Name: Teenage Sex and Death at Camp Miasma
Director: Jane Schoenbrun
Genre: Horror, Comedy
Released: 2026-08-07T00:00:00+00:00
Duration: 112 min
Cast: Hannah Einbinder, Gillian Anderson, Jack Haven, Patrick Fischler, Arthur Conti

En død franchise er en sær ting at arve. Camp Miasma er blevet efterfulgt af opfølgere, til luften gik af den, dens forskrækkelser fotokopieret, til ingen af dem længere rammer, dens fanskare skrumpet til en rest af komplettister, der møder op af vane. Så bliver den rakt videre til en, der faktisk vil have den — ikke for at malke den, men fordi hun elsker den billige, uanselige ting, den engang var. Netop den overdragelse, øjeblikket hvor et stykke engangsgys bliver ét menneskes fiksering, er der, hvor Jane Schoenbrun tager fat.

Den film, Schoenbrun bygger op om overdragelsen, er en slasher om at lave en slasher, og den nægter blankt at behandle det som to adskilte opgaver. En ung instruktør overtager genstarten og opsøger den skuespillerinde, der spillede originalens final girl, en enspænder, der har brugt år på at arrangere ikke at blive set på. Det, der begynder som et castingbejleri, surner til noget, der er nærmere besættelse. Gyset, der bydes frem, er ophavsretten selv — hvem ejer et monster, hvem får lov at holde kniven, hvem overlever at blive betragtet.

Hannah Einbinder spiller Kris, den tiltrædende instruktør, og castingen er selve argumentet. Einbinders komiske register kører på nerve og selvblottelse, og Schoenbrun gør våben af begge dele. Kris er en fan, der ved præcis, hvor billigt hendes elskede objekt er, og griber efter det alligevel, hvilket gør hende til den sjældne gyserhovedperson, hvis værste fare er hendes egen smag. Hun er publikums stedfortræder og angriberen på én gang, og filmen slipper hende aldrig fri af nogen af delene.

Over for hende er Gillian Anderson som Billy Presley, den forsvundne final girl. Anderson spiller hende som fatning med en brudlinje løbende tværs igennem, en kvinde der for længst forstod, at i denne franchise var det at være ikon og det at være bytte den samme rolle fotograferet fra forskellige vinkler. Da Kris kommer bejlende, må Billy afgøre, om en comeback er en genopstandelse eller bare et andet mord. De to kvinder, der kredser om hinanden, hver især i færd med at regne ud, hvem der instruerer hvem, er filmens egentlige begivenhed; ligtallet er nærmest en høflighed over for genren.

Schoenbrun har brugt sine film på, hvordan skærme koloniserer dem, der stirrer ind i dem — den kvalmende nettkult i den første, den dysforiske tv-tåge i filmen, der slog dem igennem hos et bredere publikum. Det er første gang, de tager en fungerende kommerciel gysermotor og kører den i fuld genrefart i stedet for at skille den ad udefra. Optagetheden er den samme: en identitet, der samles og pilles fra hinanden af de billeder, vi indtager. Camp Miasma rækker den bare en kniv.

Den virker også som en vittighed på branchens bekostning, fortalt uden pointens barmhjertighed. Camp Miasma står for enhver rettighed, der er slæbt tilbage op på operationsbordet længe efter, pulsen holdt op, og Kris for enhver instruktør, der har fået et lig i hånden og fået besked på at få det til at gå. Schoenbruns sympati ligger hos den fan, der tager den opgave alvorligt, men filmen ser klart på prisen: at genstarte noget er at grave det op, og at grave ting op er netop sådan, gyserfilm begynder.

Det, der holder grebet fra at skride sammen til et seminar, er, at Schoenbrun aldrig lader meta-rammen blive et alibi. Drabene er rigtige drab. Lejren, søen, mudderet, klingen der stiger op af sort vand — hele slasherinventaret filmes lige på, uden det blink, der plejer at undskylde for det, og først da forvrider begæret mellem de to kvinder billedet. Filmen åbnede Un Certain Regard i Cannes og forlod den med Queer Palm, det sikreste tegn på, at romantikken ikke er en garniture lagt oven på blodet. Den er den bærende væg.

Indsatsen er læsbarheden. En historie så foldet ind i sig selv, en genstart om en genstart og en final girl om final girls, risikerer kun at gå op for de seere, der allerede taler flydende slasher og kan høre hvert ekko. Schoenbruns styr på tonen har aldrig været spørgsmålet; deres styr på et publikum, der ikke har lavet lektien, er det åbne. Om metateksten ankommer som ægte gru eller blot som kløgt, er det, spilletiden må afgøre, og traileren, snu som den er, holder det svar lige uden for billedet.

A still from Jane Schoenbrun slasher Teenage Sex and Death at Camp Miasma from 2026 — A scene from *Teenage Sex and Death at Camp Miasma* (2026)

Ensemblet omkring de to hovedroller er dybt. Jack Haven optræder som Little Death og Patrick Fischler som Rudolph, med Arthur Conti, Eva Victor, Zach Cherry, Sarah Sherman, Dylan Baker, Jasmin Savoy Brown, Quintessa Swindell og Kevin McDonald til at fylde lejren ud. Plan B Entertainment producerede sammen med Mubi, der også styrer lanceringen i store dele af verden.

Mubi åbner filmen i New York og Los Angeles den 7. august, med en begrænset udvidelse ugen efter og en bredere amerikansk visning til at følge. En dansk biografpremiere er endnu ikke bekræftet; den amerikanske start via Mubi den 7. august må tjene som holdepunkt. Filmen varer 112 minutter. Internationale datoer via Mubi og The Match Factory lander hen over sensommeren og ind i efteråret.