Film

”Tender Loving Care”: Kate O’Flynns socialrådgiver er Mike Leighs egentlige emne

Martha Lucas

Der er en kvinde i centrum af Mike Leighs nye film, som bruger sine dage på at håndtere andres kriser og sine aftener på at insistere på, at hun har det fint. Kate O’Flynn spiller hende, og længe før filmen afslører, hvad den handler om, er hun grunden til, at den holder. Amy er sagsbehandler i et plejesystem, der kører på tomgang, den slags person, et samfund læner sig op ad, netop fordi hun aldrig beder om at få noget tilbage.

Hun er flyttet ind hos sin bedste veninde efter et brud, to kvinder, der deler lejlighed og et erhverv, der giver dem andres vrede at leve af. Det O’Flynn gør med Amy er hele pointen: hun spiller munterhed som en beslutning snarere end et humør, et smil, der hver morgen skrues fast over noget mere træt indeni. Når karaktererne samles omkring gamle klassikere, og nogen slår an til “The Great Pretender,” fortæller filmen næsten direkte, hvordan du skal se hende.

Anmeldelserne fra bjergene har været blide. TheWrap kaldte den “en mild lille perle”; Deadline beskrev den som en af Leighs bedste, det varme, uforhastede britiske familieportræt, han vender tilbage til, når han er mest sikker. Hvis dette er finalen, den 83-årige instruktør har antydet, siger konsensus, er den passende – human, utvungen, en filmskaber, der slutter fred på sit eget register.

Den indramning er generøs, og den er også lidt døv over for, hvem der faktisk bærer det hele. Variety’s Owen Gleiberman, alene i sin modstand, fandt filmen “lidt spredt” og mere “skematisk end kraftfuld.” O’Flynn, indrømmede han, er “en kommanderende skuespiller,” men han kritiserede filmen for ikke at give Amy “styrken af en blottet skæbne” – Leigh, skrev han, bliver ved med at knytte hende til “et større sociologisk syn” i stedet for at stole på hende som person.

Her er sagen, som både ros og kritik egentlig kredser om: begge sider diskuterer, om Amy er fuldt tegnet, og begge forveksler Leighs tilbageholdenhed med et hul. Hans metode har altid været det modsatte af den blottede skæbne. Han og hans skuespillere bygger disse mennesker op over måneder, indefra og ud, før der findes et plot til at forklare dem; det, der når lærredet, er den tilbageholdte del, det indre, en rigtig sagsbehandler lærer aldrig at vise en klient. Amy er ikke underbeskrevet. Hun er vagtsom, hvilket er noget andet og sværere at spille, og O’Flynn spiller sømmen mellem de to så rent, at du kan gå glip af, hvor meget der bliver holdt nede.

Den private historie er, hvor sociologien holder op med at være abstrakt. Amy bruger sin arbejdstid på at arrangere pleje for fremmede; derhjemme begynder hendes far at glide ind i den tidlige tåge af demens, og den professionelle omsorgsperson opdager, at der ikke findes nogen sagsmappe for din egen familie. Marion Bailey og Paul Jesson, som hendes forældre, udfører filmens mest stille ødelæggende arbejde – de hjemlige scener, hvor kærlighed og irritation deler en kedel. Staten, der betaler Amy for at passe på, er nedslidt; spørgsmålet, filmen bliver ved med at stille, uden en eneste tale om det, er hvem der passer på plejeren.

Det, der holder den ærlig, er Leighs afvisning af at opløse noget af det i en morale. Der er ingen twists, intet melodrama, kun den akkumulerede vægt af genkendelige mennesker, hvilket er præcis, hvad der får O’Flynn’s tilbageholdenhed til at slå igennem. Læst som et farvel er filmen rørende. Læst gennem Amy er den skarpere end rørende – et portræt af den person, et flosset samfund bruger op, spillet af en skuespiller, der forstår, at det mest ømmeste, du kan gøre på skærmen, er at nægte at falde fra hinanden på kommando.

Filmen havde premiere på Telluride Film Festival og rejser videre til Toronto og New York Film Festival, før Bleecker Street åbner den i amerikanske biografer i begyndelsen af december; den varer slanke 107 minutter. Uanset om det viser sig at være Leighs sidste, efterlader den Amy stående ved vasken, stadig foregivende, stadig det sandeste i rummet.

Tags: , , , ,

Debat

Der er 0 kommentarer.