Film

Olivia Wilde gør en middag til en retssag mod et ægteskab i ”The Invite”

Martha Lucas

Et ægteskab, der for længst er holdt op med at fungere, inviterer parret fra etagen ovenover på middag, og aftenen bliver til det skænderi, værterne har undgået i årevis. Det er hele mekanikken i ”The Invite”, Olivia Wildes tredje spillefilm som instruktør: fire voksne, én lejlighed, et bord dækket til høflighed og koblet til sammenbrud.

Wilde arbejder ud fra en bearbejdning og ikke et originalmanuskript, og derfra kommer skelettet. ”The Invite” er den engelsksprogede nyversion af ”Naboerne ovenpå”, filmen som Cesc Gay trak ud af sit eget teaterstykke, og den oprindelse ses i arkitekturen: næsten i realtid, lukket inde i en lejlighed, næsten alt båret af dialogen og af det, fire mennesker nægter at sige til hinanden. Det er et kammerspil, før det er en komedie, og komedien er af den slags, der sætter mærker.

YouTube video

Rollebesætningen læses som et argument om toneleje. Wilde og Seth Rogen spiller Angela og Joe, værterne hvis ægteskab hænger i en tråd; Penélope Cruz og Edward Norton ankommer som Piña og Hawk, naboerne hvis ubesværethed i sig selv er en provokation. Rogen, langt fra sin sædvanlige varme, må holde en mands defensiv snarere end hans charme, mens Cruz og Norton leverer forstyrrelsen: to skuespillere, der kan få høflighed til at føles som en udfordring. Ensemblet er filmens tese.

Wilde er gået fra high school-komedien ”Booksmart” til tidsuroen i ”Don’t Worry Darling”, og her strammer hun billedet igen og bytter skala for nærhed. Manuskriptet er skrevet af Rashida Jones og Will McCormack, en duo med rutine i voksen relationskomedie, og deres øre for dialog passer til et materiale, der beder skuespillerne om at spille undertekst næsten hele vejen. Wilde prøvede i ugevis med ensemblet før en komprimeret optagelse, filmet i rækkefølge, så rollerne kunne syrne efterhånden.

Den teatralske dna — én scenografi, enhederne af tid og sted — er netop det, der trækker en instruktør mod sådan et materiale, og det, der kan besejre hende. På scenen er formen naturlig; på lærredet må et kamera fanget i en lejlighed finde sin bevægelse i ansigter og placering. At filme i kontinuitet er en instinkt lige så teatralsk som filmisk: den behandler optagelsen som en forestilling.

Det, filmen i virkeligheden iscenesætter, er etiketten i et langt forhold: de forhandlede tavsheder, vittighederne der fungerer som anklager, måden et andet par bliver et spejl, ingen bad om. Naboerne er mindre figurer end katalysatorer, der for at afdække det, Joe og Angela har aftalt ikke at se på. Gays original fandt sin spænding i det strengt huslige, og nyversionens væddemål er, at de middagspres overlever overgangen til engelsk uden at miste skarpheden.

Det væddemål er ikke vundet på forhånd. Nyversioner af så stramt byggede kammerspil har en tendens til at miste den kulturelle særegenhed, der fik originalen til at skære, og en engelsk version fuld af kendte ansigter risikerer at bytte ubehag for stjerneglans. Filmen lover heller ikke at løse det, den rejser: den bygger en krise og betror meningen til en sidste gestus, hvilket for nogle bliver ærlighed og for andre et stykke, der lader tæppet falde før tredje akt.

”The Invite” kørte først på festivalkredsløbet med premiere på Sundance og stop i Boston, San Francisco og Seattle, og samler 91 procent positive anmeldelser på Rotten Tomatoes. Filmen varer 107 minutter og er produceret af Annapurna Pictures, FilmNation Entertainment og Permut Presentations; A24 distribuerer den i USA, hvor den får begrænset biografpremiere den 26. juni. En dansk premieredato er endnu ikke bekræftet.

Medvirkende

Tags: , , , ,

Debat

Der er 0 kommentarer.