Det, Jack London skrev i 1909, var ikke just en roman — det var et regnskab. En halvt selvbiografisk dissektion af en mand, der river sig løs fra fattigdommen ved ren intellektuel kraft, kun for at opdage, at den borgerlige verden, han kæmpede så desperat for at komme ind i, ikke har noget at tilbyde. Pietro Marcello forstod det, inden han flyttede en eneste scene fra San Francisco til Napoli.

Transpositionen er ikke kosmetisk. Marcello omkobler historiens politiske kredsløb: Londons californiske bugt bliver til Italien i mellemkrigstiden, og Martin Edens ensomme individualisme får en tragisk dimension, som originalet kun kunne antyde. Luca Marinelli spiller Eden som en mand, der læser alt, hvad han kan, og alligevel er ude af stand til at læse de historiske kræfter, der samler sig om ham. Hans dannelse er ægte; hans blindhed, fuldstændig.

Kameramand Francesco Di Giacomo optager i 4:3 og blander 16mm-korn med arkivmateriale fra napolitanske arkiver. Arkivmaterialet er ikke dekoration: det forankrer Martins individuelle historie i en kollektiv historie, han nægter at tilslutte sig. Hver arbejdermarch og fabrikssång, der dukker op i de sepiatonede indskud, minder seeren om, at filmens argument er politisk, ikke bare psykologisk.

Luca Marinellis præstation er det centrum, som filmen organiserer hele sin moralske vægt omkring. Han modtog Volpi Cup for bedste skæuspiller i Venedig, og prisen er fortjent uden forbehold. Marinelli spiller Edens forvandling — fra nærmest analfabetisk sømand til publiceret forfatter til udtømt kendis — uden en eneste falsk tone. Det, han formidler mest overbevisende, er ikke ambitionen, men prisen for den. Scenen, hvori Eden indser, at succesen har gjort ham usynlig for sig selv, spilles i fuldstændig stilhed og er blandt de mest knusende i italiensk film i dette århundrede.

Martin Eden er ikke en let film. Den er lang, auster og holder seeren på en bevidst afstand. Men den austeritet er præcision, ikke kulde — og i det sidste billede ankommer alt, der har holdt afstand, uden varsel. Jack London døde som fyrrreårig, et år efter romanens udgivelse. Pietro Marcello forstod, hvad London ikke helt kunne formulere om sin egen skabelse, og forskellen mellem de to værker er målet for filmens bedrift.