Scenen er enkel, men slående: En mand slår øjnene op i en hospitalsseng med forvirringen malet i ansigtet, da det går op for ham, at vielsesringen på hans finger ikke er en, han kan huske at have købt. Sådan begynder Underneath the Same Moon, Bob Wassons film, der blander komedie, drama og romantik og beder os se bort fra vores skepsis for kærlighedshistoriens skyld.

Præmissen er uden tvivl fængende: Carl vågner op fra et koma uden at kunne huske de seneste fem år. Hans sidste erindring er, at han køber en vielsesring – men den er ikke til hans nuværende kone, men til en tidligere kæreste. Det, der følger, er en roadtrip-fortælling, hvor Carl forsøger at forene hjertets ønsker med hjernens blanke tavle. Wassons instruktion og filmens klipning holder tempoet oppe, så historien ikke kører fast i sine egne krumspring.

Det, Underneath the Same Moon især lykkes med, er skuespillet. Hovedrolleindehaveren bærer filmens følelsesmæssige tyngde med en naturlig udstråling, der gør Carls forvirring og sårbarhed nærværende. Birollerne, herunder Carls kone og hans bedste ven, yder solid støtte og forankrer filmen i øjeblikke af ægte varme og humor. Kemien mellem Carl og hans tidligere kæreste er særligt overbevisende og giver den centrale konflikt flere nuancer.

Filmens originalitet ligger i præmissen – amnesi som et fortællegreb til at undersøge kærlighed og identitet – men udførelsen halter lidt. Handlingen er i høj grad afhængig af Carls hukommelsestab, som til tider føles mere som en krykke end som en anledning til at gå dybere. Noget af humoren nærmer sig det platte, især i scenerne, hvor Carl møder sin tidligere kærestes nye partner. Og selv om filmens tempo generelt fungerer godt, føles det indimellem ujævnt; nogle følelsesmæssige øjeblikke rammer bedre end andre.

Genremæssigt bevæger Underneath the Same Moon sig mellem flere genrer uden for alvor at forpligte sig på én bestemt. Det kan til tider give filmen en ujævn tone, men betyder også, at oplevelsen varierer og måske vil appellere til et bredere publikum. Filmens hjerte sidder uden tvivl på rette sted, og dens temaer om kærlighed, identitet og selvopdagelse har en almen klangbund.

I sidste ende er Underneath the Same Moon en solid independentfilm, der leverer på sine grundløfter: varme, humor og en følelsesmæssigt engagerende rejse. Den vil formentlig tale til publikum, der holder af romantiske dramaer med et strejf af lune og en snert af eksistentiel uro. For seere, der sætter pris på autentisk skuespil og fortællinger, som udfordrer de gængse greb, byder filmen på en tilfredsstillende oplevelse.

Filmen er dog ikke uden svagheder. Brugen af amnesi som plotgreb kan indimellem virke som en genvej i fortællingen snarere end en meningsfuld undersøgelse af identitet. De tonale skift mellem komedie, drama og romantik kan virke brat, og filmen har af og til svært ved at finde en sammenhængende stemme. Når det er sagt, er præstationerne stærke nok til at føre filmen gennem dens mere ujævne passager, og dens følelsesmæssige kerne føles ægte.

Man kan drage paralleller til andre film, der kredser om lignende temaer, såsom 50 First Dates og The Vow, men Underneath the Same Moon finder sin egen plads med sin særlige blanding af humor og hjerte. Filmen sigter ikke efter store, filmiske erklæringer, men fokuserer i stedet på hovedpersonens nære, personlige rejse.

For dem, der holder af karakterdrevne fortællinger med en blanding af humor og drama, er Underneath the Same Moon værd at se. Filmen beder os tro på kærlighedens kraft og den menneskelige hukommelses kompleksitet, selv når logikken måske siger noget andet. Skuespillet er stærkt, instruktionen solid, og de følelsesmæssige øjeblikke rammer oftere plet end ikke.

I sidste ende vil Underneath the Same Moon formentlig finde sit publikum blandt dem, der holder af independentromantik med et strejf af skævhed og masser af hjerte.

Tags: Komedier, Bob Wasson, Underneath the Same Moon