Film

Memory: Liam Neeson spiller en lejemorder, der mister hukommelsen, i en thriller, der glemmer sin bedste idé

Martin Campbell giver Neeson hans mest interessante præmis i årevis — en morder, der kapløber med sin egen hukommelse — og nøjes så med den film, han altid laver.
Martha Lucas

Memory ankommer med det ene, der som regel mangler i Liam Neesons sene thrillere: en idé, man ikke kan ryste af sig. Helten er en lejemorder, hvis hukommelse ædes op af tidlig Alzheimer — en mand, der dræber for at leve, og som ikke længere kan stole på det eneste værktøj, faget kræver, sin egen erindring. I nogle få scener gør den præmis noget ægte foruroligende ved Neesons velkendte skabelon, den barske hævner med en helt bestemt evne. Her svigter evnen, noterne kradset på underarmen er den sidste tråd, han har tilbage, og hævneren kapløber med uret inde i sit eget hoved.

Så tager filmen omkring idéen over igen. Instrueret af Martin Campbell — håndværkeren, der to gange genstartede James Bond med GoldenEye og Casino Royale — og skrevet af Dario Scardapane er Memory en nyindspilning af den belgiske thriller The Memory of a Killer (2003), der selv bygger på Jef Geeraerts’ roman. Alex Lewis (Neeson) tager et job i El Paso, nægter at dræbe en handlet teenagepige og bliver en løs ende, som nogen magtfuld vil have klippet over. På den anden side af sagen står FBI-agenten Vincent Serra, spillet af Guy Pearce, der følger det samme spor af børneudnyttelse og penge frem til den urørlige ejendomsmagnat, som Monica Bellucci spiller.

En bedre idé end filmen omkring den

Castingen af Pearce er filmens skarpeste træk, og den ved det: et blink til Memento, Christopher Nolans film bygget helt op om en mand, der ikke kan danne nye minder. Memory stræber efter det slægtskab. Den søger moralsk gråzone: en morder, der ikke bare er den forurettede gode mand, et system, hvor politi og rige er flettet sammen, en slutning tættere på tragedie end triumf. Campbell iscenesætter de tidlige passager med ægte økonomi, og Neeson, i et lavere og tristere register, end hans actionfilm normalt tillader, gør opløsningen læsbar uden nogensinde at overspille rystelsen.

Hvor den taber tråden

Men tyngden løber hele tiden fra udførelsen. For en thriller af manden, der filmede to af den moderne Bonds bedste actionåbninger, er Memory mærkeligt træg: lang på samtale, kort på den kinetiske udladning, præmissen synes at love, og besynderligt uvillig til at affyre det arsenal, den bruger en time på at lade. Pearces agent får procedure, men kun lidt indre liv; Bellucci, en virkelig imponerende tilstedeværelse, strander i en rolle, der blot beder hende være koldt magtfuld. Korruptionsplottet lægger sig i formen af hundrede andre grænse-noirer, og den hjemsøgende krog — en morder, der måske glemmer, hvorfor han dræber — skrumper til en manuskriptmekanisme i stedet for den rædselsmotor, den kunne have været. Resultatet føles, med Hollywood Reporters formulering, mærkeligt tomt i sin kerne.

Det er frustrationen ved Memory: den prøver. Som Variety indrømmede, sigter den i det mindste mod noget mere alvorligt end den sædvanlige Neeson-med-pistol-opgave, og første akt lader ane en langt bedre og mørkere film, der lurer indeni. Det gode fundament er synligt: en stærk præmis, en dygtig instruktør, en hovedrolle, der hælder mod sårbarhed frem for hævn. De lukker bare aldrig afstanden mellem hensigt og virkning. Filmen har en fin åbning, en lovende midte og en dom, den aldrig helt fortjener.

Se den for Neeson, der finder sorgen under formlen, og for den sjældne Campbell-thriller, der foretrækker melankoli frem for spektakel. Vent dig dog skuffelsen ved en film, der husker præcis, hvad den vil være, og glemmer, gang på gang, hvordan den kommer derhen. Memory er den flittige midte i en genre, der kan langt mere — og, at dømme efter dens egne første tyve minutter, kunne den med.

Debat

Der er 0 kommentarer.