Carlos Alcaraz’ comeback i US Open ved siden af Serena Williams afslørede fire måneders rust

På tennisens største bane, foran et publikum, der var kommet for at tilbede, så verdens bedste unge spiller ud som en mand, der havde mistet følingen med sine egne hænder. Carlos Alcaraz stod på Arthur Ashe Stadium ved siden af Serena Williams – en konstellation, der var tænkt som et salgstrick, ikke som en trofæmaskine – og i én underlig aften spillede sportens mest flydende slagmager som en, der lærte trinene forfra.

Dobbeltfejlen kom på det allerførste point. Så server, der drev ind i nettet, en mester, der var tøvende, hvor han plejer at være uovervindelig. Alcaraz, der normalt bøjer denne bane efter sin vilje, var stram, menneskelig, usikker. Resultatet, der fulgte – en sejr i første kamp, derefter et kvartfinalenederlag – er det mindst interessante ved aftenen. Det, der betød noget, var at se en stor spiller genopdage – offentligt og uden andet på spil end stolthed – hvordan nerver egentlig føles.

Det er, hvad en lang pause gør, selv ved de allerbedste. Alcaraz havde ikke slået en konkurrencebold, siden en håndledsskade satte ham ud i foråret og slettede hans Roland Garros og Wimbledon. Han kom tilbage, ikke via en stille opvarmning i en halvtom arena men her, under lysene, på den største scene, sporten har – og han valgte at gøre det, mens han holdt hånden på sportens mest berømte spiller.

“Jeg dobbeltfejlede på første point,” indrømmede Alcaraz. “Jeg var virkelig, virkelig nervøs. Jeg var ude i fire måneder … Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles.” Læs det igen: verdens tredjebedste mand, tilbage på Ashe, der tilstår, at han havde glemt følelsen af konkurrence. Det er afsløringen. Resultatet er en fodnote; nerverne er overskriften.

Intet af dette var tilfældigt. US Open genopbyggede sit mixed double for præcis dette – et komprimeret, stjernespækket show, der blev skudt ind, før den rigtige turnering begynder, med en vindertjek, der er svulmet op til et overskriftssum, og et felt fyldt med single-profiler, der ellers aldrig ville gide at spille double. Det er teater, og alle på banen ved det. Hvilket er præcis, hvorfor det fungerer som en genindtrædelsesrampe: en spiller som Alcaraz kan ryste rusten af foran et fyldt hus uden et ranglistepoint eller et reelt nederlag på spil.

Serena Williams var grunden til, at huset var fyldt. Tilbage på Ashe for første gang siden sit farvel, ikke tilmeldt i single, var hun selve spektaklet – esset på 120 mph, den gamle stønnen, det brølende “Kom så!” der stadig løfter tyve tusinde mennesker. “Jeg havde aldrig forventet at være tilbage på denne bane,” sagde hun. “Jeg troede aldrig, det ville ske.” Men de konkurrencemæssige indsatser, så vidt de var, tilhørte den yngre mand ved hendes side. Hun var kommet for at vinke; han var kommet for at huske, hvordan man spiller.

Slutningen kom mod Belinda Bencic og Flavio Cobolli, der vandt kvartfinalen 5-4(4), 4-1. Alcaraz og Williams skabte ikke én eneste breakbold; returneringen, altid det første, der svigter en rusten spiller, forrådte dem. Cobolli, der før kampen havde døbt parret “dronningen af tennis og kongen af nu”, fangede surrealismen bagefter: “At spille mod Serena og Carlos på Arthur Ashe er ikke let. Jeg var træt før kampen, jeg er træt nu.” Bencic indrømmede, at hun blev ved med at kigge rundt på banen og undre sig over, hvordan hun overhovedet var endt på den.

For Alcaraz er diagnosen næsten betryggende. Hænderne var langsomme, nerverne var højlydte, og intet af det talte for noget. Han går fra sideshowet med den ene ting, han faktisk havde brug for – mindet om, hvordan pres føles – og en håndfuld dage til at skærpe det, før turneringen, der vil gøre det. Rusten faldt af på Serenas scene. Regningen forfalder i single-trækningen.

Tags: tennis, Serena Williams, US Open, Carlos Alcaraz, mixed doubles