Film

Venedig giver Bedste Instruktør til DAU – og giver dens højlydte kontrovers en anden akt

Jun Satō

Ingen pris på den 83. Venice Film Festival vil blive diskuteret længere end denne. Sølvløven for Bedste Instruktør gik til Ilya Khrzhanovsky for DAU, titlen der ankom til Lidoen under protest og forlod den med konkurrencens håndværkspris – en sekvens der garanterer, at debatten om filmen får et nyt liv langt efter ceremonien.

DAU er filmdelen af et projekt, som Khrzhanovsky har forfulgt i årevis: en immersiv, totalmiljø-rekonstruktion bygget omkring et sovjetisk forskningsinstitut, iscenesat i en skala der udvisker grænsen mellem filmset og levet eksperiment. Den metode er netop, hvad der altid har delt seerne. Beundrere kalder det et enestående forsøg på at filme et system indefra; kritikere har længe rejst spørgsmål om, hvordan deltagerne blev behandlet inden i så omfattende en produktion. En pris for Bedste Instruktør belønner kontrollen bag den skala – og kan ikke undgå at blive læst som en godkendelse af metoden selv.

Premieren skærpede det hele. Visningen trak en protest, med indvendinger både knyttet til et russisk-ledet projekt, der vises prominent under krigen i Ukraine, og til tilstedeværelsen af dirigent Teodor Currentzis, hvis institutionelle bånd i Rusland har vakt opsigt på tværs af europæiske kultursteder. Festivaldirektør Alberto Barbera forsvarede udvælgelsen fra podiet og argumenterede for, at festivalens opgave er at vise værket og lade argumentet foregå i det åbne. Juryen svarede dage senere på det argument ved at udnævne Khrzhanovsky til udgavens bedste instruktør.

Det er det, der gør valget læsbart som en erklæring snarere end et rutinemæssigt håndværks-nik. Maggie Gyllenhaals panel var gennem hele festivalen blevet læst som opmærksomt på billedskabelsens etik – hvem der filmes, på hvilke vilkår, af hvem. At give sin instruktørpris til udgavens mest etisk omstridte film er enten en modsigelse af det ry eller dets skarpeste udtryk: en jury der insisterer på, at vanskelig, endda foruroligende, biograf er præcis, hvad en konkurrence eksisterer for at veje snarere end at undgå.

Det omrammer også toppen af palmarès. Med Guldløven gående til May el-Toukhy’s Woman Unknown og Store Jurypris til Lee Chang-dong holdt juryen sine to mest fejrende priser fri for kontrovers og placerede sin mest splittende erklæring i instruktørkategorien – en fordeling der virker bevidst, der belønner ambition og konsensus hver for sig.

Hvad det låser op for, er mindre en kommerciel landingsbane end en samtale. DAU ville aldrig blive distribueret som en konventionel udgivelse, og en Venedig-instruktørpris giver det den ene ting, som projektet altid har omdannet til brændstof: opmærksomhed, og den argumentation der følger med. Om den argumentation læses som en retfærdiggørelse eller som en festival der ser bort fra svære spørgsmål, er den debat Venedig nu har sendt ind i sæsonen.

Tags: , , , , ,

Debat

Der er 0 kommentarer.