Det hele tager sin begyndelse med en simpel flytning. Rosemary og Guy Woodhouse træder ind i deres nye lejemål i Bramford-apartmentskomplekset, et sted omgivet af rygter og mørke historier. Mia Farrow som Rosemary giver en sårbar og skrøbelig præstation, hvor hendes store øjne og spinkle stemme nærmest forsvinder i lejlighedens høje vægge. Roman Polanskis kamera følger hende med et koldt, klinisk blik, som om vi er uindbudte gæster ved en privatskandale.

Rosemary’s Baby er ikke en film om springende skygger eller dybe mørke; det er en historie om gradvis undergravening. Polanski, der selv tilpassede Ira Levins roman til lærredet, bygger spændingen gennem små, men uhyggelige detaljer: Rosemarys pludselige svimmelhedsanfald, Guys (John Cassavetes) skiftende opførsel og de ekscentriske naboer Minnie og Roman Castevet (Ruth Gordon og Sidney Blackmer), hvis venlige glimt aldrig når helt til øjnene. Det er i disse interaktioner, især mellem Rosemary og den sarkastiske, men charmerende Minnie, at filmens skarpeste dialog dukker op.

Hvad der virker bedst, er Polanskis evne til at gøre det ordinære til det uhyggelige. Selve Bramford-bygningen er aldrig præsenteret som et spøgelseshus i traditionel forstand; den er bare gammel, stor og tung – og alligevel sidder ubehaget i murene. Lydsporet understøtter atmosfæren med sine ubehagelige stilleøjeblikke og pludselige støjimpulser. Det er en film, der trives i tomrummet mellem det, der siges, og det, der menes.

Men Rosemary’s Baby har også sine svage punkter. Farrows præstation bærer filmen på sine skuldre, men Guy Woodhouse, som Cassavetes spiller ham, forbliver utilstrækkeligt udviklet. Hans motiver anes frem her og der, men karakteren fungerer primært som katalysator for Rosemarys fald snarere end som et selvstændigt menneske – og den ubalance skaber en dramatisk tyndslidthed, som filmen aldrig fuldt ud overvinder.

Polanski arbejder med præcision og tålmodighed og bygger langsomt men sikkert op til en afsløring, der stadig ryster. Instruktørarbejdet kombinerer et skarpt øje for detaljer med en dyb forståelse af psykologisk spænding: hvert billede er nøje komponeret, hvert skift afvejet mod det næste. Det er sjældent, at en horrorfilm behersker tomrummets funktion på den måde.

Ruth Gordon og Sidney Blackmer som Minnie og Roman Castevet stjæler scenen med deres ekscentriske og uforudsigelige tilstedeværelse. Gordons Minnie er særligt vellykket: hendes sarkasme er aldrig blot komisk, den har en skarp, truende underton, der gør hvert besøg til en prøvelse for Rosemary – og for os. Blackmers Roman fungerer som pendant: han er varmhjertet, forsonlig, aldrig konfronterende, og netop deri ligger hans fare. Parrets interaktioner med Rosemary er filmens mest mindeværdige sekvenser.

Filmen blev ved udgivelsen modtaget med ros og kontrovers i nærmest samme åndedrag. Kritiker Roger Ebert bemærkede, at filmens effektivitet ikke aftager, selvom man kender handlingen på forhånd – en observation, der holder. Spændingen hviler ikke på overraskelsen, men på den kolde logik, hvormed Rosemarys verden langsomt og uafvendeligt lukker sig om hende.

En af filmens stærkeste kvaliteter er dens vilje til at undersøge, hvad der sker, når fællesskabet kræver underkastelse af den enkelte. Polanski placerer historien i et katolsk miljø og lader de religiøse og sociale forventninger, der omgiver Rosemary, fungere som endnu en form for fangenskab. Hun er ikke blot offer for overnaturlige kræfter; hun er et menneske, der langsomt fratages selvbestemmelse af folk, hun burde kunne stole på. Det er denne dimension, der giver filmen en ubehagelig aktualitet den dag i dag.

Det er også her, filmen virker mest vedvarende insisterende. Polanski afviser de nemme svar og lader i stedet detaljerne gøre arbejdet: en for længe holdt øjenkontakt, en drink med en besynderlig bismag, en læge, der nikker lidt for hurtigt. Når den endelige afsløring falder, er dens kraft ikke overraskelsens, men anerkendelsens – man vidste det hele tiden, man ville bare ikke tro det.

Med sin beherskede regi og en fremragende Mia Farrow i centrum er Rosemary’s Baby, næsten seks årtier efter premieren, stadig en film, der gør ondt på den rigtige måde. Den foruroligende fornemmelse af at se en kvinde miste fodfæstet i sin egen virkelighed – omgivet af mennesker, der alle ved mere end hende – er en mekanisme, Polanski behersker til perfektion, og resultatet er en af de mere vellykkede psykologiske horrorfilm, der overhovedet er lavet.