Name: Supergirl
Director: Craig Gillespie
Genre: Action, Adventure, Science Fiction
Released: 2026-06-26T00:00:00+00:00
Duration: 108 min
Cast: Milly Alcock, Matthias Schoenaerts, Eve Ridley, David Krumholtz, Emily Beecham

En kryptoner, der husker sin planets død, er et andet væsen end en, der aldrig kendte den. Kara Zor-El nåede Jorden ældre end fætteren, der blev Superman, gammel nok til at have set Krypton falde fra hinanden omkring sig, og den erindring er motoren i filmen, der er bygget om hende. Hun er ikke en oprindelse, der venter på at ske, men en, der allerede bærer et tab, som universet omkring hende ikke kan omgøre, og fortællingen tager det faktum som første princip.

Det, der følger, ligger tættere på westerngenren end på den sædvanlige superhelteskabelon. Kara krydser galaksen på en hævnmission, fulgt af en ung rumvæsenpige ved navn Ruthye, der søger sit eget drab, og historien satser på gnidningen mellem et næsten usårligt væsen og et barn, der intet har ud over sit nag. Spørgsmålet, den åbner og holder åbent, er, om magt betyder noget for den, der allerede har mistet det, hun ville beskytte med den.

Rollebesætningen fungerer som en tese, før et eneste billede er vist. Milly Alcock spiller Kara tør og udmattet, ligeglad med sin egen myte, det modsatte af den lyse, pligtopfyldende Supergirl, som figuren har båret i årtier. Matthias Schoenaerts som dusørjægeren Krem of the Yellow Hills giver den tyngde, en hævnfortælling kræver af sin modstander. Eve Ridleys Ruthye er den anden halvdel af en duo, ikke en hjælper. David Corenswets Superman passerer i marginen, bevidst underordnet, mens Jason Momoas Lobo bryder ind som larm fra en højere genre.

Det er her, valget af instruktør bliver læseligt. Craig Gillespie har brugt sin karriere på at finde det sårede menneske inde i skikkelser, som kulturen allerede har henlagt som særling, fupmager eller vittighed. Den ensomme mand og hans dukke på bestilling, skøjteløberen, som pressen gjorde til grin, modeskurken genopbygget som oprindelsesmyte, de små investorer, der et øjeblik skræmte Wall Street. Hans register er tonekontrol, evnen til at lade komik og virkelig skade dele samme billede, uden at den ene ophæver den anden. At betro den følsomhed et kosmisk stof er projektets centrale væddemål.

Forlægget tydeliggør ambitionen. Filmen bygger på Supergirl: Woman of Tomorrow, miniserien af manuskriptforfatteren Tom King og tegneren Bilquis Evely, et album rost for Evelys vidtstrakte maleriske vidder og for en melankolsk hævnbue tættere på De nådesløse end på et heltemøde. En western optaget i rummet stiller usædvanlige krav til billedet. Genren lever af landskabet og det fastholdte ansigt, af en varighed, der lader stilheden samle vægt, og prøven er, om filmen stoler på det lange blik, når formens refleks er at klippe til næste slag.

Stilheden er også det sværeste at skalere, og her samler tvivlen sig. Intet beviser endnu, at Gillespies intime greb overlever storformatets maskineri og et delt univers’ påbud, der hele tiden trækker mod bindevæv: fætteren, dusørjægeren, hunden. En hævnfortælling skal fortjene sin vold snarere end blot at iscenesætte den, og en anden franchisedel bærer den dobbelte byrde at introducere en figur og samtidig tjene en større plan. Tegneseriens ro er netop den kvalitet, en storfilm har tendens til at slibe væk.

De krediterede hovedroller udfylder resten af kortet. Alcock fører an som Kara Zor-El, med Schoenaerts som Krem og Ridley som Ruthye Marye Knoll. David Krumholtz og Emily Beecham ses som Karas forældre Zor-El og Alura In-Ze. Corenswet vender tilbage som Superman og Momoa som Lobo. DC Studios producerer sammen med Troll Court Entertainment og The Safran Company, Warner Bros. Pictures distribuerer, og filmen varer 108 minutter, der lover økonomi frem for udflydning.

Der er endnu ingen bekræftet dansk premieredato i skrivende stund, selvom den internationale lancering begynder i de sidste dage af juni 2026. Lykkes væddemålet, bliver det mest interessante ved Stålpigen til sidst, hvor lidt stålet egentlig betyder.