En god dødsfælde-film er i virkeligheden et tryllenummer forklædt som en forhindringsbane: den skal få dig til at tro, at et rum kan tænke. Escape Room: No Way Out forstår det bedre end næsten alle sine rivaler, og i lange stræk fungerer den som ren mekanik — en S-togsvogn, der sætter strøm til gulvet, en strand, hvor det regner med syre, en bankboks, der bliver til is. Problemet er, at en mekanisme kun er så skræmmende som de mennesker, der er fanget i den, og denne efterfølger bliver ved med at bygge stadig mere indviklede rum omkring personer, den har mindre og mindre tid til at holde af.

Filmen tager fat, hvor originalen fra 2019 slap, og sender de overlevende Zoey og Ben til New York for at afsløre Minos, det ansigtsløse selskab, der driver spillene for et publikum af velhavende tilskuere. Naturligvis er byen selv fælden. De stiger på det forkerte tog og finder sig selv låst inde med en vogn fuld af fremmede, der én efter én afslører, at også de er gået levende ud af et Minos-rum. De er titlens mestre, og selskabet har samlet dem til et sidste, eskalerende ræs.

En efterfølger bygget som en kø i en forlystelsespark

Den tilbagevendende instruktør Adam Robitel behandler rummene som franchisens egentlige stjerner, og det har han ret i. Produktionsdesignet er det bedste her: hvert sæt er en selvstændig puslespilæske med sine egne regler, sit eget lys, sin egen måde at slå dig ihjel på. Syre-regn-stranden er virkelig opfindsom, og banksekvensen med lasergitteret har den rene, eskalerende logik fra et godt level i et videospil. Robitel holder kameraet læsbart midt i kaosset, så man altid forstår geometrien i truslen — en disciplin, som meget moderne gyser har mistet.

Det, filmen ikke kan løse, er gentagelsen. Den første Escape Room havde opdagelsens spænding; her er formen kendt fra de første minutter, og manuskriptet — krediteret en lille komité af forfattere — læner sig op ad tempoet for at skjule, hvor lidt det har at tilføje. Med sine raske otteogfirs minutter keder den aldrig, men den overrasker også sjældent. Hvert rum er en smukt konstrueret scene på jagt efter en grund til at eksistere ud over det næste rum.

Taylor Russell bærer gulvet

Taylor Russell er fortsat franchisens hemmelige våben. Som Zoey spiller hun traume som kompetence: en overlever, der har lært at læse et rum, sådan som filmene gerne vil have os til det — vagtsom og stille rædselsslagen på én gang. Hun giver blodbadet et tyngdepunkt, og hver gang manuskriptet truer med at blive en tjekliste af fælder, sætter hendes ansigt indsatsen tilbage på spil. Logan Miller er en sympatisk, mere afdæmpet medspiller som Ben, og de øvrige mestre — spillet af Indya Moore, Holland Roden, Thomas Cocquerel og andre — er levende i øjeblikket, selv når handlingen mest behandler dem som tikkende ure.

Problemet med de to slutninger

Ingen samtale om denne film overlever uden dens slutning — eller rettere dens slutninger. Biografudgaven blev omarbejdet sent i efterproduktionen, og en senere Extended Cut til hjemmebrug genindfører en anden, mere sammenhængende rammefortælling om, hvem der trækker i trådene, og hvorfor. Biograffinalen føles præcis som det, den er: et forhastet kompromis, en optakt til en efterfølger, der hellere vil holde sine muligheder åbne end at lukke sin egen historie. Det er det tydeligste symptom på en film konstrueret af en komité, hvor mekanikken var låst, længe før nogen havde besluttet, hvad den var til for.

Dom

Escape Room: No Way Out er en mere poleret, hurtigere, tommere version af den film, der fødte den — en sommerlig gyser-rutsjebane, der leverer præcis de fornemmelser, den lover, og næsten intet derudover. Den er vellavet nok til at anbefale til alle, der nød den første, og tynd nok til, at du vil have svært ved at huske en eneste karakter en uge senere. Som genre-ingeniørkunst er den beundringsværdig; som fortælling er den en pladsholder. En flot fælde, hvor ingen rigtig bor.

Den hører hjemme i den moderne tradition for puslespilsæske-gyser — traditionen fra Saw og Cube — klogere end sit ry, når det gælder iscenesættelsen af en scene, og langt mindre interesseret end sine forfædre i, hvad det hele måtte betyde.