Den åbningsscene slår til med et chok: En gravplyndrer binder en rådden krop på et monument. Solen stiger over den lille texanske by Newt, Muerto County, og vi ser det groteske syn for første gang. Tobe Hoopers Motorsavsmassakren (1974) begynder med et billede af dødens absurditet – ikke dramatiseret, men dokumentarisk nøgtern. Fra dette øjeblik er det klart, at Hooper ikke søger den frygt, man kan sove sig fra, men det ubehag, der ikke forsvinder.

Hooper og manuskriptforfatter Kim Henkel skaber en fortælling om en gruppe venner, Sally (Marilyn Burns), Jerry (Allen Danziger), Pam (Teri McMinn), Kirk (William Vail) og Franklin (Paul A. Partain), der kører gennem det landlige Texas for at besøge deres bedstefars grav. De møder en hitchhiker, der angriber dem med et barberblad, og siden en slagterfamilie ledet af Leatherface (Gunnar Hansen). Filmen er lavbudget – under 140.000 dollars – men bruger sine begrænsede ressourcer til at skabe en atmosfære fyldt med trykkende spænding. Hooper valgte et ensemble af relativt ukendte skuespillere fra Central Texas, og det bidrager til filmens autentiske, hverdagslige fornemmelse.

Hoopers dokumentariske stil giver filmen en rå, næsten realistisk følelse. Det er ikke den blodige splatter-horror, man måske forventer – Hooper begrænsede mængden af synligt blod, men MPAA gav den ved første indsendelse en X-bedømmelse, som siden blev anfægtet og nedsat til R – og det, der mangler i gore, kompenseres med psykologisk træthed. Lydbillederne er lige så effektive: motorsavens brummen, Leatherfaces skrig og familiens uhyggelige mumlen skaber en vedvarende fornemmelse af kaos.

Men filmen har også svagheder. Handlingen er forankret i 1970’ernes urolige sociale klima og mangler dybde i karakterudvikling. De fleste figurer fungerer som offertyper snarere end udviklede personer, undtagen Sally, hvis angst og overlevelsesinstinkt bærer filmen frem. Hoopers beslutning om at holde voldsindholdet nede virker både som en styrke – det giver plads til forestillingsevnen – men også som en begrænsning: Nogle scener kunne have haft større effekt med mere visuel intensitet.

Det, der virkelig holder Motorsavsmassakren oppe, er Gunnar Hansens fremstilling af Leatherface. Hans fysiske tilstedeværelse og tavse ageren giver figuren noget dyrisk og uforklarligt – Leatherface har intet motiv, ingen psykologi, og dét er præcis det, der gør ham uudholdelig at se på. Marilyn Burns’ portrættering af Sally er filmens andet store ankerpunkt; hendes rå, udmattede ængstelighed forankrer det hele – uden hende ville filmens klimaks forblive tom mekanik. Scenen ved middagsbordet, hvor Sally sidder fanget af familien, er filmens egentlige klimaks – mere ubærlig i sin stille absurditet end mange af de voldelige sekvenser.

Filmen blev markedsført som baseret på sande begivenheder for at tiltrække et bredere publikum og fungerede som en subtil kommentar til det politiske klima i 1970’erne. Selvom handlingen er fiktiv, var den inspireret af morderen Ed Geins forbrydelser. Hooper stod over for udfordringer med at finde en distributor på grund af filmens voldelige indhold, men den blev endelig erhvervet af Bryanston Distributing Company.

Filmen solgte over 16,5 millioner billetter i 1974 alene og tog ind over 30 millioner dollars ved den amerikanske biovisning. Kritikere har siden diskuteret dens dybere temaer: dehumaniseringen af vold, den sociale kommentar den indeholder, og dens rolle som skabelon for en hel genre. Den cementerede den maskerede gerningsmand og motoriserede redskaber som mordvåben som faste konventioner i slasher-genren – greb, der i de følgende årtier er blevet kopieret, parodieret og citeret i utallige produktioner. I 2024 blev Motorsavsmassakren optaget i USA’s National Film Registry som kulturelt og historisk væsentlig film.

Modsavsmassakren er en film, man ikke slipper af med. Den er halvtreds år gammel og rammer stadig som et slag mod maven – den slags ubehag opstår kun, når et kamera rettes mod brutalitet uden nåde, uden forklaring og uden afstand.