Henry Hill ville være gangster, som andre børn vil være astronauter, og længe lader filmen ham få det. Fra et vindue på den anden side af gaden ser han Paulie Ciceros sjak styre taxaholdepladsen og kvarteret, og han beslutter, før han er gammel nok til at køre bil, at de mænd lever det bedre liv. Fortællerstemmen er hans fra første billede. Det ubehagelige er, at filmen næsten giver ham ret.

Argumentet handler om tone, ikke om moral. Martin Scorsese instruerede filmen ud fra et manuskript, han skrev med Nicholas Pileggi, der havde tilbragt år ved den virkelige Hills side, mens han researchede bogen, den bygger på. Oprindelsen betyder noget: det er en mafiahistorie bygget af en kriminalreporter, og den fungerer mindre som en opera end som en telefonaflytning med en fremragende pladesamling. Grusomheden og glamouren deler samme billede, og ingen af dem ophæver den anden.

Den mest citerede sekvens er også tesen. Scorsese fører Henry og Karen fra gaden ind i Copacabana gennem køkkenet, i én enkelt Steadicam-optagelse forbi hver dør, der åbner sig for en gangster; når et bord bæres ud og stilles foran scenen, er forførelsen fuldbragt — din, ikke kun Karens. Michael Ballhaus’ kamera står aldrig stille, og Thelma Schoonmakers klipning fryser billedet præcis i de øjeblikke, Henry helst ville springe over. Stilen er moralen. Filmen viser rusen og fanger dig så i at nyde den.

Joe Pescis Tommy er rollen, klippene elsker — restaurantscenen, den med »er jeg sjov, hva’?«, har overlevet næsten alt, hvad der kom op den sæson — og den gav ham en Oscar. Men truslen tilhører Robert De Niro. Hans Jimmy Conway lytter mere, end han taler, og man ser ham regne ud, hvilken ven der nu koster mindre død end levende. Ray Liotta holder midten som manden, der fortæller: charmerende nok til at trække dig ind og hul nok til, at du begynder at frygte, hvor han fører dig hen. Lorraine Bracco er den anden fortæller, filmen har brug for, den der forklarer, hvordan man ender med at have pistolen i natbordet og kalde det hverdag.

Sangene er den anden fortæller. The Crystals, Cream, Rolling Stones, Sid Vicious og til sidst klaverkodaen fra »Layla« lagt hen over ligene, der dukker op i bagagerum og kølerum: hvert nummer kommenterer den scene, det følger, i stedet for at lægge en stemning under den. Scorsese bruger popmusik, som andre instruktører bruger et alvidende orkester, og derfor er filmens grimmeste øjeblikke også dens mest kinetiske.

Sidste akt bytter glamouren ud med tømmermændene. Sjakket, der så uantasteligt ud, tilbringer sine sidste måneder skæve og paranoide, spejdende mod himlen efter helikoptere, og Henry afslutter historien i vidnebeskyttelse i forstaden, klagende over, at spaghettisaucen derude er forkert. Scorsese giver aldrig publikum en dom over ham. Den nægtelse er det, filmen stadig strides med sig selv om: rusen og angeren rummes i samme billede, og hvilken der vinder, afhænger af den sætning hos Henry, man standser ved. Derfor er GoodFellas stadig filmen, gangstergenren måles op imod.

Tags: martin scorsese, Filmklassiker, robert de niro