Abigail’s Party: Tamzin Outhwaite er glimrende, men Nadia Falls genopsætning blødgør Mike Leighs grusomhed

Hver genopsætning af Abigail’s Party slæber et spøgelse med sig. Alison Steadmans Beverly — al den kurrende trussel og Demis Roussos på anlægget — har kastet sin skygge over rollen i en generation, og den nemme måde at iscenesætte Mike Leighs cocktailparty-autopsi på er som en nostalgi-maskine: en lun latter over avocado-badeværelser og manérerne hos en klasse, der ikke længere klæder sig sådan. Tamzin Outhwaite, der strejfer om på Harold Pinter Theatre i West End, nægter at give varme. Hendes Beverly er ikke et tidsbetinget kuriosum, men et rovdyr, og det afslag er det mest interessante argument, denne produktion fremfører for, at stykket stadig bider.

Anmelderne har samlet sig om Outhwaite som historien, og deri har de ret. Kritikerne griber konstant efter samme register: Financial Times kaldte hende flintrende, fæl og ganske fabelagtig; The Stage så hende gribe og trampe igennem aftenen med funklende overbevisning; Time Out noterede en ondt beregnende, midaldrende ondskabsfuld pige. Hun hælder mere ondskab og mere manipulation ind i Beverly, end rollen normalt kræver, og lader værtindens gæstfrihed forvandle sig til kontrol. Det er med almindelig enighed et hit.

Men tour-de-force-rammen begraver genopsætningens modigere beslutning. Nadia Fall har castet Omar Malik og Lauren Patel, begge skuespillere med sydasiatisk baggrund, som Tony og Angela, det unge par der lige er flyttet ind på vejen. Pludselig holder Laurnces mumlede ubehag over kvarterets skiftende karakter op med at være en sød tidsdetalje og bliver en strømførende ledning. Leigh byggede stykket som en undersøgelse af engelsk snobberi, der fortærer sig selv; Falls casting dirigerer den snobberi gennem landets egentlige sprække, og aftenen får en kant, som originalen kun kunne antyde. Det er, hvad en genopsætning er til for — ikke at genopvarme en klassiker, men at rette den ind igen.

Hvilket er, hvad der gør produktionens andet instinkt til et ægte tab. Leighs komedie er et leveringssystem for skræk: latteren er ment til at fange dig, så når ondskaben og katastrofen ankommer, indser du, at du hele tiden har været medskyldig. Et seriøst mindretal af kritikere følte, at Fall aldrig drejer på den knap. Arifa Akbar i Guardian skrev, at mørket i slutningen ikke lander; Alice Saville i Independent fandt en produktion, der foretrækker en ensartet tone af grov fjollethed frem for intensitet, og som sløver det, der under festen er et portræt af mobning. Rummet brøler, og så bliver det bedt om at sørge, og sorgen har intet sted at sidde.

Det hul betyder mere end nogen stjernebedømmelse. En genopsætning, der gør sig den ulejlighed at få Leighs klassekomedie til at tale til nu, og som så nægter at lade den gøre ondt, udfører kun halvdelen af det arbejde, den har sat sig for. Outhwaite er tydeligvis i stand til ondskaben; ondskaben er allerede indlæst i hendes Beverly. Fall har allerede bevist, at hun kan læse stykket imod dets hyggelige ry. Den publikumsbehagelige tone er med andre ord et valg, ikke et loft — hvilket er den mest frustrerende dom, en kritiker kan nå frem til.

Abigail’s Party spiller på Harold Pinter Theatre indtil 19. september, West End-stationen for en opsætning, der begyndte på Theatre Royal Stratford East og turnerede, før den nåede hovedstaden, med Kevin Bishop som Laurence og Pandora Colin som Sue, der fuldender det fempersoners ensemble.

Beverlys fest er bygget til at ende med, at latteren sætter sig i halsen, vittigheden, der for sent bliver til noget, ingen kan tage tilbage. Denne her holder latteren lys indtil den allersidste drink. Det er den sjoveste Abigail’s Party i flere år — og det, netop det, er problemet.

Tags: cinema-en1, Mike Leigh, Abigail's Party, Nadia Fall, Tamzin Outhwaite, theatre revivals