Den beslutning, der bestemmer alt i Snefællesskabet, er strukturel: J.A. Bayona valgte Numa Turcatti som fortæller. Turcatti var en 25-årig uruguayansk jurastudent, der døde i Andesbjergene den 11. december 1972 — to dage inden de sidste overlevende blev reddet. Han kom aldrig ud. Filmen giver ham alligevel mikrofonen og bruger hans posthume perspektiv — roligt, sørgende, præcist — som drivkraft for alt, hvad der følger.

Andeskatastrofen i oktober 1972 var allerede skildret i Frank Marshalls Alive (1993). Bayona ved det og laver en kategorisk anderledes film. Hvor Alive er en overlevelsesfilm — stram på handling, drevet af kroppens nægtelse — er Snefællesskabet nærmere en kollektiv elegi. Den bevæger sig i udmattelsens tempo. Ingen ensomme helte, ingen antagonist. Bjerget, femogfyrre mænd og en præcis optælling af, hvem der er tilbage.

Enzo Vogrincic spiller Turcatti med enestående disciplin — filmens emotionelle centrum, men mærkværdigt passiv: han observerer og kommenterer i fortid. Den sene afsløring af, at denne stemme tilhører én, der ikke kom hjem, er ikke et dramatisk trick — det er filmens moralske standpunkt. Overlevelsesmetoden — de overlevende spiste kroppene af deres døde kammerater — behandles med større moralsk vægt her end i nogen tidligere fremstilling.

Snefællesskabet vandt Golden Globe for bedste film på et fremmed sprog og modtog en Oscar-nominering for bedste internationale film. Disse anerkendelser er velfortjente. Men filmens egentlige kvalitet ligger i den strukturelle beslutning om at sætte en mand, der er død, i centrum. Bayona bliver hos det, der blev efterladt.