng holder actionscenerne læsbare uden at forskønne dem. C-5-sekvensen — sagaens bedste actionstykke siden flydende nitrogen-biljagten i T2 — mister aldrig rumlig sammenhæng selv i eskalation. Tom Holkenborgs musik opbygger trussel uden at citere Brad Fiedels original.

Terminator: Dark Fate tabte ca. 122 millioner dollars i billetindtægter. Det er den bedste Terminator-film siden T2, og det endte alligevel franchisen. Karakteren er 7,2: reel håndværk og klar overbevisning, det højeste denne saga har nået siden 1991.